Forfatter: Populismekrisen er afblæst – venstrefløjen løste den for 10 år siden

Påstanden om at bogen kommer ti år for sent, giver umiddelbart det indtryk, at Enhedslisten og venstrefløjen allerede for ti år siden har modtaget og forstået budskabet, og herefter ført det ud i løsninger på de to centrale problemer: Populismens fremvækst og venstrefløjens svækkede forbindelse til arbejdervælgerne.

Jeg har bare ekstremt svært ved at se, at Enhedslisten eller nogen andre på venstrefløjen har løst de problemer i løbet af de sidste ti år. Umiddelbart er det kun gået ned ad bakke i den periode.

Et tv-program fra 2014 løser ikke problemet 
Så hvad er Nyborgs belæg for, at kritikken kommer ti år for sent?

En anekdote om, at Johanne Schmidt-Nielsen engang var på tv i 2014, hvor hun udtalte: ”Højrefløjen var ekstremt skinger i udlændingedebatten, og så bliver modsvaret tit at gøre det stik modsatte. Det var nødvendigt at tale om, at (når der kommer) mange mennesker med krigstraumer og en kultur, der er anderledes end den danske, i bagagen, så skaber det problemer og udfordringer.”

Nyborg konkluderer, at det ”ord til anden” er den kritik, jeg kommer med. Men det er det ikke. Schmidt-Nielsen sagde intet om den skæve sociale fordeling af integrationens udfordringer. Og selv hvis hun havde sagt det, er det ikke nok at sige det en enkelt gang tilbage i 2014 eller udelukkende tage de kritiske diskussioner, når højrefløjen presser en til det.

DF og arbejdervælgerne
Den anden centrale kritik fra Nyborg er, at venstrefløjen (læs Enhedslisten) slet ikke står så dårligt, når det kommer til andel af arbejdervælgere og –politikere.

Det er jeg egentlig ikke helt uenig i. Jeg er ikke af den overbevisning, at Enhedslisten klarer sig helt kummerligt med arbejdervælgerne. Men det er ikke til at komme uden om, at der er et godt stykke vej op til Dansk Folkepartis niveau. Blandt erhvervsaktive vælgere havde DF ved valget i 2015 41 procent arbejdervælgere, hvor Enhedslisten kun havde 27 procent.

I folketingsgruppen dominerede DF med 50 procent arbejderpolitikere, hvor Enhedslisten efter valget i 2015 havde 28 procent (ifølge Altinget). Og de resterende venstrefløjspartier trækker disse statistikker gevaldigt ned for den samlede venstrefløj. Så jeg vil tillade mig at mene, at der stadig er plads til forbedringer.

Hvis Nyborg vitterligt mener, at forbindelsen til arbejderklassen for Enhedslisten og resten af venstrefløjen ikke kan blive bedre, vil jeg mene, man har erklæret sin sejr en anelse for tidligt.

Nyborg mener, jeg tegner et karikeret billede af venstrefløjen som udelukkende akademikere. Men det er et tyndt forsvar, når jeg kritisk diskuterer den veluddannede del af venstrefløjen, at påpege at ikke hele venstrefløjen er veluddannet.

Er det virkelig Enhedslistens ambitionsniveau?
Jeg er mildest talt forbløffet over, at jeg i 2018 kan udgive en bog om populismens udfordring og få at vide, at diskussionen hører til for ti år siden. Hvis venstrefløjen her i populismens tidsalder ser ud over både Danmark og resten af Vesten og tænker, ”det går sgu meget godt det her”, så er dens ambitionsniveau væsentligt lavere, end jeg gik og forestillede mig.

Jeg tror desværre, at den mangel på lydhørhed over for, at venstrefløjen kan have gjort noget som helst forkert eller kunne gøre noget bedre, som Nyborg repræsenterer, er en af de centrale grunde til, at  venstrefløjen står så svagt i kampen mod populisterne.