Kommentar af 
Eva Smith

Eva Smith til Folketingets formand: Det er politiseringen, der udfordrer embedsværket

Henrik Dam Kristensen må forstå, at det ikke er kritikken, der udfordrer embedsværkets neutralitet. Det er resultatet af en politisering, der har stået på i mange år, skriver Eva Smith.

Når Folketingets formand er bekymret for kritikken af navngivne embedsmænd, skyldes det jo også, at de i modsætning til de tidligere ’grå eminencer’ har stukket næsen frem, skriver Eva Smith.
Når Folketingets formand er bekymret for kritikken af navngivne embedsmænd, skyldes det jo også, at de i modsætning til de tidligere ’grå eminencer’ har stukket næsen frem, skriver Eva Smith. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

13. september sender formanden for Folketinget et lille hjertesuk.

Han er bekymret for vores neutrale embedsmænd og fremhæver, at vi i Danmark har et system, hvor embedsmænd ikke udskiftes, når der kommer en ny regering, men stiller deres viden og erfaring til rådighed for de nye ministre, der indtager posterne.

Han bemærker, at dette system har fungeret i mange år til alles tilfredshed og mener, det ville være en ulykke, hvis vi skulle have politiske embedsmænd, der skiftes ud, hver gang der kom en ny minister.

Det er jeg 100 procent enig i. Jeg har altid betragtet det som en sikkerhed for, at ikke alene lov og ret bliver overholdt, men også at den historiske hukommelse bevares, så vores tradition for retssikkerhed og lighed for loven bliver beskyttet.

Derimod er jeg ikke enig i, at hvis bare kritikken af navngivne embedsmænd forsvinder, så vil alt blive godt igen.

Læs også

Formanden synes at overse, at i løbet af de sidste 10-20 år er profilen på mange i toppen af embedsmandsstanden skiftet.

Hvor man tidligere søgte de fagligt bedst kvalificerede, søger man nu i højere grad departementschefer, der også er villige til at være politiske sparringspartnere.

Man glemte sin første pligt som embedsmand: At sikre, at ministrene overholder lov og ret

Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Men er det ikke departementschefernes opgave så vidt muligt at bistå ministeren og hjælpe med at føre hendes ønsker ud i livet?

Naturligvis er det det, men der er stor forskel på, om udgangspunktet er lov og ret og vores retstradition, når man vurderer et ønske fra ministeren. Eller om udgangspunktet er, at det gælder om at få gennemført ministerens politik.

Politikerne er begejstrede for den nye embedsmandstype og roser dem i høje toner.

Man forstår udmærket, at politikerne er glade for at omgive sig med folk, som de er på bølgelængde med, og som er optagede af at opfylde alle deres ønsker.

Men jeg håber, at minkskandalen var en øjenåbner for politikerne. Her så man, hvor galt det kunne gå, når embedsmændene var så ivrige efter hurtigst muligt og mest effektivt at føre statsministerens ønsker ud i livet.

Man glemte sin første pligt som embedsmand: At sikre, at ministrene overholder lov og ret. Jeg er overbevist, at det ikke ville være sket under den traditionelle type embedsmænd.

Og ikke mindst denne regering har været ivrig efter at skaffe sig den nye type embedsmænd. Af 20 departementschefer er 11 udskiftet under denne regering.

Man har samtidig afskaffet ordningen med, at departementscheferne skal gennemgå en egnethedstest, som de har skullet under tidligere regeringer, og man har ansat et stort antal nye pressemedarbejdere i ministerierne, hvoraf mange er medlemmer af Socialdemokratiet.

Jeg mener, at politikere og embedsmænd har et fælles ansvar for, at den nye embedsmandstype er vokset frem

Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Når Folketingets formand er bekymret for kritikken af navngivne embedsmænd, skyldes det jo også, at de i modsætning til de tidligere ’grå eminencer’ har stukket næsen frem – for eksempel med SMS’er til embedsmænd i andre ministerier eller til sundhedsmyndighederne, der er holdt i en kommanderende tone.

Jeg mener, at politikere og embedsmænd har et fælles ansvar for, at den nye embedsmandstype er vokset frem.

Kun ved at påpege farerne ved det, kan man håbe, at der fremover vil blive ansat flere af den traditionelle type embedsmænd, og dermed medvirke til at vi kan bevare systemet med embedsmænd, der er loyale over for den til enhver tid siddende regering og yder faglig rådgivning med respekt for lov og ret og vores retstraditioner.

Dermed vil kritikken af navngivne embedsmænd naturligt forsvinde, og kritikken af regeringens dispositioner vil blive rettet det rigtige sted hen – nemlig mod den enkelte minister og statsministeren.

Omtalte personer

Eva Smith

Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Uni., æresdoktor ved Lunds Uni.
cand.jur. (Københavns Uni. 1974), dr.jur. (Københavns Uni. 1986)

Henrik Dam Kristensen

Formand, Folketinget, MF (S)
postbud

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion