Ellemann sagde frihed 47 gange. Men først da han sagde mink, blev han baglandets mand

Alt handlede om genforening og ny begyndelse, da venstremedlemmerne i weekenden mødtes til landsmøde i Herning. Vreden over minkskandalen er stærk i baglandet, og Jakob Ellemann-Jensen brugte vreden til at smede by- og land-Venstre sammen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Den evige nat hersker i Jyske Bank Boxen. Strategisk placeret ved omfartsvejene uden for Herning ligger den som en hermetisk lukket UFO landet fra det ydre rum. Indenfor findes døgnets rytme ikke.

Venstre har kaldt til landsmøde, og det kunne næppe være afholdt et andet sted end her. Ikke kun på grund af størrelsesforholdene, der gør det muligt at akkommodere de mange flere deltagende, fordi det er partiets 150 års jubilæumsfest.

Jyske Bank Boxen er også et monument over jysk kapitalisme, og over hvad man kan drive det til her på egnen. Man er driftig, som det hedder her.

Således udgør den grå kolos på heden med sit enorme, dunkle indre også en fælles zone mellem by-Venstre og land-Venstre. 

De to dele af Venstre forenes i den indsigt, at når der kan tjenes penge på noget, bliver de tjent af den, der kan levere mest effektivt, og i at alt andet i samfundet – alt det gode, vi så gerne vil – hviler på det princip.

Det er det, man her i Boxen synes, socialdemokraterne lader hånt om. Slagordet om, at ”pengene skal tjenes, før de kan bruges” – den sentens bliver sagt virkelig mange gange i løbet af landsmødet – er ikke kun borgerlig snusfornuft, eller et merkantilt kampråb. Det er en etik. Det er godt at tjene penge, fordi ellers kan man ikke gøre noget godt politisk.

Det er på det grundlag, de to dele af Venstre kan føjes sammen. De to dele, som Inger Støjberg i sin afskedssalut som Venstremedlem for ti måneder siden sagde, var gået fra hinanden.

Hun nævnes for øvrigt ikke ved navn, før i Bertel Haarders obligatorisk festsang om aftenen. Det gør Lars Løkke Rasmussen, Marcus Knuth og Britt Bager heller ikke. Men alle ved, at det er dem, det handler om, når der bliver henvist til ”alt det vi har været igennem”, eller ”uroen”, eller at ”det ikke har været så sjovt i Venstre de sidste par år”.

Det er det første landsmøde møde efter en masse skæbnesvangre begivenheder for Venstre. Efter corona, efter uroen, spliden og kriserne, og efter det værste af de andre borgerlige partiers kanibalisering på partiet er stoppet.