Analyse af 
Esben Schjørring

Ender Messerschmidts rejse fra Frederikssund til toppen af dansk politik med en svindeldom i Landsretten?

Rejsende i kontroverser, provokationer og retssale er Morten Messerschmidt nået op blandt de øverste i dansk politik. Nu ligger hele hans fremtid til afgørelse i Østre Landsret. Hvem er han?

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Det er den ældste sandhed om magt, at den forblinder og korrumperer. Det er magtens shakespearske element siden tidernes morgen, at den kan destruere den, der holder den mellem sine hænder, fordi den åbner for fristende muligheder hinsides tærsklen, der skiller lovligt fra ulovligt. Hybris kaldte de antikke grækere det, og straffen for det kaldte de nemesis. På dansk: hovmod står for fald.

I fredags fik Morten Messerschmidt byrettens ord for, at han svindlede med EU-midler, der var betroet ham i kraft af hans magt som valgt til Europa-Parlamentet, og at han prøvede at dække over det med forfalskede papirer.

Den dom ankede Morten Messerschmidt øjeblikkeligt – og den endelige konklusion er derfor udskudt, men for indeværende ligger hans fremtid som kommende formand for Dansk Folkeparti brak og hans politiske karriere potentielt i ruiner.

Dømmer Landsretten ham også skyldig, vil det udløse et dramatisk exit for en af landets mest usædvanlige, sammensatte og kontroversielle politikere. En, der har opnået danmarkshistoriske resultater, men som nu mere end én gang har måttet kæmpet for sit politiske liv i en retssal. Og uanset sagens endelige udfald har den for længst skrevet sig ind som et kapitel i fortællingen om Dansk Folkepartis storhed og fald.

Den mytiske autoritet

Der løber en intens stræben som en rød pulserende tråd gennem Morten Messerschmidts 40 år lange liv. Født i Frederikssund i 1980 kom han til verden i netop det Provinsdanmark, hvor Dansk Folkeparti sidenhen skulle få sin største vælgertilslutning. Og opvokset i den nedre del af middelklassen blev han en ung mand blandt netop den gruppe vælgere, der før Dansk Folkeparti ville have været stensikre stemmer til venstre for midten.

Ud i kunsten at blive valgt har Messerschmidt dokumentation for, at han ikke har sit lige i dansk politik.

Men han forblev aldrig der, og intet af den, han er i dag – udover det parti, han repræsenterer – afslører hans herkomst. Historien om mønsterbryderen Messerschmidt er fortalt mange gange. Måske fordi den virker så overraskende, når man kender den voksne udgave, der ser ud og lyder som en søn af det bedre borgerskab, vel at mærke som man forestiller sig det bedre borgerskab i 1950ernes Danmark.

I Frederikssund taler man sjællandsk, og her tager det længere tid at sige te (te-ee) end kaffe (kaf’), men byens mest kendte søn har skiftet den sjællandske stakato ud med en diktion som Dronningen. Vejen mellem de to stadier har Messerschmidt tilbagelagt med længslen mod det ophøjede som benzin.

I journalist Martin Flinks bog Messerschmidt – portræt af en politisk ener forklarer Messerschmidt, hvorfor han valgte at studere jura som ung.

”Juraens verden har altid stået som noget stærkt, mystisk autoritetsbåren for mig,” fortæller han.

At blive en del af den mystiske autoritet udgør fællesnævneren for det, Messerschmidt har søgt og dyrket i sit liv:  klassisk musik, opera, latin, elitegymnasiet Skt. Annæ, tidehvervsk kristendom og finere fransk madlavning. Det var det, der gjorde ham til en enspænder i Frederikssund og har vænnet ham til både at være bemærkelsesværdig og i konflikt – nøgledyder for en moderne politiker. Og det er det, Messerschmidt har iklædt sig, når han ankommer i jakkesæt og panamahat. Ligesom han har søgt den mystiske autoritet i en række nationalkonservative politiske ’fædre’ – Messerschmidt er vokset op uden sin far de første år af sin barndom – først Mogens Camre og siden Jesper Langballe og Søren Krarup.

