Er en to meter høj, konservativ kickbokser den rette til at kæmpe mod Dubais oliesheik på klimatopmødet?

Han har arbejdet for olieselskabet Shell og industrikonsulenterne i McKinsey. Som hollandsk finansminister blev han lagt for had i Sydeuropa. EU’s nye klimachef, Wopke Hoekstra, bliver fulgt med skeptiske øjne af mange, når han tager til FN's klimatopmøde COP28 som europæisk chefforhandler.

Hollands tidligere finans- og udenrigsminister, Wopke Hoekstra, afløste i begyndelsen af oktober Frans Timmermans som EU's klimakommissær.
Hollands tidligere finans- og udenrigsminister, Wopke Hoekstra, afløste i begyndelsen af oktober Frans Timmermans som EU's klimakommissær.Foto: Andreea Alexandru/AP/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Folk i en af Amsterdams mest kendte bokseklubber siger, at ham den tårnhøje politiker er ret svær at bakse med i ringen. De lange arme giver Wopke Hoekstra en frygtindgydende rækkevidde, sagde en træningspartner til radioen NPO for nogle år siden.

Både udholdenheden og evnen til at holde fjenderne væk fra kroppen kan den næsten to meter høje amatør-kickbokser og tidligere finansminister få god brug for, når han i de kommende dage skal forsvare EU’s ringhjørne ved FN’s internationale klimakonference COP28 i Dubai.

Han har aldrig været med til en international klimakonference før.

Jens Mattias Clausen
EU-chef, tænketanken Concito

De fleste betragter den nye europæiske klimakommissær og topforhandler som skarp og hårdtarbejdende. Men Hoekstras profil er ikke synderligt grøn – og derfor er det ikke alle, der er begejstrede for at se den konservative hollænder indtage den rolle.

"Han har aldrig været med til en international klimakonference før. Så vidt jeg ved, så har Hoekstra hverken relationerne eller den store baggrundsviden om, hvordan de her ting fungerer i praksis. De to ting kommer til at udfordre ham meget," siger Jens Mattias Clausen, EU-chef i den grønne tænketank Concito.

Vagtskifte lige før klimatopmødet

På den europæiske venstrefløj er der stor mistro til den konservative finanshøg, der i sine yngre år blandt andet arbejdede for olieselskabet Shell, og som ikke har erfaring med de komplicerede klimaforhandlinger.

Wopke Bastiaan Hoekstra
  • Født 1975 i landsbyen Bennekom nær Arnhem i det østlige Holland. Far til fire børn.
  • 2001: Uddannet jurist fra universitetet i Leiden.
  • 2005: MBA fra det prestigiøse franske management-institut INSEAD i Fontainebleau og Singapore.
  • 2002-2006: Ansat hos olieselskabet Shell i Berlin, Hamburg og Rotterdam.
  • 2006-2017: Partner og strategisk rådgiver i det multinationale management-konsulentfirma McKinsey & Company.
  • 2011-2017: Medlem af senatet for det kristeligt-konservative parti CDA.
  • 2017-2022: Finansminister i den liberale Mark Ruttes koalitionsregering.
  • 2020-2023: Formand for partiet CDA.
  • 2022-2023: Udenrigsminister og vicestatsminister.

Noget af det handler mere om det politiske klima- og miljøslagsmål, som Europa-Parlamentets venstrefløj udkæmper med de konservative, end det egentlig handler om Wopke Hoekstra. Men der er også en bekymring for, at han ikke har tyngden og netværket til at tage over efter forgængeren, den erfarne socialdemokrat Frans Timmermans.

Når der samler sig så meget interesse om EU’s nye chefforhandler, så er det fordi, der står meget på spil forud for det kommende par ugers forhandlinger i De Forenede Arabiske Emirater.

