Efter årtier med ”mistrøstige” og ”bitre” erfaringer med frikommuner tvivler professor på succes med nye forsøg

Uden at foregribe begivenhedernes gang alt for meget, er Jørgen Grønnegård Christensen tilbøjelig til at forvente, at denne konklusion også vil komme til at gælde for de såkaldte velfærdsaftaler, som Mette Frederiksen præsenterede som en ”lidt vild idé” med sin tale til folketingets åbning i oktober.

Syv kommuner skulle have ”fuldstændig frihed” inden for tre forskellige velfærdsområder – skole, daginstitutioner og ældrepleje.

Forsøgene er i gang, og modellen er allerede ved at skulle udrulles til et mere landsdækkende niveau, selv om der endnu ikke er samlet systematisk op på erfaringerne.

Men i Jørgen Grønnegård Christensens øjne ser forsøgene ikke helt så vilde ud, som Mette Frederiksens præsentation kunne give indtryk af. I hvert fald ikke når man ser på den lovgivning, som har implementeret dem.

”De ligner tidligere tiltag på området. Der er tale om meget stærkt specificerede vilkår, hvor kommunerne på hver deres udvalgte områder har opnået fritagelse for lovgivningens generelle regler,” skriver han.

Mere topdown med Mette Frederiksen

Jørgen Grønnegård Christensen hæfter sig dog også ved nyskabelserne i Mette Frederiksens tiltag til frikommune-idéen.

Traditionelt har det været op til kommunerne at udpege regler, de gerne vil fritages for, og så ansøge staten om lov. Den her gang er det regeringen og Folketinget, der har besluttet, hvilke kommuner som skal fritages, på hvilke områder det skal ske, og hvad rammerne for det så skal være.

Altså mindre ’bottom up’ og mere ’top down’.

Samtidig hæfter han sige ved, at der med velfærdsaftalerne i høj grad lægges vægt på at frisætte medarbejderne og især dem, der arbejder ude på plejehjemmene, i folkeskolen eller i dagtilbuddene.

”Det ligger der jo en politisk markering i, at man gør det på den måde. Hertil kommer at så ambitiøst de her forsøg end lyder, når man lytter på, hvad der blev sagt i talerne, så er der reelt lagt en række begrænsninger ind,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Men, som han siger. Man kan jo aldrig vide med sikkerhed på forhånd.

Meget kommer til at afhænge af, hvordan tingene bliver udmøntet ude i de enkelte kommuner.

”Bliver det brugt til at give lærerne bedre vilkår ude i folkeskolen? Det kunne man jo forestille sig kunne være et resultat, når man kan vælge at sætte timetallet ned. Og hvis det frigør ressourcer, bruges det så til at styrke undervisningen med resultater, der efterfølgende kan spores, eller bliver det til et ekstra personalegode til lærerne,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Det er alt sammen forhold, der først vil kunne siges noget om på lidt længere sigt, hvis man vel at mærke følger op med evalueringer, som kan afgøre den slags spørgsmål.

Omvejen der endte blindt

Når Jørgen Grønnegård Christensen er skeptisk, så skyldes det de mønstre, han kan se på tværs af de 40 år, som er gået, siden Poul Schlüters indenrigsminister Britta Schall Holberg (V) i 1984 tog idéen om frikommuner med hjem fra et besøg i Sverige.

Dengang var man meget hurtigt blevet klar over, at de store ambitioner om regelsanering, som Poul Schlüter tog med sin ind i regeringskontorerne, var temmelig svære at omsætte til egentlige reformer.

Og så kunne frikommuneforsøgene benyttes som en ”omvej” til at løse de statslige bånd om kommunerne.

”Erfaringen fra 80’erne og frem til i dag er, at man måske nok engang i mellem har været i stand til at gennemføre enkelte mindre begrænsninger i den nationale regulering af kommunernes forhold. Men det skal man holde op mod den generelle udvikling på området, som hver gang har lagt flere regler til. Og så er man lige vidt,” siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Det er dog ikke alle, der er lige så skeptiske over for frihedsforsøgenes mulighed for at gøre en forskel for kommunerne. Ikke mindst når det kommer til det aktuelle arbejde med velfærdsaftaler.

Det gælder blandt andre Ulf Hjelmar, der er professor MSO ved Vive. Han har været blandet ind i evalueringer af frikommuneforsøg siden 2012. Og så spiller han en central rolle i forhold til evalueringen af de nuværende velfærdsaftaler, som Vive står for.

Ulf Hjelmar peger på fire forhold, hvor Jørgen Grønnegård Christensen ifølge ham gå forkert i sin kritik af frikommuneforsøgene generelt og velfærdsaftalerne mere specifikt.

Forkert at forvente revolutioner

Det ene handler om forestillingen om, at målet for frikommuneforsøgene skulle en revolution af den statslige regulering af kommunerne.

”Det er nemt at fremmane en fortælling om, at politikerne lægger det her op som et opgør med bureaukrati og kolde hænder, og at det så ikke ender med at blive det. Men det vi ser gennem årene med de her forsøg, er en evolution ikke en revolution. Det sidste skal man ikke forvente,” siger Ulf Hjelmar.

Han henviser til en tidligere artikel, han selv har været med til at skrive om frikommuneerfaringerne.

Ulf Hjelmar mener i forlængelse af den pointe heller ikke, at det er fair over for frikommuneforsøgene udelukkende at se dem som et forsøg på at regelforenkle.

Det gælder ikke mindst, når det kommer til de nye velfærdsaftaler, som ifølge ham i høj grad indebærer, at der lægges maget større ansvar ud til de medarbejder, som står for de praktiske opgaver på kommunernes forskellige tilbud og institutioner.

Oven i det hæfter han sig ved, at forsøgene med velfærdsaftaler både bliver udbredt til andre kommuner og derfor opnår en helt anden skala end tidligere, og at de ikke skal ses som et tidsafgrænset forløb men mere som en fortløbende reformproces.

Oven idet hæfter han sig ved, at forsøgene med velfærdsaftaler både bliver udbredt til landets øvrige kommuner og derfor opnår en helt anden skala end tidligere, og at de ikke skal ses som et tidsafgrænset projekt, men mere som en styrings- og ledelsesreform.

Sidst men ikke mindst lægger han vægt på, at velfærdsaftalernes omfang giver mulighed for nogle væsentligt stærkere evalueringer af de forskellige tiltag og modeller, end man har kunnet lave af tidligere mere afgrænsede frikommuneforsøg.

”Grundlæggende er velfærdsaftalerne noget nyt, og de har et potentiale, som man kan se nogle indikationer på, men som ikke er fuldt udfoldet endnu. Men man kan ikke bare fremskrive tidligere erfaringer og sige, at det er mere af det samme og derfor virker det ikke,” siger Ulf Hjelmar.