Set i det lys er det alt andet end overraskende, at Messerschmidt blev politiker. Hvad er egentlig mere mystisk og autoritetsbårent end at blive valgt som folketingpolitiker? Dagen før valget er man på linje med alle andre. Dagen efter er man med til at forme landets love, og er man dygtig nok, kan man bestemme, hvad alle andre taler om og ændre deres verdenssyn.

Og ud i kunsten at blive valgt har Messerschmidt dokumentation for, at han ikke har sit lige i dansk politik.

Bliv kendt!

Her støder man på et andet træk i Messerschmidts personlighed – den intuitive forståelse for, hvor vigtigt det er at opnå og forædle andre menneskers opmærksomhed og kapitalisere på det politisk. At blive kendt simpelthen. Og Messerschmidt blev netop kendt, før han blev valgt.

Første gang offentligheden mødte Morten Messerschmidt var som formand for Kritiske Licensbetalere, en DR-kritisk forening, han selv havde stiftet. Det fik han så meget opmærksomhed på, at Mikael Bertelsen i 2002 inviterede ham ind i sit kultprogram De Uaktuelle Nyheder på DR2 til et sidenhen berømt satirisk interview. Det gjorde ham så kendt, at Messerschmidt efterfølgende kom med i en VIP-udgave af reality-tv-serien Big Brother, hvor han skulle bo og konkurrere med en gruppe andre (semi-)kendisser om pladserne i et hus under konstant tv-overvågning.

Det var i 2003, og han blev bagefter en del af ugebladene og tabloidavisernes dækning af folk fra underholdningsindustrien. Samme år blev han tilbudt en valgkreds i det, der dengang hed Aarhus Amt, og halvandet år senere blev han valgt til Folketinget for DF første gang. Sammenhængen har han ikke lagt skjul på.

”Det er meget banalt. Er du ikke kendt, bliver du ikke valgt. Derfor er du nødt til at finde nogle nicher, hvor du bliver kendt. Du er nødt til at gøre noget, hvor du skiller dig ud,” siger han i Martin Flinks selvbiografi.

Provokationen som redskab

I Dansk Folkepartis folketingsgruppe befandt han sig med ét blandt politikere, der havde en lignende forståelse af sammenhængen mellem opmærksomhed og politisk magt.

I de første 10-15 år af sin eksistens excellerede partiet i det, partistifteren og den mangeårige formand Pia Kjærsgaard har kaldt ”provokationen som redskab”: provokerende udtalelser og annoncekampagner i pressen, der fik særligt politikere og debattører fra centrum-venstre til at reagere vredt, hvormed DF’erne konstant forblev i mediernes søgelys, vandt del i definitionsmagten i den offentlige debat og udbyggede deres platform til at nå vælgerne.

En protestparti-strategi, DF’erne havde lært af Mogens Glistrup, som stiftede Fremskridtspartiet fra hvis ruiner, DF blev dannet i efteråret 1995. Søren Espersen, partiets første pressechef og senere prominente folketingsmedlem, satte engang den tankegang på formel:

”Vores højere formål med provokationen var at få magt. Glistrups højere formål var at fortælle ’sandheden’. Nu laver jeg lige gåseøjne – for det ved man jo aldrig rigtig, hvad er. Men han var ligeglad med magten.”

Den politiske provokation, mestrerede Espersen selv, sammen med Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Jesper Langballe, næsten til perfektion. Og Messerschmidt var et naturtalent.

Udtalelser som ”jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk,” var både alvorligt ment og designet til at få de rigtige modstandere til at tage genmæle.

Eller som da Messerschmidt stjal dagsordenen, da Danmark i 2012 overtog formandsskabet i EU, og han i en tale til statsminister (og rådsformand) Helle Thorning-Schmidt beskyldte hende for at ”kun at være kommet til magten på én lang stribe af løgne for sine vælgere”.

