Fem statsministre kæmper for eftermælet i ny tv-serie

Statsministre drømmer om at skabe et bedre Danmark end det, de overtog. Det er, hvad de bruger de fleste af deres vågne timer på. 

Men aldrig så snart har de forladt Statsministeriet, før en ny kamp går i gang: kampen om at forme deres eget eftermæle.

Og det er netop den drift – trangen til at selv at knytte karrieren sammen med en bestemt fortælling – der løfter DR's nye serie 'Statsministrene' fra det banale til det fascinerende. Det er hovedpersonerne, der gør det til uomgængeligt fjernsyn.

For hver enkelt af de fem statsministre har det utvivlsomt indgået i overvejelserne, om de fire udsendelser risikerede at placere dem i skyggen af de fire andre.

Heldigvis for statsministrene har Anne Sofie Kragh en uforlignelig evne til at være loyal over for sine kilder, hvilket gør hende til en af de bedste (politiske) journalister i sin generation. 

Den forrygende flotte produktion åbner med et blafrende Dannebrog og luftbilleder af sorte limousiner på vej mod et solbeskinnet Marienborg. Lars Løkke justerer slipset og åbner døren for sine gæster. Det er et sted midt imellem House of Cards og Borgen.

Thorning: Jeg kan tage tæsk

Efter et minut får Helle Thorning-Schmidt ordet som den første:

"Man kan ikke være statsminister i det her land, hvis man ikke kan tage imod nogle tæsk. Og jeg kan tage imod tæsk."

Dermed slår hun et tema an, som hun vender tilbage til gennem hele første afsnit af serien: nemlig hvor hård en medfart, hun fik. Ikke mindst i kraft af, at hun var den første kvinde i jobbet. 

Det er åbenlyst en vigtig del af Helle Thornings fortælling om sig selv. At hun var hårdfør. Deri ligger også et budskab om, at det ikke var Helle Thornings skyld, at hendes ene periode som statsminister blev så relativt kaotisk, og at hun ikke opnåede at blive genvalgt. 

Og på samme måde har hver enkelt statsminister en fortælling om sig selv, der skal holdes ved lige. 

Fogh: Ingen fejl hos mig

Hør bare, hvordan Anders Fogh Rasmussen beskriver sig selv som statsminister:

"Jeg hader at begå fejl. Jeg ved godt, nogle synes det er lidt umenneskeligt, men det kan jeg ikke forstå. Landets statsminister må være et menneske, der bestræber sig på ikke at begå fejl." 

Budskabet er ikke til at misforstå: Glem nu Irak og finanskrisen; der var ikke noget at komme efter. 

Poul Nyrup Rasmussens fortælling er den om arbejdersønnen, der fra usle kår kæmpede sig frem til rigets fornemste post. Som han fortæller, spurgte hans mor en gang hans lærer, om Poul mon ville være dygtig nok til at få et job ved kommunen. Det var, hvad man måtte drømme om, der hvor han kommer fra. 

Poul Nyrup vil gerne huskes som en rigtig socialdemokrat, der skabte arbejdspladser og kerede sig om de svageste. 

Schlüter som en fisk i vandet

Holdets nestor, 88-årige Poul Schlüter, er på mange måder programmets store scoop.

Lattermild og blid dukker han op som en hilsen fra en fjern og rolig tid, længe inden terror og krig fjernede det moderne Danmarks uskyld.

Og det er et billede, han omhyggeligt sørger for at holde ved lige. Schlüters fortælling om sig selv er den om den lidt tilfældige statsminister, der aldrig selv havde turdet drømme om posten, men som endte med at blive den længst siddende statsminister i moderne tid.

Opgør mellem Thorning og Fogh

Selv om hensynet til eftermælet er tydeligt hos hele holdet, kan man godt mærke forskellen på de to, der endegyldigt har forladt den politiske arena – Schlüter og Nyrup – i forhold til de tre andre statsministre. Fogh, Thorning og Løkke er simpelt hen mere på vagt over for hinanden. 

Det kommer især til udtryk, da Helle Thorning og Anders Fogh begiver sig ud i en dyb og følelsesladet diskussion af, hvilken betydning det har at være kvinde.

LÆS OGSÅ: Thorning og Fogh i opgør om køn

Debatten er dybt interessant, fordi det er utrolig sjældent, man på den måde oplever to toppolitikere diskutere og argumentere så direkte og åbent med hinanden uden at være midt i en valgkamps hektiske puls.

Løkke: Jeg fik møgsagerne

Lars Løkke Rasmussen fylder på mange måder mindre end de fire øvrige. Han adskiller sig også ved at være den, der umiddelbart har mest på spil. Han har stadig alt at tabe. Og derfor også meget at vinde ved at optræde afdæmpet og med den autoritet, som hans udfordrer i sagens natur ikke kan have endnu. 

Men heller ikke han kan skjule trangen til at forme eftermælet, nu da kameraet ruller. 

Det er fortællingen om, hvordan han hovedkuls blev kastet ud i jobbet, da Fogh stak af til Nato – og efterlod Løkke med ansvaret for at håndtere en økonomisk krise og et vanskeligt klimatopmøde. 

Schlüter tog bussen på arbejde

'Statsministre' bliver også en overfladisk historiskrivning, som i første afsnit tager fat på de øjeblikke, hvor politikerne skal håndtere terror og krig – både i Danmark og udlandet. 

Det bliver aldrig rigtig dybt – men understreger det tema, der går igennem første afsnit: hvor meget verden har forandret sig siden dengang, Poul Schlüter tog bussen ind til sin første arbejdsdag som statsminister, fordi han ikke gad at vente på ministerchaufføren. 

Han begræder, at det er blevet nødvendigt med al den sikkerhed, mens Thorning og Fogh mere pragmatisk ser den permanente PET-bevogtning som en forudsætning for at udføre jobbet. 

Det er stadig et åbent spørgsmål, om der er stof til tre timer mere i selskab med de fem nulevende danske statsministre. 

Men uanset hvad der venter, må man være taknemmelig for, at det er lykkedes for journalist Anne Sofie Kragh at få dem samlet. Billederne og visse af replikskifterne vil blive stående som en del af historieskrivningen om de sidste 35 år.