Ekspert efter omdiskuteret dokumentar: "Er det forsvarligt at sende børn i daginstitution?"

DEBAT: DR2-dokumentaren ”Hvem passer vores børn” giver desværre et reelt indblik i, hvor galt det står til i vores vuggestuer og børnehaver. Hvor længe vil vi lade det fortsætte, spørger cand.pæd. Maria Kaare Petersson.

Af Maria Kaare Petersson
Cand.pæd. i pædagogisk psykologi, underviser i pædagogik på Københavns Professionshøjskole

Den pædagogiske praksis råber op: Børnene overlades til sig selv!

Og ja, det er desværre sandt. Det er virkelig så slemt.

Efter visningen af dokumentaren “Hvem passer vores børn” på DR mandag 11. marts er der kommet mange reaktioner. Vrede, afmagt, frustration og ikke mindst sorg er fællesnævneren for mange i den danske befolkning. “Vi kan ikke være dette bekendt” er et udsagn, som også går igen.

Man kan ikke undgå at føle en stor sorg efter at have været vidne til de optagelser, som DR2 fremviser. Vuggestuebørn, der bliver efterladt til sig selv, små børnehavebørn, der mistrives, pædagogisk personale, der knokler, og en leder, der siger farvel.

Dokumentaren fremviser klart og tydeligt, at forholdene i vuggestuer og børnehaver er katastrofale. Dette bliver vist ud fra pædagogernes, lederens og eksperternes perspektiv, som giver os et fagligt og reelt indblik i, hvor galt det står til. Dette er vigtigt for os at se.

Børn kan ikke sige op
Dette fører mine tanker videre til børnenes perspektiv. Hvordan mon de oplever alt det her? At være alene, at blive overset og ikke føle sig tryg i sin egen hverdag. Hvad kan de gøre?

Lederen i dokumentaren siger op. Giver op. Men det er tydeligt, at hun gør det med et klart budskab og et ønske om, at hendes handling kan skabe opmærksomhed omkring denne problematik. Signalværdien er stærk, da hun udtrykker, både over for forældre og personale, men også os seere, at hun ikke kan stå inde for at være pædagogisk leder under de kummerlige forhold, som man byder børnene. Dette kan jeg kun bakke op om.

Men hvad med børnene? De kan ikke sige op. De kan ikke sige til mor og far “Nok må være nok! Jeg vil ikke ned i vuggestuen mere”. 

Børnene udtrykker dog deres frustration på mange andre måder. Dette ser man i dokumentaren gennem gråd, tomme blikke, tegn på opgivenhed − og endda en pige, som i ren protest siger: “Jeg vil hjem!” Hun har også fået nok. Endnu engang er budskabet klart. Vi må handle, skabe forandring og gøre det bedre for pædagogerne og børnene i vores daginstitutioner.

Det bekymrende her er, at børnene er og forbliver i en forskruet tvangsrelation til deres egen hverdag i det kaos, som de bliver placeret i. Mon ikke mange af disse børn ville ønske, at de, ligesom den pædagogiske leder, kunne flygte, i håb om at der findes andre og bedre muligheder derude et sted.

Pædagogerne gør, hvad de kan
Men som dokumentaren også viser, er det et generelt problem ude i danske daginstitutioner − at der i ydertimerne er mangel på pædagogisk personale. At børn overalt i landet døjer med de samme problemer − de mangler en tryg base, som fortæller dem, at der er en plads til dem.

At der findes et sted, hvor de oplever, at deres følelser og deres behov bliver set og afstemt. Børnene er dybt afhængige af en voksen, der står klar med omfavnelse og overskud til dem alle. Det mangler, og det kan vi ikke være bekendt.

Er vi ude i frivillig arbejdskraft? Mennesker, som kan træde til udelukkende med det formål, at fire vuggestuebørn ikke sidder alene til eftermiddagsfrugt? Er vi nået dertil? Så kan vi i hvert fald opgive tanken om pædagogisk kvalitet og høj faglighed. Så ender vi med en form for overvågning af vores børn − netop som en mor i dokumentaren henviste til; en parkeringsplads, hvor vi parkerer vores børn. Udvikling og dyrebar tid går tabt, hvis børnenes basale behov nedprioriteres.

Ude i praksis ser man mange eksempler, som minder om det, man ser i dokumentaren. Børn, som mangler nærvær fra primære omsorgspersoner.

Her er der for eksempel tale om indkøring af vuggestuebørn, der bliver efterladt i krybben vågne og grædende, stressede børnehavebørn, der gemmer sig på toiletterne bare for at få ro, og pædagogisk personale, der utrætteligt kæmper for at få selv de mest basale omsorgsopgaver til at lykkes.

Det vidner om en stor ihærdighed fra pædagogernes side, som stædigt fortsætter arbejdet trods de urimelige betingelser. “Jeg synger en sang på afstand,” fortæller en pædagog, der må gå fra stuen fyldt med børn for at skifte ble på et barn. Ingen tvivl om, at pædagogerne gør, hvad de kan. Men det er ikke holdbart − hverken for børnene eller dem.

Mange af disse pædagoger går hjem med ondt i maven − de ved, at opgaven ikke bliver løst. Men op på hesten igen, og næste dag møder børn og voksne ind og starter forfra igen. Velvidende, at det ikke fungerer.

Er det overhovedet sikkert at sende sit barn afsted?
Dagene går, og værdifuld barndom spildes. Måske er det på tide, at vi spørger os selv, hvor længe dette kan og må fortsætte? Pædagogisk omsorg og udvikling er tabt for længe siden − nu handler det tragisk nok mere om, hvorvidt det er forsvarligt at sende vores børn i daginstitution under de forhold, som vi kan tilbyde netop nu.

Er det overhovedet sikkert? Det er vigtigere end nogensinde, at vi får tydeliggjort, hvor slemt det faktisk står til. Dette bidrager dokumentaren til, og det bør medføre reaktion og handling.

Det, børnene har brug for i denne katastrofale situation, er en kombination af, hvad der vises i dokumentaren; pædagoger, der hver dag bliver ved og ved med at kæmpe for børnenes skyld, og en leder, der siger STOP − netop også for børnenes skyld.

Forrige artikel Helveg: Europas konservative kan sende Orbán i højrepopulistisk rædselskabinet Helveg: Europas konservative kan sende Orbán i højrepopulistisk rædselskabinet Næste artikel Jacob Mark: Vi svigter vores børn – og børneministeren lukker øjnene Jacob Mark: Vi svigter vores børn – og børneministeren lukker øjnene