Debat

EL-rådgiver: Regeringens første 100-dage var én lang kommunikativ krise, der genfødte “Thorydons” politik

SVM-regeringen kan meget vel blive enige om politiske reformer, men de kan ikke enes om fortællingen bag. Derfor genopliver de Thorning og Corydons nødvendighedspolitik, skriver Jakob Ruggaard. 

SVM-regeringen blev præsenteret på Amalienborg slotsplads den 15. december 2022, og har derfor siddet ved magten i over 100 dage. 
SVM-regeringen blev præsenteret på Amalienborg slotsplads den 15. december 2022, og har derfor siddet ved magten i over 100 dage. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Ruggaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SVM-regeringen har indtil videre været en kommunikativ fiasko.

De første 100 dage ved magten har blotlagt store kommunikative svagheder og kriser ved den nye regering. De kan blive enige om en politisk fællesnævner af arbejdsudbudspolitik. En klassepolitik for de velbeslåede. Men de kan ikke blive enige om - eller formulere - en fortælling eller argumentation, der retfærdiggør deres politik.

Det har vi set med alle større politiske reformer, den her regering har fremlagt. Både deres afskaffelse af store bededag og deres halvering af kandidatuddannelserne.

Men i Mette Frederiksens tale til KL, hvor regeringen tager tilløb til næste bølge af reformer, der vil transformere velfærdssamfundet, fandt regeringen måske tilbage til en gammel fortælling midt i krisen.

En selvmodsigende traver om at nødvendighedens politik er ved at vende tilbage fra de døde. Fordi regeringen ikke har andet. Spørgsmålet er, om offentligheden har lært noget, siden vi stødte på den sidst, eller om regeringen får det for let?

Bededagsdebatten skiftende fortællinger

I debatten om store bededag skiftede regeringens argumentation radikalt igennem hele forløbet. SVM-partierne skiftede mellem flere forskellige og direkte modstridende svar på det simple spørgsmål: "Hvorfor vil I afskaffe store bededag?".

Forklaringer veksler mellem forskellige entydige, men 100 procent selvmodsigende og gensidigt udelukkende fortællinger. Først handler det om sikkerhed: Bededagen skal afskaffes som i et hårdt "kryds", så pengene kan bruges til øget oprustning og støtte til Ukraine.

SVM-regeringen fik aldrig etableret en fortælling eller fremsat ét eneste troværdigt, stabilt og blivende argument for, hvorfor de tog en fridag fra danskerne. 

Jakob Ruggaard
Strategisk rådgiver, Enhedslisten

Så skifter forklaringen ellers derfra gennem hele forløbet. Ane Halsboe Jørgensen mener, det handler om at finansiere hele velfærdssamfundet. Christian Rabjerg Madsen mener, det skal finansiere bedre erhvervsuddannelser og flere faglærte, og Nicolai Wammen og Troels Lund Poulsen mener at det ikke primært handler om provenuet, men også om arbejdsudbudseffekten.

Sådan sejlede forklaringerne rundt gennem hele forløbet.

SVM-regeringen fik aldrig etableret en fortælling eller fremsat ét eneste troværdigt, stabilt og blivende argument for, hvorfor de tog en fridag fra danskerne. Det meningstab har helt sikkert forstærket modstanden imod fridagstyveriet.

Forklaringerne er tynde hver for sig og blev også løbende udfordret og nedlagt af eksperter, økonomer og en samlet opposition. Men samlet er billedet endnu værre. Et kommunikativt landskab i ruiner.

Mange svarmuligheder, men ingen valgt

I forhold til regeringens universitetsreform, som vil halvere en lang række kandidatuddannelser for tusindvis af unge, så er fortællingen her fuldstændig fraværende.

Det første spørgsmål forskningsminister Christina Egelund får på det pressemøde, hvor regeringen præsenterer reformer, er: "Hvad er det for et problem, I vil løse her?"

Hun svarer: "Det er rigtig, vi har på mange måder nogle rigtig gode universiteter [...] og så kan man sige 'hvis ikke platformen står i brand, hvorfor skal man så gøre noget?'" Hun svarer reelt ikke på spørgsmålet. Og det har været emblematisk for SVM-regeringens kommunikative krise indtil nu.

Læs også

Et svar kunne være, at de vil hente arbejdsudbud. Et andet svar kunne være, at de vil have mindre uddannelse. Et svar kunne være, at de vil omfordele fra universiteterne til erhverveuddannelserne. Et svar kunne også være, at de vil skære på humniora og samfundsvidenskab og styrke STEM-uddannelserne i stedet.

Men SVM gifter sig ikke med én eneste af de forklaringer. Tværtimod virker de igen kommunikativt selvmodsigende eller ubeslutsomme. Formentlig fordi de slet og ret ikke kan blive enige.

Tilbage står den nøgne nedskæring. Og en stor svaghed i regeringens levedygtighed er blevet blotlagt: De kan ikke enes om fortællingerne, og de kan ikke omstille de fælles analyser og fortællinger, de møjsommeligt er kommet frem til, når de udfordres.

