Forfatter: Civilsamfundet skal byde minoriteter indenfor

Af Ahmad Mahmoud
Forfatter og maskinmester, Novo Nordisk

Aristoteles udtalte, at det civile samfund er kendetegnet ved at være et samfund af ligesindede og ligeberettigede borgere. Det er et sympatisk blik, men desværre ikke et afsæt, som kan bruges i integrationsfremmende øjemed i dag.

Meget har ændret sig siden oldtidens Grækenland, og billedet er et ganske andet i 2018 og i Danmark. Som udgangspunkt lever vi i et land, hvor ligeberettigelse i alle facetter sikrer demokratiet. Rammerne er sat for lige deltagelse, hvor det enkelte menneske har samme civile, politiske og sociale rettigheder.

Forenklet sagt har den enkelte borger i Danmark ytrings-, tros- og forsamlingsfrihed, stemmeret og endelig retten til fri uddannelse og velfærdsgoder som pension og sundhedsgoder. Problemet opstår ved begrebet "ligesindede".

Mange af os har et billede af Danmark, som i nationalromantiske vendinger beskriver en idyllisk lille andedam. Vi står sammen og ønsker det samme for Danmark.

Dette syn matcher ikke et multietnisk samfund, hvor forskellige overbevisninger skal trives side om side. Det matcher heller ikke et samfund, hvor parallelsamfund er en kendsgerning.

Minoriteten i vores omdiskuterede parallelsamfund er ikke sådanne borgere og altså ikke en del af civilsamfundet.

Ahmad Mahmoud
Forfatter

Fra statsborgere til samfundsborgere
Aristoteles skelnede ikke mellem staten og samfundet. Den almindelige opfattelse af civilsamfundet i dag er, at det er den almindelige borger, som er en aktiv deltagende part i den demokratiske beslutningsproces.

Minoriteten i vores omdiskuterede parallelsamfund er ikke sådanne borgere og altså ikke en del af civilsamfundet. Civilsamfundets borgere er kendetegnet ved at være samfundsborgere, og det vil sige, at de deltager i frivilligt arbejde, foreningsliv og naturligvis bidrager i form af skat.

Parallelsamfundet huser borgere, der kender deres juridiske rettigheder, men som ikke involverer sig ved deltagelse, og som derfor ikke giver igen. Dem kalder man for statsborgere.

Integration går ud på at ledsage folk over i samfundsborger-rollen, og her har civilsamfundet en kæmpe og afgørende rolle, for det handler om relationer og mødet med det anderledes.

Relation er i et integrationsperspektiv fundamentet, da første skridt på vejen er at blive mødt og føle sig velkommen. Parallelsamfundet og ghettoen er som udgangspunkt og selvfølgelig første stopklods.

Denne udfordring peger allerede på, at civilsamfundet ikke kan betragtes som en isoleret og selvstændig eksistens. Staten har blandet sig ved at skabe disse ekskluderende konstellationer, som vi oplever i mange sociale boligbyggerier.

Beboerne har omvendt ikke gjort modstand og brugt adskillelsen som hvilepude.

Civilsamfundet skal skabe kontaktflader
Når det er sagt, så er civilsamfundet heller ikke defineret ved at tage værtsrollen på sig. Kulturelle adfærdsmønstre er naturligvis forskellige, men min oplevelse af den almene dansker er ikke umiddelbart den imødekommende og rummende person.

Jeg husker tilbage på en barndom, hvor min mor ofte bankede på naboens dør med smagsprøver på arabiske lækkerbiskner. Disse blev venligt modtaget, men aldrig gengældt. Gaver blev afleveret ved døren, og min mor blev aldrig budt indenfor.

Denne envejs-flirt gør sig gældende i flere sociale lag, og jeg har højtuddannede venner, som i mere end 20 år har forsøgt at få venner blandt deres etnisk danske naboer uden held. 

Kulturmøder er ikke lette og kommer åbenbart ikke af sig selv, og vi mangler statslige og kommunale dating-tiltag, der kan etablere positiv kontakt.

Vi taler så meget om sammenhængskraften i det danske samfund. Den er truet, og vi har behov for, at civilsamfundet rækker ud og involverer "de andre" i sociale netværk, så der bliver skabt kontaktflader mellem de forskellige grupperinger.

Men mødet skal ske, og her skal staten blande sig ved at få opløst parallelsamfundet, få banet vejen til foreningslivet og sidst, men ikke mindst, få kommunerne og herunder skolerne, kulturinstitutionerne og socialforvaltningen til at samarbejde og endda inddrage et opdragende og inkluderende fokus.

Et eksempel kunne her være læreren, der bekymrer sig om en elevs sociale liv. Læreren skal ikke kun have et didaktisk perspektiv, men se det hele barn og inddrage forældre og kommunale samarbejdspartnere i hjælpen til eleven eller rettere mennesket.

Omvendt skal læreren også tale til civilsamfundet, som her er de etnisk danske forældre, og appellere til deres omsorg og medmenneskelighed.

Mennesker har et ansvar over for andre mennesker, men engang imellem glemmer vi det og har behov for en kærlig påmindelse.