"Det bliver en meget vigtig klimakonference i Dubai, fordi det er første gang, vi skal gøre status over gennemførelsen af Paris-aftalen fra 2015. Vi skal finde ud af, hvor langt vi er kommet, og hvordan vi kommer videre," siger Danmarks klimaambassadør, Tomas Anker Christensen, der allerede onsdag tog afsted til ørkenstaten.

Han bliver frem til kulminationen på COP28 den 12. december en af de vigtigste rådgivere for de danske ministre under klimatopmødet.

Ministeren for global klimapolitik, Dan Jørgensen, får en vigtig rolle – og både statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og flere andre medlemmer af regeringen vil også deltage undervejs.

Læs også

Målene fra Paris er i fare

Her hvor FN’s 28. klimatopmøde er ved at begynde i Dubai er det tydeligt, at den internationale proces halter. Målsætningen fra den otte år gamle Paris-aftale om at begrænse den globale opvarmning til et sted mellem 1,5 og 2 grader vil ikke blive nået, medmindre der skæres meget mere ned på udledningerne.

Mange klimaforkæmpere har betegnet det som nærmest tragikomisk, at formanden for COP28 er Emiraternes industriminister, Sultan Ahmed al-Jaber, som også er direktør for Abu Dhabis nationale olieselskab.

Men som en EU-kilde siger, så er man "nødt til at arbejde med den formand, man har." Nogle mener endda, at det kan være en fordel at have ham for bordenden, fordi oliestaterne så måske vil føle sig mere forpligtede til at levere en aftale.

På forhånd er det lykkedes EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at få Sultan al-Jabers støtte til at foreslå to nye globale målsætninger i Dubai: At tredoble anvendelsen vedvarende energi og fordoble energi-effektiviteten i 2030.

"Vi skal tilbage på sporet i retning af det mål, der hedder maksimalt to graders stigning. Derfor er det EU’s intention at fjerne flere og flere fossile brændstoffer fra energisystemet hurtigst muligt," siger Kommissionens talsmand for klimapolitik, Tim McPhie.

Vi er i en oliestat med en oliesheik som formand for COP28, og der er jo store økonomiske interesser forbundet med olieproduktionen i den del af verden.

Tomas Anker Christensen
Danmarks klimaambassadør

Mange lande vil ikke droppe olie og kul

Det bliver imidlertid en stor udfordring for EU at overbevise USA, Kina og andre vigtige lande om, at nedskæring af udledning og forøgelse af andre energikilder også betyder, at kul og olie helt skal fases ud i de kommende år.

"Der rigtig mange lande, som er enige i den del af det, der handler om opskalering af vedvarende energi og energieffektivitet. Kontroversen kommer så i forhold til udfasning de fossile brændsler. Det bliver formentlig det sværeste at blive enige om," siger klimaambassadør Tomas Anker Christensen.

"Vi er i en oliestat med en oliesheik som formand for COP28, og der er jo store økonomiske interesser forbundet med olieproduktionen i den del af verden. Så det bliver svært," siger han.

En anden stor opgave i Dubai bliver at realisere den fond for ’tab og skader’ med hjælp til de lande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne, som blev principielt vedtaget under sidste års klimakonference. Her ventes EU at gå i front med et stort bidrag annonceret i de kommende dage.

Delte meninger om EU’s nye klimachef

I bestræbelserne på at undgå dødvande i de globale klimaforhandlinger kommer den europæiske klimakommissær, Wopke Hoekstra, til at spille en vigtig rolle.

Mange grønne politikere og organisationer er på forhånd i tvivl om både hans ambitioner og hans evner til at løfte den opgave.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt Hoekstra er den rette til at bygge bro til det globale syd, sådan som Timmermans så dygtigt gjorde.

Pär Holmgren
Svensk medlem af De Grønne i Europa-Parlamentet

"Der er en risiko for, at han svækker EU’s position. Jeg er i tvivl om, hvorvidt Hoekstra er den rette til at bygge bro til det globale syd, sådan som Timmermans så dygtigt gjorde," siger den svenske europaparlamentariker Pär Holmgren fra De Grønne.

