Kommentar af 
Flemming Chr. Nielsen

Flemming Chr. Nielsen: Ansøgning til den ledige chefstilling på øen Lindholm

KOMMENTAR: Med henvisning til sin robuste og synlige person og med et lønkrav, der kun omfatter kost og logi, regner Flemming Chr. Nielsen sin ansættelse på øen Lindholm for en ren ekspeditionssag i Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Beboere og børn viser deres modstand mod flygtninge-øen Lindholm i Kalvehave 6. feb. 2019. 
Beboere og børn viser deres modstand mod flygtninge-øen Lindholm i Kalvehave 6. feb. 2019. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Flemming Chr. Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Til Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100
1401 København K

Hermed tillader jeg mig at søge den opslåede stilling som chef for det nye udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt.

Jeg har forstået, at etableringen og driften over de næste fire år vil beløbe sig til 759 millioner kroner, og da vi erfaringsmæssigt ved, at den slags altid koster mere end forudset, stiller jeg min arbejdskraft gratis til rådighed, så de første cirka fire millioner er sparet.

Jeg forlanger altså ikke andet end kost og logi, hvorved jeg formentlig har vakt Direktoratets interesse for min ansøgning.

Fakta
Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Jeg går således ud fra, at Direktoratet nysgerrigt læser videre, når jeg tilføjer, at som person er jeg både robust og synlig. Det er kvalifikationer, der efterlyses i stillingsopslaget, og som jeg med en højde på 1,98 meter i rigt mål kan opfylde.

Desuden er jeg handlekraftig, for jeg har aldrig udsat til i morgen, hvad der kan udrettes i dag. Som person udstråler jeg også det, der i Direktoratets opslag kaldes ”en inviterende autoritet”.

En familieudflugt til Lindholm bliver noget enestående. Her vil de se fritgående kriminelle og utålte, som jeg vil oplære i at virke frygtindgydende og skumle.

Flemming Chr. Nielsen

Så meget om min baggrund. Lad os snarest komme i gang, og da Direktoratet benytter ordet ”inviterende”, vil jeg til en begyndelse invitere de omkringboende borgere til hver aften at besøge øen og de cirka 100 personer, der som kriminelle eller utålte får ophold på Lindholm.

Med min inviterende autoritet vil jeg herunder stå i spidsen for iværksættelse af traditionelle bankospil. Intet formår nemlig i en grad som banko at skabe sammenhold og fællesskab i et lille samfund.

I starten består gevinsterne kun i chancen for at komme til at trykke en minister eller et folketingsmedlem i hånden, men da jeg er ”tillidsskabende” (ordet henter jeg fra opslaget), er det min opfattelse, at venlige mennesker ikke vil tøve med efterhånden at sende cigaretkartoner, taletidskort, frosne ænder, aflagte habitter med mere til vores bankospil.

Hver søndag vil der blive afholdt gudstjeneste på Lindholm, for jeg tror, at mange præster hellere vil prædike for yngre vantro end for fire-fem ældre mennesker, der som allerede frelste overværer en almindelig søndagsprædiken i en almindelig sognekirke.

På Lindholm får vore sognepræster en kærkommen chance for blandt de stiveste torne at forkynde evangeliet om næstekærlighed.

Direktoratet vil måske spørge, hvordan den tid, der ikke er besat af bankospil og kirkegang, så skal tilbringes.

Jeg vil ikke henvise til trivialiteter som fodboldkampe, tv-kiggeri, badning (også om vinteren, da det hærder), spadsereture, bordtennis og så videre, for der er anderledes rige muligheder for, at vore virksomheder mod betaling får de kriminelle og utålte til at udføre meget af det arbejde, som ellers besørges i fattige ulande. Jeg tænker på printkort, kopivarer og lignende.

Nu følger min hovedpointe. Vi ved alle, hvor svært det er for småbørnsfamilier og pædagoger at give vore børn et afvekslende og indholdsmættet liv. Hånden på hjertet: De er blevet så forkælede, at de hverken gider Planetariet, Tivoli, Zoologisk Have, Legoland eller andet.

En familieudflugt til Lindholm bliver derimod noget enestående. Her vil de se fritgående kriminelle og utålte, som jeg vil oplære i at virke frygtindgydende og skumle.

Som ung dyrkede jeg nemlig dilettantteater, og jeg har stadig remedier liggende i form af falske skæg, plastikøkser, træpistoler og knojern af gummi foruden sminke og papnæser, og med den fornødne træning kan det gøres så virkelighedstro, at der sagtens kan forlanges 500 kroner i entré for en familie, heri indbefattet en forfriskende sejltur til Lindholm retur.

Læs også

Forudsætter vi, at 100.000 familier det første år besøger øen, er der tale om en årsindtægt på 50 millioner kroner.

De mange millioner uddeles til de kriminelle og utålte med en million til hver. I løbet af nogle måneder kan udrejsecenteret nedlægges, hvorved yderligere 759 millioner frigøres. Lad os ikke være nøjeregnende, men sætte den samlede besparelse til 500 millioner, altså 5 millioner til hver af beboerne.

Ikke fordi de med mange millioner i hånden skal tvangsudsendes til de diktaturstater, de med god grund er flygtet fra. Men i Stillehavet, Det indiske Hav og andre af vore oceaner ligger der et væld af tyndt befolkede smånationer, som dagligt kæmper mod oversvømmelse og olieforurening.

Her er altid brug for en ekstra hånd til dæmningsbyggeri og strandrensning, og hvilken høvding vil afvise en asylansøger med flere millioner i hånden?

Vedkommende vil straks få titel af spindoktor, og den forhenværende kriminelle eller utålte kan i hast genforenes med sin familie. Hans hustru vil måske blive høvdingefruens særlige rådgiver, og børnene kan dagen lang tumle sig på strandene sammen med deres indfødte jævnaldrende.

Direktoratet vil givetvis se store perspektiver i at ansætte mig som chef for Lindholm. Min robuste handlekraft vil om højst et år have gjort øen overflødig. Når året er omme, vil beboerne igen være sammen med deres familier, og de vil alle have fundet sig en ny og spændende livsopgave på en tropeø.

Jeg forventer snarest at blive indkaldt til en for såvel Direktoratet som mig givende ansættelsessamtale. Har Direktoratet ydermere en tavle til disposition, skal jeg med enkle kridtstreger uddybe mine planer.

Med ærbødig hilsen

Lindholms kommende lejrchef

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1.000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Chr. Nielsen

Forfatter, oversætter
cand.scient. i matematik og fysik (Aarhus Uni. 1969)

0:000:00