Et nyt højre vinder frem: Er vi vidner til fascister i fåreklæder?

Den franske præsidentkandidat Eric Zemmour behøver ikke at vinde det franske præsidentvalg for at have tjent som et eksempel på, hvordan Vestens og demokratiets front er vigende.

Det er ikke hans kritik af feminisme og de såkaldt moderne kønsroller, hvad end de så måtte være i skrivende stund. Det er heller ikke det, at Zemmour – som blandt andre Berlingskes Pierre Collignon har fremhævet – også må opfattes som en reaktion mod en masseindvandring, der særligt i Frankrig er kørt helt af sporet. Det handler om noget andet, noget der ikke bare begrænser sig til Zemmour, men viser sig at være et bredere fænomen, der endda i det små har genklang herhjemme.

Tidligere i år udkom idéhistorikeren Mathias Hee Pedersens solide bog Fascister i fåreklæder?, der undersøger det, han kalder Det Nye Højre, som vi blandt andet kender fra Alt Right i USA og Generation Identitær i forskellige europæiske lande, herunder Danmark. Jeg er selv i sin tid blevet interviewet til bogen, så man må tage alle forbehold, man nu vil for følgende vurdering: Bogens finmaskede idéhistoriske undersøgelse kunne dårligt være timet bedre, for den skildrer netop, hvordan Det Nye Højres idéer er i færd med at migrere ind i den offentlige samtale, ikke mindst på højrefløjen.

Anti-vestlighed er netop en af dette nye højres kendetegn.

Christian Egander Skov

I USA er det Republikanernes bevægelse fra et konservativt parti, der stod vagt om den liberale orden, til en rådvild populistisk bevægelse, der siden trumpisternes angreb på Kongressen 6. januar har haft mere travlt med at udskamme Trump-kritikere end konfrontere de fascismelabile elementer i den populistiske koalition.

Fejhed er vel en del af forklaringen. Republikanerne er, som konservative kritikere af udviklingen har udtrykt det, snart ikke så meget et parti som en inferiør politisk gren af et højreorienteret mediekonglomerat. Talkshow-værten Tucker Carlson, Fox News største stjerne og vært for kanalens mest sete talkshow satte trumf på, da han for nyligt stod bag en udsendelse, der insinuerede, at angrebet 6. januar i virkeligheden var en såkaldt ”false flag”, der har legitimeret forfølgelse af højrefløjen efterfølgende.

Carlson, der for ikke mange år siden tilhørte den del af den konservative mainstream, som havde en vis social og folkelig forståelse, er rykket skarpt til højre og forsvarer i dag dagsordener, der knytter sig til USA’s Alt Right-bevægelse.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Carlson for nyligt har forsvaret Ruslands ret til at angribe Ukraine. Anti-vestlighed er netop en af dette nye højres kendetegn. Eric Zemmour mener, at Frankrig er bedre tjent ved at være allieret med Rusland end med Vesten. Zemmour er i det hele taget en kendt Putin-apologet og har længe før sit kandidatur haft tætte forbindelser til russiske statsmedier.

Selvom Zemmour – i øvrigt ligesom Trump – kan beskrives som et barn af den franske elitekultur, kanaliserer han i dag en række forestillinger, der knytter sig til den yderste højrefløj. Han har omfavnet forfatteren Renaud Camus’ teori om ”Den store udskiftning”, som Camus selv har opsummeret således: ”Den store udskiftning er meget simpel. Du har ét folk, og i løbet af en generation har det et andet folk.”

Man skal ikke være belastet med uoverkommelige mængder af historisk bagage for at høre noget, der ikke blot er et ekko af fascisme i denne nihilistiske omvurdering af tilværelsen til krig.

Christian Egander Skov

Men Zemmours overtagelse af et højreradikalt tankegods stikker dybere. Sit parti har han kaldt Reconquête. Ordret betyder det generobring. Begrebet ligger et martialsk perspektiv ned over indvandringsdebatten. Historisk henviser det da også til La Reconquista, uddrivelsen af muslimerne fra Spanien gennem en lang række krige i senmiddelalderen.

Men mere præcist er der tale om et begreb, som har spillet en overvældende rolle blandt Det Nye Højres identitære aktivister. Det stammer ifølge Mathias Hee Pedersen fra den nyligt afdøde tænker Guillaume Faye, der hører til Det Nye Højres absolut vigtigste tænkere. Faye brød i 1980’erne med de dele af det post-fascistiske højre – herunder Alain de Benoist – der mente, at man måtte komme overens med multikulturalismen.

Faye ville have kamp. Han mente, at mennesket var ”et territorialt dyr – et dyr, der forsvarer sit land eller erobrer et andet,” og uddybede ”Man er kun overlegen, idet man succesfuldt opnår dominans.” Man skal ikke være belastet med uoverkommelige mængder af historisk bagage for at høre noget, der ikke blot er et ekko af fascisme i denne nihilistiske omvurdering af tilværelsen til krig.

Af samme grund er denne højrefløj, selvom den som en igle hægter sig fast på nationalkonservative positioner, netop ikke konservativ men radikal: ”Hvad kan vi bevare, når alt er blevet ødelagt,” spurgte Zemmour i en tale for nyligt. Svaret giver sig selv: Ikke rigtig noget.

Hvis det er analysen, bliver løsningerne snart derefter. Det Nye Højre har, hvad end det kalder sig identitær eller alt right, en tilgang til politik, der vender sig radikalt mod den bestående orden som opfattes som en slags hykleri, der skærmer befolkningen for de egentlige modsætninger mellem ven og fjende og dermed den nødvendige kamp.

Ifølge Faye skulle Det Nye Højre vække en ”etnisk bevidsthed, som gør forsvaret af vores fælles biologiske arv, vores race, til topprioriteten.” Analysen er, at den bestående orden vil bryde sammen, hvorefter de identitære aktivisters time vil komme. Her vil de gribe magten og gøre det nødvendige, nemlig drive reconquistaen igennem, gennemføre en etnisk udrensning, og så skibe de fremmede til Madagaskar. Også dette lyder som mere end et ekko.