Samme tvivl findes hos den danske socialdemokrat Niels Fuglsang.

"Jeg er ikke fan af Hoekstra på den post. Han har jo ikke ligefrem den grønneste fortid. Men han har et EU-mandat at følge, og det har han vel ingen interesse i at modarbejde," siger Fuglsang.

Andre mener, at kritikken af den nye hollandske kommissær er misforstået.

"Det er lidt pjattet. Vi må give Hoekstra en chance og bedømme ham ud fra hans handlinger. Han er helt tydeligt en utrolig kompetent fyr," siger den radikale Morten Helveg Petersen, der som eneste dansker er med i Europa-Parlamentets delegation ved COP28.

"Lad os nu fokusere på de virkelige udfordringer: At få overbevist Kina og Indien om, at de også skal leve op til deres ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne," siger Helveg.

En fortid som oliemand og industrikonsulent

En del af årsagerne til, at nogle føler mistillid til Wopke Hoekstra som Europas nye ’Mr. Green’, skal findes i hollænderens fortid.

Før han indledte en politisk lynkarriere i det kristeligt konservative parti CDA for godt 10 år siden, var den i dag 48-årige jurist og økonom først ansat i olieselskabet Shell. Siden arbejdede Hoekstra i mange år som rådgiver i det multinationale management-konsulentfirma McKinsey & Company, inden han blev sit lands finansminister og siden udenrigsminister.

For mange på den europæiske venstrefløj og i de grønne organisationer er den energiske maratonmand, skøjteløber og kickbokser fra højrefløjen nærmest antitesen til socialdemokraten Frans Timmermans, der forlod Kommissionen for at prøve at blive statsminister hjemme i Holland.

Det mål har Timmermans foreløbig ikke nået efter et hollandsk parlamentsvalg i sidste uge, hvor højrenationalisten Geert Wilders stormede frem og overhalede alle andre. Valget gik dog allerværst for det konservative parti CDA, som Wopke Hoekstra netop har forladt, der med kun godt tre procent af stemmerne nærmest blev udslettet. Noget kunne tyde på, at han forlod Haag i sidste øjeblik.

Spørgsmålet er imidlertid, om Wopke Hoekstra kun bliver en overgangsfigur i EU-Kommissionen, eller om han har en chance for at fortsætte, når et nyt hold kommissærer skal udnævnes i efteråret 2024. Det afhænger både af den til den tid siddende hollandske regering og af, hvordan hans chancer er for at blive godkendt af Europa-Parlamentet en gang til.

Politisk slagsmål ved høringer

"Hvis Hoekstra gerne vil være kommissær igen næste år, så skal han levere ved COP28. Det her er hans første chance for at bevise, om vi kan stole på ham," siger Pär Holmgren fra De Grønne.

Vi må give Hoekstra en chance og bedømme ham ud fra hans handlinger. Han er helt tydeligt en utrolig kompetent fyr.

Morten Helveg Petersen (R)
Næstformand i Europa-Parlamentets udvalg for industri, forskning og energi

Han var blandt de mange, som kun tøvende accepterede godkendelse af hollænderen, da han var til høring i Europa-Parlamentet i begyndelsen af oktober.

Ved den lejlighed måtte Wopke Hoekstra forklare sig og undskylde for flere ting. Blandt andet, at han som benhård hollandsk finansminister under pandemien i 2020 fik fornærmet store dele af Sydeuropa ved at antyde, at deres økonomiske problemer var selvforskyldte og derfor ikke fortjente en europæisk løsning.

Både dette og hans ikke særlig grønne ry hjemme i Holland medvirkede til, at over 100.000 mennesker skrev under på en underskriftsindsamling med opfordring til at sige nej til hans udnævnelse. I sidste ende blev det til en armlægning og gensidig mudderkastning i Europa-Parlamentet, fulgt af et kompromis mellem højre og venstre.

