Forsker: Hjemløshed er ikke en social endestation

Af Lars Benjaminsen
Forsker, SFI

De fleste, der bliver hjemløse i Danmark, har mange forskellige udfordringer i deres liv. Mange kæmper med psykisk sygdom og de misbrugsproblemer, der ofte følger med. Brudte relationer, isolation og ensomhed er også velkendte erfaringer for mange socialt udsatte og hjemløse borgere.

Hjemløshed er dog langt fra en social endestation, og de fleste borgere kan komme ud af hjemløshed igen, hvis de får en social støtte, der passer til deres behov. Vel at mærke en støtte, der er gearet til at håndtere komplekse støttebehov.

Forskning viser, at en af de stærkeste støttemetoder, når hjemløse borgere med psykisk sygdom og misbrug flytter i egen bolig, er Assertive Community Treatment, også kendt som ACT-metoden. Denne metode består af et tværfagligt indsatsteam med både socialpædagoger, psykiater, misbrugsbehandler, sygeplejersker, socialrådgiver og en beskæftigelsesvejleder. Medarbejderne kommer ud til borgeren i eget hjem og støtter fleksibelt ud fra, hvad borgeren har behov for. Denne støtte er meget velegnet til borgere, som har svært ved at bruge de eksisterende støtte- og behandlingssystemer, og for hvem den almindelige § 85-bostøtte ikke er tilstrækkelig.

For borgere med lidt mindre komplekse støttebehov kan case-management metoden anvendes i form af en støttemedarbejder, der giver intensiv social og praktisk støtte i hverdagen. De to metoder kan også kombineres, så der opnås en endnu større fleksibilitet.

Evidensbaserede metoder
I udlandet er der foretaget talrige randomiserede forsøg med både de tværfaglige indsatsteam og med intensiv case management. Forsøgene dokumenterer generelt disse metoders styrke. Særligt i en skandinavisk velfærdsstat som Danmark er disse støttemetoder meget relevante, da hjemløsheden i Danmark er mere koncentreret til borgere med komplekse støttebehov end i f.eks. USA og Canada, hvor også mange økonomisk fattige uden store psykosociale problemer rammes af hjemløshed.

Evidens for, hvilke metoder der virker, giver dog langt fra nogen garanti for, at disse metoder også udbredes til dem, som har gavn af dem.

Lars Benjaminsen
Forsker, SFI

I den danske hjemløsestrategi er der meget gode resultater fra ACT-modelprojektet i Københavns Kommune, hvor det er lykkes at hjælpe borgere med meget massive problemer i egen bolig, og hvor langt de fleste har kunnet fastholde boligen med denne støtte. Der er også gode erfaringer med brug af case-managere i en del kommuner.

Det er dog en stor udfordring at få udbredt disse evidensbaserede metoder fra at være forsøgs- og modelprojekter til at være et fast mainstream tilbud i kommunerne til hjemløse borgere med komplekse støttebehov, når borgeren flytter i en bolig.

I Danmark er metoderne ikke testet med randomiserede forsøg. Med den stærke evidens fra andre lande er det dog usandsynligt, at metoderne ikke skulle være mindst lige så effektfulde i Danmark. Randomiserede forsøg i Danmark kunne formentlig virke som en løftestang for at få metoderne mere udbredt i Danmark, som også Sandra Feodor Nielsen argumenterer for.

Ingen garanti
Evidens for, hvilke metoder der virker, giver dog langt fra nogen garanti for, at disse metoder også udbredes til dem, som har gavn af dem. Erfaringerne fra hjemløsestrategien viste, at der kan være mange udfordringer forbundet med at udbrede de evidensbaserede bostøttemetoder, og som kan være med til at forklare, at disse metoder ikke har vundet større indpas i kommunernes mainstreamindsats.

Derfor har vi i høj grad også brug for viden om organisering og implementering og om de barrierer og mekanismer, der er på spil i kommunerne og i den sociale sektor. Formentlig er det heri at forklaringerne skal findes på, at en mere traditionel bostøtte – ofte med en lavere intensitet – stadigvæk snarere er reglen end undtagelsen, når hjemløse flytter i egen bolig.

Det samme gælder den store udfordring med overhovedet at skaffe boliger til hjemløse borgere. Her er der brug for en bedre forståelse af eksklusionsmekanismer på boligområdet. Der er behov for en bedre viden om uintenderede konsekvenser af forskellige politikker og tiltag, f.eks. hvorvidt manglen på boliger til socialt udsatte grupper forstærkes af brugen af fleksibel udlejning og lignende sorteringsmekanismer, og hvad fraværet af en regional boligpolitik betyder for boligmanglen i hovedstadsområdet.