Kommentar af 
Jarl Cordua

Ellemanns trængsler er langtfra forbi

I Venstre er der forhåbning og forventning om, at formanden træder mere i karakter som leder på både de ydre og indre linjer. Ellemanns nyvundne selvtillid oven på genåbningsdebatten kan forhåbentlig fjerne den rest af usikkerhed, som har præget formanden hidtil.

Der er brug for en sikker hånd på rattet, for Ellemanns trængsler er langt fra færdige herfra, skriver Jarl Cordua.
Der er brug for en sikker hånd på rattet, for Ellemanns trængsler er langt fra færdige herfra, skriver Jarl Cordua.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det mangeårige regeringsparti Venstre er en skygge af sig selv, hvis man betragter de aktuelle meningsmålinger, der varsler en halvering af vælgeropbakning. Med udsigten til, at den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen efter alt at dømme inden næste folketingsvalg også står på stemmesedlen, er presset på Venstres Jakob Ellemann-Jensen maksimalt.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men hvad kan han egentlig gøre for at vende udviklingen? Har han truffet de rigtige beslutninger for sit parti? Hvor bør han justere kursen?

Der skal nok være mange tidligere Venstre-vælgere, som peger på det fundamentale spørgsmål, om Ellemann er den rigtige leder af partiet. Svaret må være ja.

Han var den, alle pegede på, efter Lars Løkke havde trukket sig som formand. Selv Marcus Knuth, Inger Støjberg og Britt Bager var helt klare i mælet, da de for kun lidt mere end halvandet år siden pegede på Ellemann som formand. Det blev en kåring af ham på Venstres landsmøde. Selv i dag kan ingen for alvor pege på alternativer.

Da opgøret blev taget med Inger Støjberg, var det en næsten enig hovedbestyrelse og forretningsudvalg, der bakkede op om beslutningen, som, flere nok i bakspejlet kan se, skulle være taget for længst, da det stod klart, at Støjberg var notorisk illoyal over for den formand, som hun ellers lovede at ville "bære ind i Statsministeriet".

En illoyalitet, hun i øvrigt demonstrerede både udadtil ved at korrekse formandens kurs og på de indre linjer ved at være mere optaget af sine mange følgere på de sociale medier end at bidrage med egentlig politik, der handlede om andet end udlændinge. Bortset fra enkelte pip fra Mads Fuglede og Søren Gade er der nu få af de tilbageblevne venstrefolk, der reelt set bebrejder Ellemann, at det gik, som det gik.

Ellemann har også sat sit eget hold med folk, der skylder ham deres loyalitet. En ny partisekretær og et nyt rådgiverteam, hvor alle Støjberg-støtterne, der i mange år var centrale i dele af Venstres partiapparat, er væk.

Selv med udsigt til flere valgkatastrofer ved det forestående kommunal- og regionsrådsvalg til november sidder Ellemann stadigvæk sikkert i sadlen.

I Venstre er der bred enighed om, at Ellemann er lykkedes med at placere sit parti rigtigt på højre-venstre-skalaen.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Problemerne er dog stadig ganske synlige. Britt Bagers exit til Konservative bidrager ikke just til troen på, at projekt 'Ellemann som statsminister' kan bære. Heller ikke hos de tilbageblevne venstrefolk, der nu kan se Konservative storme frem i målingerne på bekostning af Venstre. Det gør selvsagt ondt i selvfølelsen hos venstrefolkene, der i snart 30 år har været storebror i det blå Danmark. Enten som ledende regeringsparti eller som største parti.

Der er også andre problemer, hvor nogle af dem er erkendte. Ellemann ligner stadigvæk ikke en politiker, der har dybtfølte overbevisninger om ret meget, hvilket må udgøre et problem for hans troværdighed og gennemslagskraft hos de i øvrigt mange usikre vælgere. Blandt andet analyseinstituttet Voxmeter kan notere op mod 30 procent usikre vælgere i øjeblikket, hvor niveauet "normalt" ligger under 25 procent.

Det er selvsagt svært at overbevise ret mange vælgere, hvis ikke de fornemmer, at der eksisterer en kerne af grundsynspunkter hos den politiske leder. Corona eller ej: Ellemann skylder simpelthen at formulere en egentlig sammenhængende samfundsanalyse. Hvad er problemerne? Hvordan vil han løse dem? Hvor skal Danmark hen?

På den anden side af Covid-19 må man derfor forvente en strøm af kronikker, store interviews og et par samtalebøger, hvor Ellemanns vision for samfundet bliver klarere formuleret. Det vil formentlig også løse nogle af de problemer, som for tiden hjemsøger ham og hans parti.

Hvor Søren Pape og Konservative har succes med at sige så lidt som muligt og dermed fået borgerlige vælgere til at læse lige netop deres udgave af borgerlighed ind i det konservative projekt, så er det lykkedes nationalkonservative partier og enkelt-politikere som Støjberg, Bager, Knuth, Vermund, Thulesen Dahl med flere at brændemærke Ellemann som light-udgaven af Morten Østergaard

I øvrigt et billede som Ellemann selv bidrog til ved at stille op i samme mundering som den nu faldne radikale leder. Selvom Ellemann på sommergruppemødet i fjor gjorde et stort nummer ud af at distancere sig fra Radikale, så er det stadig ganske nemt for politiske rivaler på højrefløjen at stemple Venstres formand som skabsradikal flygtningeven, der er gået ind af den forkerte dør og nu er i gang med at køre sit parti i sænk.

Støjberg benyttede Ellemanns opgør med hende til at cementere dette billede hos mange borgerlige vælgere, hvor hun endda toppede det ved også at inddrage den standende og konfliktfyldte diskussion mellem by og land med en påstand om, at Ellemann nærmest har solgt både sin egen og partiets sjæl til de kulturradikale saloner i hovedstaden og deres rigtige meninger.