Parlamentet endte med at godkende Hoekstra i en rolle, hvor han deler den grønne dagsorden med Kommissionens socialdemokratiske næstformand, Maros Sefcovic, som så til gengæld også blev godkendt i sin nye rolle.

Hoekstra lover at være ambitiøs

Men det var ikke nogen lykkelig høring. Mistilliden råder i et Europa-Parlament, hvor venstrefløjen i stigende grad anklager specielt den store konservative gruppe, EPP, for at punktere ambitionerne for både miljø- og klimapolitik.

Selv siger Wopke Hoekstra, at han ikke er så konservativ, at det gør noget.

"Jeg føler mig mere som en manager end som en professionel politiker," sagde han til den hollandske avis De Telegraaf i sommer.

Hoekstra har også gjort meget for at fremstå lige så grøn som sin forgænger på klimaområdet. Under høringerne i parlamentet gav han blandt andet et personligt løfte om, at han vil arbejde for det ekstremt ambitiøse mål, at EU’s udledning skal være reduceret med mindst 90 procent (ift. niveauet i 1990) inden 2040.

"Fossile brændstoffer skal sendes afsted til historiebørgerne. Jo før, jo bedre," sagde han under sin høring. Parlamentets skeptikere krævede hans løfter sort på hvidt, før de godkendte ham. Det fik de.

Den konservative hollænder lovede også at presse på for en udfasning af fossile brændstoffer på globalt niveau. Nogle tror på ham, andre ikke. Og så er der dem, der betvivler hans evner mere end hans gode vilje.

Kan han hamle op med de store?

"Det er svært at forestille sig, at Hoekstras mangel på erfaring og kontakter ikke skulle få konsekvenser i Dubai," siger Jens Mattias Clausen fra Concito.

"Klimaforhandlingerne er voldsomt komplekse, så det hjælper rigtig meget, hvis man har en forståelse for tingenes sammenhæng og de politiske dynamikker," siger Clausen, som peger på, at chefforhandlerne fra USA og Kina – John Kerry og Xie Zhenhua – begge er meget erfarne på området.

Jeg føler mig mere som en manager end som en professionel politiker.

Wopke Hoekstra
EU's klimakommissær

"Forhandlingerne er ofte ekstremt personbårne. Det at have den personlige tyngde og de nødvendige relationer til ministre og ledere fra de andre lande, når de endelige kompromiser skal landes, har mange gange vist sig at være afgørende," siger han.

Folk tæt på Wopke Hoekstra i Kommissionen afviser den bekymring. De fremhæver, at den nye klimakommissær er meget aktiv, samt at han er omgivet af et "fantastisk hold," hvor han blandt andet vil kunne læne sig op ad det spanske EU-formandskabs erfarne forhandler, Teresa Ribera.

Også Danmarks klimaambassadør, Tomas Anker Christensen, har trods kritikken god tiltro til EU’s nye topforhandler.

"Hoekstra har kastet sig ind i rollen med fuld vigør. Han har rejst rundt til en række af de største partnere i det globale syd, og han har været i Kina og i Latinamerika. Han går til det med stor energi, og han har også spillet en meget positiv rolle ved at samle EU-kredsen om bidraget til den nye globale klimafond," siger Tomas Anker Christensen:

"Så vi tror på, at han godt kan træde ind og løfte opgaven. Timmermans efterlader nogle store træsko at fylde, men i fællesskab mellem Wopke Hoekstra og det spanske formandskab tror jeg, at EU kommer til at spille en rigtig god rolle." 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Wopke Hoekstra

Kandidat til EU-kommissionen, udenrigsminister og vicestatsminister, Holland
INSEAD (2005), Universiteit Leiden (1994–2001), Universiteit Leiden (1995–1997)

Frans Timmermans

Fhv. EU-kommissær for klimapolitik, ledende næstformand for den europæiske grønne aftale
mag.art. i fransk litteratur (Nijmegen Uni. 1985)

Jens Mattias Clausen

EU-chef, Concito
cand.scient.pol.

0:000:00