Det har ikke mindst været som rejsende i offentlige kontroverser og planlagte provokationer gennem to årtier, at Messerschmidt er nået så langt som politiker. Ved sit første Europa-Parlamentsvalg i 2009 fik han et personligt stemmeantal på næsten 300.000 stemmer. Dengang kun overgået af Poul Nyrup Rasmussen, hvis rekord på 407.966 stemmer, Messerschmidt lagde bag sig ved EP-valget i 2014 med næsten 60.000 flere stemmer. Ligesom Messerschmidt har beholdt sin plads på scenen i underholdningsindustrien og været fast satirisk inventar hos Kirsten Birgit i Radio24syv og gæst hos Jonathan Spang i Tæt på sandheden.

Men såvel viljen til provokation som den intense opmærksomhed, han pådrager sig, har mere end én gang bragt ham foran en dommer.

Fakta

Blå bog: Morten Messerschmidt

Født i Frederikssund den 13. november 1980

Uddannet cand.jur (KU)

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti. 

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet

2019: Messerschmidt valgt ind i Folketinget for DF

2020: Næstformand for Dansk Folkeparti.

* Uddannelse: 

Cand.jur. fra Københavns Universitet.

* Job:

Forfatter til en række debatbøger, senest og Den kristne arv (2021) og Farvel til Folkestyret (2020)

Kæreste med Dot Wessman.

Racismedom og injurier

Messerschmidt havde ikke været næstformand i DF’s ungdomsparti i mange år, før Østre Landsret i 2003 stadfæstede en betinget fængselsdom over ham for racisme. Det skete efter, han og tre andre i 2001 indrykkede en annonce i et gratismagasin, der blev uddelt på uddannelsesinstitutioner landet over. Her mødte læserne et billede af hætteklædte og blodplettede mænd med Koranen i hånden med følgeteksten: ”Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os. Ønsker du det?”

En annonce, der netop var tænkt efter DF-strategien om provokation som redskab. I Martin Flinks bog forklarer Messerschmidt motivationen bag annoncen med, at han ”opfattede indvandrerdebatten som hæmmet og ville egentlig blot lave en plakat, som provokerede og satte gang i debatten om udlændingepolitikken”.

Anden gang var i 2009, hvor der faldt dom i den injuriesag mod B.T, som han og DF havde anlagt. Det var for enden af en to år lang proces, hvor Morten Messerschmidt i 2007 på forsiden af B.T. var blevet beskyldt for at have hyldet Hitler ved at heile og synge første vers af den tyske nationalsang til en fest i Restaurant Grøften i Tivoli. Undervejs nåede han at melde sig ud af DF i 27 dage, inden partiet dannede vognborg om ham, og hvad der til en start havde lignet et politisk havari, blev i stedet startskuddet til den himmelflugt på den europapolitiske scene, Messerschmidt de følgende år drog ud på.

Og begge sager siger noget vigtigt om retssagen i Lyngby og det efterspil, der allerede er gået i gang.

Værdikampen mangler i Meldsagen

Ikke alene fordi Messerschmidt i byretten i Lyngby atter stod i en retssal og kæmpede for sit politiske liv, og kommer til det igen, når Landsretten tager sagen op. Men fordi der mangler en afgørende kontekst.

Dommen om racisme faldt på baggrund af en paragraf (266b) i straffeloven, som Dansk Folkeparti mente og mener bør fjernes, fordi den i deres øjne misbruges af politiske modstandere til at begrænse partiets og dets vælgeres ytringsfrihed og deres fælles politiske kamp mod det multikulturelle samfund. I nullerne blev debatten om racismeparagraffen et vigtigt moment i den borgerlige værdikamp, især DFs del af den.

Det samme gjaldt B.T.-sagen, fordi det lå som en ikke særlig stiltiende fordom om DFs politikere (og deres vælgere), at de var skabsnazister eller i hvert fald politisk beslægtet med noget, der kunne minde om nazismen. En fordom, der ramte DF’erne hårdt på selvopfattelsen, og som de kæmpede imod med næb og klør – igen en vigtig del af nullernes værdikamp. Da partiet vandt injuriesagen, fungerede det også som en blåstempling af partiet, og Messerschmidt selv har i Martin Flinks biografi sagt, at den oprejsning han fik med sejren i retssagen ”har været medvirkende” til vælgersuccessen ved det første EP-valg.

