Debat

Jacob Mark: Vi svigter vores børn – og børneministeren lukker øjnene

DEBAT: Børn får ikke den omsorg, de har brug for i vores børnehaver og vuggestuer. Og det kan få alvorlige konsekvenser senere i livet, skriver Jacob Mark (SF), der er bekymret over børneminister Mai Mercados (K) manglende handling.

Der er for få voksne til børnene i vores daginstitutioner, skriver Jacob Mark (SF).
Der er for få voksne til børnene i vores daginstitutioner, skriver Jacob Mark (SF).Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Mark (SF)
Børneordfører

Børn har brug for voksne, der er der for dem. Som giver dem omsorg og tryghed. Trøster dem. Leger med dem. Skifter dem. Gør dem klogere.

Børn har brug for en tryg tilknytning til voksne omkring sig for at udvikle sig. Øjeblikke, hvor de bliver set og hørt. Og hvor de får en oplevelse af at høre sammen med andre mennesker.

I dag er der mange børn i landets vuggestuer og børnehaver, som ikke oplever det. Alt for mange børn får ikke den omsorg de fortjener. Årsagen er ikke, at pædagogerne ikke gør det godt nok. Tværtimod. Pædagogerne knokler og brænder for at gøre en forskel for børnene. Men der er simpelthen ikke nok af dem. Der er ikke nok voksne til børnene.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

Det går den helt forkerte vej
Et blik på udviklingen i normeringerne i vuggestuerne og børnehaverne viser, at det går den helt forkerte vej. Normeringerne er i dag historisk dårlige. Forsker Grethe Kragh-Müller fortæller i DR2-dokumentaren ”Hvem passer vores børn”, at hvis man sammenligner med niveauet i 1990’erne, så mangler vi i dag 9.000 pædagoger.

En undersøgelse foretaget af DR og BUPL viser, at 82 procent af pædagogerne på en tilfældig dag oplever, at der er fuldt bemandet i mindre end fire timer. 29 procent oplever en eller flere gange om ugen at stå i en uforsvarlig situation. 50 procent oplever, at de ikke har tid til at give børnene tilstrækkelig omsorg og nærvær.

Ministeren synes, at jeg forsøger at tegne et skræmmebillede af virkeligheden, når jeg siger, at der ikke er voksne nok i vores vuggestuer og børnehaver. Det synes jeg er bekymrende.

Jacob Mark (SF)
Børneordfører

Der er altså sket en markant kvalitetsforringelse. Samtidig er krav til pædagogiske aktiviteter og dokumentation steget.

Pædagogerne selv råber også vagt i gevær. Gennem en landsdækkende kampagne har de vist skilte, hvor der står, at de i løbet af en helt almindelig dag, har stået alene med en større børnegruppe. Pædagogerne knokler for at nå det hele. Vi ser pædagoger, der bliver presset så langt ud, at de er nødt til at forlade jobbet. Fordi de ikke føler, de slår til. Der er ikke den tid til børnene, som de fortjener.

Børneministeren lytter ikke
Desværre lytter børneminister Mai Mercado (K) ikke til pædagogernes opråb. Børneministeren anerkender nemlig slet ikke, at der mangler voksne omkring børnene. Ministeren synes, at jeg forsøger at tegne et skræmmebillede af virkeligheden, når jeg siger, at der ikke er voksne nok i vores vuggestuer og børnehaver. Det synes jeg er bekymrende.

For når børn ikke får den omsorg, de har brug for, kan det få alvorlige konsekvenser for dem senere i livet. De kan opleve sig som mere stressede, angste og ensomme. De kan udvikle koncentrations- og opmærksomhedsbesvær. Og de kan få svært ved at sætte sig i andres sted og forstå sociale situationer.

Læs også

En børnepsykolog mener ligefrem, at meget uro i indskolingen kan skyldes, at børnene ikke har haft voksne nok omkring sig i børnehaven, og derfor ikke er vant til at lade sig regulere af voksne. Listen over mulige konsekvenser er lang.

Bunden er nået
I SF mener vi, at der er behov for en minimumsnormering i vuggestuer og børnehaver. På skoleområdet har vi allerede indført et loft over antal elever i klasserne i folkeskolen og et minimumstimetal. Det er besluttet netop for at sikre, at kommunernes økonomi ikke skal være styrende for, hvor store klasserne bliver, og sikre, at alle børn, uanset hvilken kommune de bor i, får et minimum af undervisningstimer.

Der er brug for, at sådan en bundgrænse også indføres i vores daginstitutioner. Fordi alle børn har brug for omsorg, nærvær og tryghed, og i dag er der enormt stor forskel i normeringerne på tværs af landets kommuner. Og selv de bedste steder står det skidt til, hvis vi sammenligner med de ambitioner, vi har for børnene.

Desværre er der ikke udsigt til flere voksne omkring børnene. SF’s forslag om at indkalde til forhandlinger om minimumsnormeringer blev ikke vedtaget. Ude i kommunerne bliver de ved med at spare på børneområdet.

Det er på tide, at vi begynder at prioritere ordentligt. Børnene kommer først. Her er det også vigtigt at slå fast, at børneministeren ikke har ret, når hun siger, at vi ikke har råd til at indføre minimumsnormeringer.

Selvfølgelig har vi det. Vi har råd til at prioritere børnene, hvis vi vil. Det er en politisk prioritering. Regeringen har givet skattelettelser for 21 milliarder kroner. I SF prioriterer vi børnene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

0:000:00