Et varmt menneske takker af. Dansk politik bliver koldere uden Ellemann

Nej, det kom ikke som en overraskelse, at Jakob Ellemann-Jensen mandag trak sig som formand for Venstre. Fra et valgresultat i 2019 på over 23 procent til næsten en halvering sidste år kulminerende med meningsmålinger på den helt forkerte side af ti procent. Dagens Voxmeter: 8,8 procent.

De kritiske røster blev flere og mindre hviskende. Det måtte ende sådan her.

Sejren har mange fædre, men nederlaget hang Ellemann på. Det er den sure logik i politik, at når et parti står stærkt, så skyldes det altid den fælles, gode indsats, og når det går sløjt, er det kun lederens skyld.

Også selvom Ellemann naturligvis har været omgivet af rådgivere, gruppe, hovedbestyrelse og en masse andre, der gerne ville hjælpe ham med at sætte retningen, fra han kom, til han nu er gået.

Til hans ære skal det siges, at han aldrig har forsøgt at fralægge sig ansvaret eller tørre den af på fælles beslutninger. Han har altid stået på mål for de beslutninger, der er truffet med ham for bordenden. Også de upopulære. Og han har ganske uvant for politikere på det niveau ikke været bleg for at erkende fejl.

Allerede nu spekuleres der i, om Jakob Ellemann simpelthen bare var for blød til at kunne klare livet i toppolitik. Og det en helt forkert slutning, for intet kunne være mere forkert.

Morten Reimar

For Ellemann har insisteret på at være menneskelig i en branche, hvor ethvert svaghedstegn bliver brugt imod dig. Og det har krævet en imponerende styrke.

Allerede nu spekuleres der i, om Jakob Ellemann simpelthen bare var for blød til at kunne klare livet i toppolitik. Og det en helt forkert slutning, for intet kunne være mere forkert.

Der er tale om en formand, der har ledet sit parti igennem fire års konstant modvind. Om det har været Lars Løkke og hans nye parti, Inger Støjbergs rigsretssag og nye parti, regeringsdeltagelse eller ej, eller hvad det har været, har han fået skylden hver gang.

Under coronaepidemien var det så godt som umuligt at være oppositionsleder. Ingen vidste, hvad der ville ske, og statsministerens pressemøder blev set af rekordmange seere. Statsministeren blev hyldet som en landsmoder, og Ellemann blev kritiseret for at være usynlig. Sagde han endelig regeringen imod, blev han kritiseret for at gamble med danskernes sikkerhed. Hvordan ville nogen kunne agere i det?

Hver morgen, han slog øjnene op, var det til en dag med nye problemer. Uforudsigeligt hvilke, men sikkert var det, at han stod op til tæsk og klar besked om, at det hele var hans skyld og hans skyld alene.

Men han stod op hver morgen. Og han brokkede sig aldrig. Ingen i Venstre vil kunne sige, at de har oplevet ham bitter eller brokkende. Det er – i hvert fald i min verden – ikke en mand, der er for blød, men tværtimod en, der er mere tough end de fleste.

Jeg mindes dage på sekretariatet, hvor vi medarbejdere mødte ind til endnu en nedslående meningsmåling. Nogle dage endda krydret med, at endnu en stemmesluger meldte sig ud, eller endnu en stort anlagt vindersag blev væk i møget.