Debat: Fødevareproducenter går glip af et potentielt kulinarisk væksteventyr

Af Jesper Zeihlund
Strategisk rådgiver inden for fødevarer

Den tanke, som fødevareerhvervene i store træk forsøger at bygge en fremtidig vækst på, opstod lige efter 1950, hvor vi fik en stor økonomisk indsprøjtning via Marshall-hjælpen.

Hjælpen skabte udviklingen af det tekniske og kemiske fundament, som landbrugs- og fødevareerhvervet i dag bygger på – og forgæves bygger videre på.

Selv har jeg overhørt en repræsentant for en stor industriel fødevarevirksomhed komme med følgende udsagn: ”Vi har et problem med, at en stor del af især de danske forbrugere er forskrækkede over industriel produktion og ikke kan se de kvaliteter og den fødevaresikkerhed, der er i en sådan”.

Fastlåst tankesæt
Jamen, skal vi så se at få opdraget de forbrugere til at holde af industrien, kunne man spørge.

Eller skal man kalde en skovl for en skovl og indrømme, at forbrugerne ikke er bange og forskrækkede over industriel produktion, men simpelthen finder den uinteressant og derfor ikke længere vil støtte produkterne derfra?

Hvis vi antager, at nicheprodukter og lokale fødevarer bliver lige så populære som økologi, forsvinder en betragtelig potentiel vækst ud i intetheden, hvis ikke hele klyngen og branchen arbejder i samme retning.

Jesper Zeihlund

Problemet, som jeg ser det, er, at store dele af fødevarebranchen er så stærkt forankret og delvist fastlåst i industritanken, helt fra produktion over forarbejdning til forskning.

Det er Tordenskjolds soldater, der har forsket, udviklet og sat den politiske dagsorden gennem de sidste 50 år. Og de ser ud til at fortsætte. Det er forståeligt; men det er også nødvendigt at supplere vidensporteføljen.

Kig på Champagne-Ardenne
Kulinarisk eller industrielt? Spørgsmålet er stillet forkert. Der er ingen modsætning mellem at have et kulinarisk fokus og et industrielt fokus – hver for sig og sammen – i fødevareproduktionen.

Mit bedste eksempel er fra den nordfranske region Champagne-Ardenne. Vi kender den alle for champagneproduktionen, hvilket er knyttet til det kulinariske.

Men hvis man kigger uden for champagnemarkerne, ser man en gevaldig bulkproduktion af korn og en stor kartoffelproduktion til blandt andet pommes frites-forarbejdning. Desuden er der på egnen store grøntsagsproduktioner, og sådan har det været i århundreder. Det har resulteret i et grundlæggende højt vidensniveau på alle fronter og medført en mangfoldig følgeindustri: maskinproduktion, emballage, vidensforretninger, markedsføring, brandingagenturer og meget mere. Det samme kunne gøre sig gældende i Danmark.

Ikke enten-eller
Den enorme viden om fødevareproduktion, vi har tilegnet os gennem de sidste 50 år, kombineret med gastronomisk og kulinarisk forståelse, vil kunne løfte det hele til et ganske alvorligt niveau. Det virker håbløst banalt at skrive det. Men det lader ikke til, at det er helt klart for dele af den etablerede fødevareklynge.

Hele den store efterspørgsel på kvalitetsprodukter, lokale råvarer, højgastronomiske nicheprodukter, convenience-fødevareprodukter og så videre, der findes både i Danmark og mange andre lande verden over, er tåbelig at sidde overhørig, også for industrielle virksomheder.

Vi ser eksempler på store industriorienterede fødevarevirksomheder, der har tillagt deres produktion et eller flere niche-/kvalitetsprodukter. Det er smukke eksempler på, at man tager stor faglig viden og erfaring, der er opbygget over mange årtier, og derefter tilfører et nicheperspektiv.

Carlsberg startede for mange år siden med deres kvalitetsbrand Jacobsen, Arla har gjort det med Unika-serien, Danish Crown har en global stigende efterspørgsel på deres Frilands-produkter. Det ene udelukker med andre ord ikke det andet. Det handler ikke nødvendigvis om enten-eller, snarere om både-og.

Trends starter altid i det små
Lad os prøve at huske, hvordan det økologiske marked så ud for 25 år siden. Jeg husker en lille særdeles alternativ butik i byen, der havde lidt forskellige økologiske kolonialvarer og et par visne porrer, og det var så dét økologiske marked i en større provinsby. Det ser som bekendt ganske anderledes ud nu.

Hvis vi antager, at nicheprodukter og lokale fødevarer bliver lige så populære som økologi, forsvinder en betragtelig potentiel vækst ud i intetheden, hvis ikke hele klyngen og branchen arbejder i samme retning.

Vi skal huske, at økologiens fremvækst i Danmark har været et resultat af en dedikeret indsats fra både produktionen, politikerne og detailhandelen.

Eksplosiv interesse for kulinarisk kvalitet
Omtalen af lokale fødevarer og øvrige danske lokale, kulinariske produkter begyndte for alvor i slipstrømmen af Det nye nordiske køkkenmanifest i 2004. Det er næsten ufatteligt få år siden, og der har været en eksplosiv interesse for emnet, og den interesse stiger stadig.

Det samme er sket på det globale marked. Stigende velstand i nogle verdensøkonomier bliver ikke kun brugt på svin og mælk, men også på højkulinariske kvalitetsfødevarer fra for eksempel i Danmark. Det nytter ikke noget at blive ved med at opgøre succes i fødevareerhvervet i antal skorstene.

Det, der virkelig tæller, er, hvor stor værditilførsel man kan bibringe sit produkt i forhold til aftageren, forbrugeren, kunden.

På den lange bane er det den eneste måde, at vi kan forblive konkurrencedygtige i Danmark.