Det er værdikampen som ramme, der mangler rundt om sagen om svig og dokumentfalsk.

Selvom Messerschmidt løbende de seneste fem år, siden Ekstra Bladet begyndte at skrive om urent trav i Meld og Feld, har forsøgt at gøre det til en sag om EU-bureaukraternes chikane mod ham som en systemkritisk stemme, har det ikke rigtigt fænget an.

Hvor DF-vælgere har kunnet solidarisere sig med ham både i 2003 og 2009, fordi de også har følt sig udskammet eller ekskluderet på grund af deres holdninger, er det svært at placere spørgsmålet om ulovlig opnået partistøtte og dokumentfalsk indenfor værdikampens frontlinjer mellem elite og folk.

I hvert fald har det været umuligt for ham at udviske billedet af, at han har taget del i det, han ellers havde lovet sine mange 100.000-vælgere, at han ville bekæmpe, ”EU-svindel og frås med skattepenge,” som han skrev i sin Dagbog fra EU – om EU's spild af dine penge. Ja, faktisk har han nu byrettens ord for, at det er præcis sådan, det forholder sig.

Samtidig har der langt fra været den stemning af musketér-ed og vognborg i partiet, der var i B.T.-sagen. Siden det katastrofale folketingsvalg i 2019 er den indre splid i DF kun intensiveret og kommer jævnligt til op til overfladen i pressen.

Messerschmidt har ført an i kritikken af partiformand Kristian Thulesen Dahl og ved at offentliggøre sine formandsambitioner har han bidraget til at destabilisere hans lederskab, ligesom Pia Kjærsgaard indadtil og udadtil har kritiseret ham. Og under retssagen undsagde samme Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup en af de bærende dele af Messerschmidts forsvar om, at der også var en EU-konference på DFs sommergruppemøde i 2015. Hvordan det bliver opfattet i resten af partiet, er uvist, men Jyllands-Posten kunne i weekenden citere en anonym DF-kilde for, at de to ”smadrede Morten og tørrede alt af på ham”.

I de kommende dage kommer journalisterne til at holde øje med, hvem fra DFs folketingsgruppe, der støtter Messerschmidt og hvordan. Thulesen Dahl har forholdt sig rent principielt til sagen og vil lade Messerschmidt fortsætte som næstformand, indtil Landsrettens dom foreligger, men han har ikke udtalt sig om sin eget syn på Messerschmidts skyld eller uskyld. Det har til gengæld Søren Espersen, der mener, at Messerschmidt er uskyldig. Et godt gæt er, at hverken nid, fraktioner og magtkamp er kulmineret i DF.

Messerschmidt selv ville ikke være den, han er, hvis han ikke vender tilbage til offentligheden snart, offensivt og angrebslystent. Det er også opfattelsen hos folk, der kender ham godt. Modvind, kontrovers, kamp og provokation har været hans metier i 20 år nu, og indtil i fredags har han kun trukket sig ud som vinder.

Frifinder Landsretten ham, ligger vejen tilbage til toppen af dansk politik åben for ham igen. Dømmes han skyldig, er han, som hans forsvarsadvokat Peter Trudsø sagde i sin afsluttende tale under retssagen i Lyngby, ”dømt ude af Folketinget”, og hans politiske karriere vil dermed være tilendebragt med en skandale som punktum.

Hvilken skæbne det bliver, får Messerschmidt svar på næste gang, han står over for juraverdenens mystiske autoritet, han blev draget af som ung. Han kan enten få magten, eller bliver ramt af dens tragiske sandhed. Han ville i så fald ikke være den første.

Dokumentation

Blå bog: Morten Messerschmidt

Født i Frederikssund den 13. november 1980

Uddannet cand.jur (KU)

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti. 

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet

2019: Messerschmidt valgt ind i Folketinget for DF

2020: Næstformand for Dansk Folkeparti.

* Uddannelse: 

Cand.jur. fra Københavns Universitet.

* Job:

Forfatter til en række debatbøger, senest og Den kristne arv (2021) og Farvel til Folkestyret (2020)

Kæreste med Dot Wessman.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)