Forskere slår alarm: Høj mængde pesticider hos danske børn

RAPPORT: Koncentrationen af pesticid-rester i urinen hos danske børn er alarmerende højt, mener forskere på baggrund af en ny undersøgelse. De frygter blandt andet, at flere vil udvikle ADHD. Men Miljøstyrelsen ser ingen grund til panik.

En ny undersøgelse afslører en foruroligende høj mængde pesticid-rester i urinen hos danske børn og deres mødre.

Sådan lyder det fra forskere i miljømedicin.

”Det er alarmerende, at vi har en så høj koncentration af pesticider i Danmark. Jeg frygter, at det kommer til at skade den næste generations intelligens,” siger professor i miljømedicin og forskningsleder ved SDU, Philippe Grandjean.

Han refererer til en ny undersøgelse, som Miljøstyrelsen har betalt for og publicerer onsdag. Men selve rapporten er udarbejdet af Syddansk Universitet i samarbejde med Københavns Universitet. Forskerne har undersøgt mængden af pesticidrester hos 144 danske skolebørn og 145 mødre. Konkret har man målt koncentrationen i urinen af såkaldte organofosfat-insekticider, som er en gruppe af sprøjtemidler, der bliver anvendt i landbrugsproduktion.

Lektor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Helle Raun Andersen er medforfatter til rapporten. Hun ser ikke med milde øjne på resultatet.

”Vi har målt ret høje koncentrationer i danskernes urin. Og det er bekymrende, fordi vi mistænker, at de her stoffer skader børns hjerner,” siger hun.

Forskerne finder, at 90 procent af forsøgspersonerne har spor af pesticid-rester i urinen. Koncentrationen er størst hos børn og i særdeleshed hos dem, der kommer fra mere velstillede familier, som bor i de store byer.

Grænseværdier må sænkes
Mængden af pesticider i urinen er kun målt en gang før i Danmark. I forhold til den første undersøgelse fra 2008 er omfanget faldet, men forskerne konkluderer alligevel, at danskerne er ”væsentligt” udsat for de undersøgte stoffer.

Forskerne peger også på, at koncentrationen i Danmark er højere end i USA, hvor undersøgelser har koblet omfanget til en skadelig udvikling af børns hjerner. Herunder en øget risiko for, at børn udvikler ADHD. Derfor lyder det i rapporten, at der også kan være samme forhøjede risiko i Danmark.

EU sætter grænser for, hvor stort omfanget af pesticidrester må være i fødevarerne. Og Helle Raun Andersen mener i den forbindelse, at man fra myndighedernes side bør tage omfanget alvorligt.

”Danmark bør presse på for at få sat EU’s grænseværdier ned, så de undersøgte pesticider bliver udfaset,” siger hun.

Spis økologi
Philippe Grandjean er enig. Han har simpelthen ikke tillid til, hvad han kalder “forældede grænseværdier”, og derfor vil han anbefale alle gravide kvinder at købe økologisk, indtil de mistænkte sprøjtemidler en dag er helt udfaset. Eller begrænset så meget, at der ikke længere er rester i fødevarerne.

Herhjemme er de fleste af de undersøgte sprøjtemidler ulovlige at benytte, og derfor vurderer forskerne, at det høje niveau må tilskrives importeret frugt og grønt.

”Jeg er ikke overbevist om, at det altid er trygt at spise frugt og grønt fra udlandet. Så jeg vil anbefale børnefamilier og særligt gravide at spise økologisk. Eller dansk,” siger Helle Raun Andersen.

Forskerne opfordrer også til, at man sætter gang i flere undersøgelser af potentielle skadelige effekter af de undersøgte pesticider, samt hvordan man sikrer, at koncentrationerne i urinen bliver bragt ned til et lavere niveau.

Styrelse: Meget hård regulering
Det er Miljøstyrelsen, der finansierer og udgiver rapporten. Her ser specialkonsulent Susanne Hougaard Bennekou, der har været medlem af projektets styregruppe, ingen grund til panik. Hun peger på, at EU’s grænseværdier for de mistænkte stoffer er strikse.

”De her stoffer er reguleret hårdt med lave grænseværdier. Og vi mener ikke, at den nuværende eksponering er problematisk. Det peger Fødevarestyrelsens overvågning af pesticidrester også på,” siger Susanne Hougaard Bennekou.

Hun tillægger ikke de amerikanske undersøgelser samme værdi som SDU-forskerne.

”De her sammenhænge er ikke fuldt ud dokumenteret, og det er vores vurdering, at man ikke skal lægge alt for meget i de amerikanske undersøgelser,” siger Susanne Hougaard Bennekou, der i øvrigt også hæfter sig ved, at niveauerne af pesticider i urinen er faldende.

Forrige artikel Thulesen efter Tusk-bemærkning: Virker som koreograferet samspil Thulesen efter Tusk-bemærkning: Virker som koreograferet samspil Næste artikel Danmark giver 65 millioner til kampen mod omskæring Danmark giver 65 millioner til kampen mod omskæring
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.