Det er en kommunikativ spændetrøje, som kan blive en decideret katastrofe for dem.

Nødvendighedens politik genopstår fra de døde

På KL-topmødet i Aalborg i sidste uge varslede Mette Frederiksen reformer. Og bag dem ligger faktisk en sammenhængende fortælling.

Det er optakten til en fuldtonet tilbagevenden til nødvendighedens politik. Altså den kommunikative og politiske doktrin fra Bjarne Corydon og Margrethe Vestagers tid, der handler om at maskere dybt politiske valg som ikke-politisk nødvendighed og teknik.

I sin tale og i et interview i Berlingske viser statsministeren, hvad vi må indstille os på bliver den narrative og politiske kamp herfra. Fortællingen er lige så velkendt, som den er modsætningsfuld.

Hvis problemet er, at velfærden ikke er stærk nok, hvorfor så ikke investere i den i stedet for at skære i den?

Jakob Ruggaard
Strategisk rådgiver, Enhedslisten

Mette Frederiksen siger i sin tale, at "forandringer presser sig på", at "selve fundamentet er udfordret" i vores samfund. Det er fordi økonomien ikke rækker til de velfærdsforbedringer, vi kommer til at forvente.

Vi skal investere meget mere end demografien i velfærden – ellers begynder folk at vælge velfærden fra, og det kræver reformer at få råd til de investeringer, lyder det. Derfor er der en række nødvendige nedskæringer og omstruktureringer, som vi skal foretage nu. Ellers har vi ikke råd til velfærden i fremtiden.

Vi skal skære ned for at styrke.

Fortællingen rummer (mindst) to problemer:

  1. Vi står ikke i en økonomisk krise – tværtimod er økonomien sund ,og den offentlige økonomi overholdbar, som regeringen modvilligt måtte anerkende ved fremlæggelsen af finansloven. Der er råd til investeringer i velfærden og ikke en brændende platform for at gennemføre nye nedskæringer. Det er ikke en nødvendighed, det er et politisk (højreorienteret) valg.
  2. Fortællingen forsøger at usynliggøre de centrale politiske prioriteringer, som politik består af – regeringens højre prioritering af skattelettelser til nogle af de mest velhavende mennesker i Danmark er et aktivt valg, som er med til at forme det politiske mulighedsrum. De penge kan ikke bruges på velfærd eller ligeløn til offentligt ansatte. Men den klare (højreorienterede) prioritering er helt fraværende i Mette Frederiksens fortælling.

Man kan spørge sig selv: Hvis problemet er, at folk i fremtiden vil vælge velfærden fra, hvis den ikke er god nok, hvorfor er løsningen så – som regeringen antyder – at indføre flere ordninger? Ordninger hvor folk selv kan forsikre sig og vælge velfærden fra og derudover underlægge den kommunale velfærd hårde nedskæringskrav, som vil få flere til at vælge velfærden fra?

Hvis problemet er, at velfærden ikke er stærk nok, hvorfor så ikke investere i den i stedet for at skære i den?

Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Hvis problemet er, at velfærden ikke er stærk nok, hvorfor så ikke investere i den i stedet for at skære i den?

Jakob Ruggaard
Strategisk rådgiver, Enhedslisten

Sporskifte på vej

Tilbage står, at hele regeringens velfærdsindsats i skræmmende grad ligner de velkendte, gamle, højreorienterede mål om at skære ned på velfærden, privatisere og markedsgøre kernevelfærd og fratage borgere - eksempelvis mennesker med handicap - vigtige rettigheder.

Forskellen er bare, at de ikke vil argumentere ærligt og offensivt for det. Men maskere den velkendte politiske kurs, som en teknisk nødvendighed.

Spørgsmålet er om medier og analytikere lader sig forblinde af, at der endelige er antydningen af en samlet fortælling. At der er et forsøg på at give mening til reformerne – og glemmer at udfordre de falske præmisser, som fortællingen hviler på og de tydelige selvmodsigelser den rummer.

Regeringen roser sig af at turde føre en upopulær politik. Men den har vist sig at være for lammet og internt uenig til at kunne finde troværdige svar på, hvorfor den har valgt at føre den upopulære politik.

Der er en ikke uvæsentlig årsag til deres dramatiske nedtur de første 100 dage.

Fra KL-topmødet skifter de spor og slår entydigt ind på den klassiske fortælling om nødvendighedens politik. Den fortælling er ikke mere sand eller troværdig nu, end da Thorning og Corydon stod for den sidst. Spørgsmålet er om en for ukritisk presse vil lade SVM-regeringen slippe for let afsted med den denne gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ane Halsboe-Jørgensen

Beskæftigelsesminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

Christian Rabjerg Madsen

MF (S), politisk ordfører, fhv. indenrigs- og boligminister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2012)

0:000:00