Topmøde onsdag: Nato skal geares til at flytte tropper i historisk omfang

Bragt første gang 17. maj 2018

Cyberkrig, slagsmålet om de enkelte landes bidrag til fællesskabet og USA's præsident, Donald Trumps, opførsel på de bonede gulve bliver helt sikkert noget af det, der får mest opmærksomhed, når de 28 Nato-landes stats- og regeringschefer den 11. og 12. juli mødes til topmøde i Bruxelles.

Men øverst på dagsordenen står faktisk et emne, der umiddelbart lyder kedeligt: Ny kommandostruktur. Det er dog et yderst centralt emne, som sætter en tyk streg under den nye geopolitiske situation i Europa efter Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2004.

Støve mobiliseringsplaner af
Annekteringen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på især de tre små baltiske Nato-medlemmer, Estland, Letland, Litauen. De er alle tre tidligere Sovjet-republikker med store russiske mindretal. Så hvis Rusland skulle finde på at annektere nyt land, så kunne det meget vel være eksempelvis dele af Letland. De vil sandsynligvis aktivere Nato-alliancens artikel 5 - den såkaldte musketered. Den handler om, at et angreb på ét Nato-land er at betragte som et angreb på alle Nato-lande.

Derfor har Nato-landene besluttet at støve de gamle mobiliseringsplaner fra den kolde krig af og forbedre alliancens evne til hurtig troppefremrykning.

”Man skal gentænke det at rykke frem over landjorden på det europæiske kontinent og gentænke de amerikanske forsyningslinjer over Atlanterhavet,” fastslår analytiker Steen Kjærgaard fra Dansk Institut for Internationale Studier.

”Man har været nødt til at kigge på, hvordan Nato er gearet i forhold til de gode gamle koldkrigs-discipliner som at flytte store styrker dynamisk og let hen over det europæiske kontinent. Og her er konstateringen, at det har man fuldstændig forpasset muligheden for at gøre, fordi alt hen over de sidste 20 år har været designet til deployering til konflikter i fjerne egne. Det samme gælder hen over Atlanten, hvor man nedlagde Natos atlant-kommando i 2003. Nu er man nødt til at have en atlant-kommando, der kan holde passagerne mellem Grønland og Island samt mellem Island og Storbritannien under kontrol, så russiske ubåde ikke kan komme ned og forstyrre de amerikanske forsyninger,” forklarer Steen Kjærgaard.

Efter flere års arbejde på embedsmandsniveau skal stats- og regeringslederne på topmødet i juli således endeligt vedtage etableringen af to nye logistikkommandoer. Den ene får ansvaret for mobilisering til lands på tværs af det europæiske fastland, mens den anden kommando skal fokusere på at sikre amerikanske forsyninger over Atlanterhavet. 

Emsige grænsevagter
Den første af de to kommandoer skal blandt andet arbejde med at nedbryde noget af det grænsebureaukrati, som stadig eksisterer mellem adskillige af Natos østeuropæiske lande. Når flere tusinde soldater og kampkøretøjer skal rykkes hurtigt frem til Baltikum, så duer det ikke, at fremrykningen bliver forsinket af emsige grænsevagter på vejen. Det var netop, hvad et amerikansk kavaleriregiment oplevede, da de i juli 2017 skulle krydse grænsen mellem Bulgarien og Rumænien. Halvanden time sad de og ventede i deres Stryker-køretøjer, mens der blev stemplet papirer.

Derfor taler man både i Nato og i regi af EU's forsvarssamarbejde, Pesco, om at etablere det, som man forsimplet kalder et ”militært Schengen-samarbejde” med henvisning til Schengen-samarbejdet, som i dag gør det gnidningsfrit for EU-borgere at rejse mellem en lang række EU-lande.

Togvogne og toglinjer spiller en stor rolle, når flere hundrede kampvogne og pansrede køretøjer skal flyttes. Problemet er blot, at mange Nato-lande ikke længere har stationer med de opkørselsramper, som skal til, når kampvogne skal lastes på togvognene. Det er en af de problemstillinger, som den nye kommando skal arbejde med.

Det storstilede Rail Baltica-projekt spiller også en vigtig rolle i at øge den militære mobilitet. Projektet handler nemlig om at etablere en ny næsten 1.000 kilometer lang jernbanelinje fra Polens hovedstad op gennem de baltiske lande til Estlands hovedstad, Tallinn. Skinnerne på de eksisterende jernbanelinjer i de baltiske lande har nemlig ikke den samme sporbredde som i resten af de europæiske Nato-lande. De har samme sporbredde som de russiske jernbanelinjer. Derfor er der brug for en helt ny jernbanelinje med den rigtige sporbredde.

Satte en prop i Østersøen
Etableringen af den anden nye kommando - atlant-kommandoen - hænger direkte sammen med den ændrede magtbalance i Østersø-regionen, efter at Rusland har placeret avancerede Iskander-missiler i enklaven Kaliningrad mellem Polen og Litauen.

”Det er en reaktion på Ruslands placering af Iskander-missilerne i Kaliningrad, hvormed de satte en prop i Østersøen og satte Nato under pres med hensyn til at kunne levere sin sikkerhedsgaranti til de baltiske lande,” forklarer Steen Kjærgaard og fortsætter:

”Hvis Rusland laver numre i de baltiske lande, så kan det blive vanskeligt for Nato at sejle forstærkninger op gennem Østersøen ind til de baltiske lande. Derfor er man nødt til at planlægge efter, at man simpelthen skal slå sig vej op gennem Østersøen med store Tomahawk-missiler og alt muligt andet grej, som kun kan komme fra USA.”

For stor en provokation
Det er dog ikke helt uden risiko for Nato at etablere de nye kommandoer.

”Der ligger en kæmpemæssig balancegang. For selvfølgelig skal Nato sikre sig, at man fremstår troværdig overfor de baltiske medlemslande. Men man skal heller ikke puste hårdere til bålet end højest nødvendigt,” understreger Steen Kjærgaard.

Han regner derfor ikke med, at den nye landkommandos hovedkvarter placeres i Polen – sådan som den polske regering ellers har ytret ønske om. For et Nato-hovedkvarter i et tidligere Warszawapagt-land vil alligevel være for stor en provokation mod Rusland. Derfor forventes hovedkvarteret at ende i Bremerhaven i Tyskland.

Nato-landenes forsvarsministre aftalte i februar at sætte tre ting på dagsordenen ved topmødet. Foruden oprettelsen af de to nye kommandoer, så er det en diskussion af byrdedelingen og forholdet mellem Nato og EU. Dertil kommer en række mindre - men potentielt set ret vigtige - dagsordenpunkter. Det er Natos nukleare afskrækkelsesprofil, cyberforsvar og imødegåelse af udfordringerne fra Mellemøsten og Nordafrika.