Dyrenes Beskyttelse: Der står dunke med vand og dåsemad i vores kældre, men hvem prepper for grisene?

Jeg hælder selv til det sidste, for det enorme dyrehold har længe været problematisk, men nu lader det til, at vores særstatus som det land i verden, der har flest grise per capita, også er en sikkerhedspolitisk risiko.

Der står dunke med vand, dåsemad og en håndsvingsgenerator i min kælder, men det åbne spørgsmål er: Hvem prepper for grisene? Og for de mange andre dyr i landbruget, som landbruget producerer cirka 200 millioner af om året?

Søer drikker 25 liter i døgnet

Vi har alle, endda to gange, fået brev i e-Boks om de forberedelser, vi som private borgere skal gøre.

De dør inden for kort tid, hvis der ikke er en plan. Og vel at mærke en plan, der fungerer.

Birgitte Iversen Damm
Dyrlæge og chefkonsulent for landbrugsdyr, Dyrenes Beskyttelse

Ansvaret for vores kæledyr påpeges endog. De får selvfølgelig også brug for vand og foder, hvis uheldet er ude.

Men der er så mange flere dyr i landbruget – og de drikker også vand. Rigtig meget vand, endda. Det gør de, fordi landbruget har avlet dem til det.

Søerne føder formentlig de største kuld grise i verden og har tilsvarende mælkeydelse. Derfor drikker de 25 liter i døgnet. Malkekøerne har en af Europas største mælkeydelser og drikker over 100 liter i døgnet.

Har myndighederne sikret, at landmændene har vandtanke og alternative strømkilder, der kan holde den elektrificerede ventilation, temperaturstyring og foderanlæg i gang?

Eller i det mindste kortlagt, hvilke lokale boringer og generatorer der kan tage trykket, hvis uheldet virkelig er ude?

Det må man håbe, for dyrene er alle som én afhængige af vand – og næsten alle af strøm. De dør inden for kort tid, hvis der ikke er en plan. Og vel at mærke en plan, der fungerer.

Hvis ulykken først rammer

Når Dyrenes Beskyttelse spørger myndighederne til, hvordan dyrene er stillet i givne situationer, hedder det som regel, at det er landmandens opgave at sikre dyrevelfærden.

Det er ikke en opgave, der ser ud til at belaste hverdagen i de danske industristalde – men lad det nu hvile. Det, Fødevarestyrelsen mener, er, at det generelt er landmanden, der skal sørge for, at dyrene får vand, foder og luftforsyning i henhold til lovgivningen.

Hvis det af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre, og dyrene bliver syge eller lider, skal de aflives. 

Men hvis et cyberangreb eller sabotage lukker for vand og strøm, rammer det også landmanden og de ansatte i staldene, der skal kaldes på arbejde – ligesom det rammer infrastrukturen i et omfang, der selvfølgelig afhænger af, hvor stort et område der lukkes for, og hvor længe det varer.

Er der en plan for, hvordan landmanden skal kunne løfte opgaven under så specielle omstændigheder?

Hvis det ikke er muligt at sikre dyrene, skal de som sagt aflives – og bliver de ikke det, vil de inden for kort tid dø af sig selv.

Dermed er vi tilbage ved de spørgsmål, som Mathilde Walter Clark rejste i sit indlæg om, hvordan døde dyr i store antal skal håndteres.

Nu en sikkerhedsmæssig risiko

I den brede politiske Fødevare- og veterinæraftale 2024-2027 angives det, at beredskabet skal kunne klare alt fra fødevarerelaterede og veterinære sygdomsudbrud til miljøforureninger, forsyningskriser og cyberhændelser.

Det understreger, at herhjemme har landbruget et land – mere, end landet har et landbrug.

Birgitte Iversen Damm
Dyrlæge og chefkonsulent for landbrugsdyr, Dyrenes Beskyttelse

Der skal blandt andet strammes op, når det gælder sygdomme og destruktion af døde dyr – men cyberhændelser står der intet om.

Man skulle ellers tro, at det var værd at gå ind i på en tid, hvor Beredskabsstyrelsen meddeler danskerne, at de skal kunne klare sig tre døgn på grund af "truslen fra menneskeskabte hændelser som cyberangreb og sabotage."

Det har længe været et samfundsproblem, at den enorme animalske produktion skader dyrene, miljøet, klimaet og naturen – og øger risikoen for sygdomme, der kan smitte mennesker.

Med den nye geopolitiske situation kan vi også konkludere, at den udgør en sikkerhedsmæssig risiko, som er svær at tænke til ende.

Det understreger, at herhjemme har landbruget et land – mere, end landet har et landbrug.