I Venstre er der bred enighed om, at Ellemann er lykkedes med at placere sit parti rigtigt på højre-venstre-skalaen, hvor man som det eneste parti har potentiale til at tiltrække vælgere over midten, efter både Konservative og DF er søgt mod højre. Ikke mindst i udlændingepolitikken. V forsøger sig med sin egen udgave af stram udlændingepolitik ved at lade to af partiets høge i spørgsmålet råde over ordførerskaberne, der dog ikke distancerer sig væsentligt fra den politiske midte.

Dertil kommer, at Ellemann har formået at sætte sig igennem i hele genåbningsdiskussionen. Hvor oppositionslederen ikke kunne holde til ikke at støtte regeringen under selve nedlukningen, har han med Venstres genåbningsplan fået placeret sig selv og sit parti på en måde, hvor han høster point med hensyn til synlighed og politisk relevans.

Man kan henvise til, at statsministeren omfavnede Venstres genåbningsplan, og at Ellemann gjorde en god figur i TV-debatten for årsdagen for nedlukningen. Indtil videre er det dog ikke noget, der anes i meningsmålingerne, hvor V stadig skraber bunden.

Der er desuden den erkendelse i Venstre, at det bliver værre endnu, når Lars Løkke får sit parti på stemmesedlen. Ingen forestiller sig andet, end at Løkke vil trække minimum yderligere et par procentpoint fra sit gamle parti, så V risikerer at komme under ti procents vælgeropbakning.

Det er naturligvis også med udsigt til denne udvikling, at Venstres tidligere justitsminister Søren Pind i påsken angreb Lars Løkke direkte i et indlæg i Berlingske, hvor Løkke blev klandret for at svigte sit gamle parti. Ifølge Pind kan Løkke simpelthen ikke være det bekendt, når nu så mange V-folk i tidens løb har slidt og slæbt for ham.

Selv med udsigt til flere valgkatastrofer ved det forestående kommunal- og regionsrådsvalg til november sidder Ellemann stadigvæk sikkert i sadlen.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Ellemann selv har erkendt, at han intet kan gøre ved vælgerafskalningerne, der må følge af Løkkes og Støjbergs exit. I Venstre bygger man derfor i stedet ovenpå de positive erfaringer man selv synes, man fik under diskussionen om genåbningen, hvor Ellemann og hans parti i egne øjne har placeret sig som partiet for de forretningsdrivende, børnefamilierne og andre grupper i samfundet, der har våndet sig under nedlukningen.

Genåbningsdiskussionen skal være afsættet til en fortælling om et klassisk borgerligt parti – til højre for midten – der kan rumme alle borgerlige vælgere. Den offentlige sektor skal ikke fylde for meget, og her kan blandt andet mink-sagen bruges til at fremhæve dét synspunkt, selvom Venstre for tiden nedtoner behovet for reformer. Blandt andet har man forladt synspunktet om at nedlægge regionerne.

Skatten skal holdes i ro, der skal styr på de offentlige udgifter (igen), og der skal ikke skabes mere unødigt bøvl for borgerne og virksomhederne, så Danmark igen kan sprutte af vækst, velstand og virketrang. Altså klassisk borgerlig politik, hvor nylige og kommende politiske forslag netop skal afspejle den dagsorden.

Der er dog stadig huller i vejen, der skal repareres. Støjberg åbnede med sit exit en diskussion om by og land og navnlig Jylland, hvor der anes et problem. Ellemann har dog før påske brugt en del tid på at pleje det jyske bagland blandt andet ved forsøg på at inddrage det i interne diskussioner forud for forårets politiske forhandlinger på Christiansborg om landbruget. Venstre fremhæver, at formanden – ligesom Løkke også gør i sit netværk – er vært for åbne diskussioner med tusindvis af deltagere online. Det samme er sket i forbindelse med, at partiet også i foråret forhandler en ny infrastrukturplan med regeringen.

I Venstre er man derfor ikke enig i, at Ellemann har et problem med jyske vælgere og ser det udelukkende som et konstrueret problem, alene skabt af Støjberg selv som én af flere årsager til, at hun forlod Venstre. Ellemanns problem er dog, at i al fald nogle jyske vælgere har købt hendes fortælling.

Endelig er der også en forventning om, at Ellemann træder mere i karakter som leder på de indre linjer, involverer sig kraftigere i tilrettelæggelsen af den økonomiske politik og især i fastlæggelsen af partiets strategi. For eksempel når det kommer til partiets politiske kronjuvel, skattestoppet, der netop af de frafaldne, Støjberg og Bager, blev fremhævet som én af flere årsager til, at de synes, Venstres strategi er forkert, da den jo udelukkede, at Venstre kunne deltage i politiforliget.

Bør Ellemann forlade sig på finansordfører Troels Lund Poulsens formulerede strategi, eller bør han i langt højere grad selv ind og blande sig og justere kursen? I så fald kræver det en større interesse og indsigt i den økonomiske politik end den, mange mistænker Ellemann for at have.

Der er også de venstrefolk, som ser frem til den dag, hvor formanden selv konkluderer i de politiske diskussioner fremfor at lade andre i partiet gøre det. Med tiden kommer den nødvendige erfaring, håber man i partiet, og sætter deres lid til at Ellemann med den vundne selvtillid i genåbningsdiskussionen snart får sat sig så godt tilrette i formandsstolen, at det endelig kan bortvejre den usikkerhed, som har været så synlig, siden han blev valgt som Venstres formand.

Der er brug for en sikker hånd på rattet, for Ellemanns trængsler er langt fra færdige herfra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00