Kronik

Investor og boligformænd: Vi tror på Tingbjerg

KRONIK: Udsatte boligområder skal ikke rives ned, men bygges op. Det kræver, at vi kan opføre private ejerboliger til konkurrencedygtige priser, skriver to boligformænd og en ejendomsudvikler med planer om at gøre Tingbjerg til ny, attraktiv københavnerbydel.

Tingbjerg er mere kendt for sine problemer end for sin smukke arkitektur, men der er god grund til at tro på bydelen, skriver debattørerne.
Tingbjerg er mere kendt for sine problemer end for sin smukke arkitektur, men der er god grund til at tro på bydelen, skriver debattørerne.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John B. Sørensen, Steen Søndergaard Thomsen og Rasmus Nørgaard
Hhv. formand, SAB, formand, fsb og medstifter, NREP

Tingbjerg har mange kvaliteter, men er ikke en bæredygtig bydel i sin nuværende form. Tingbjerg består stort set kun af almene boliger. En bydel, der kun har én boligform, har svært ved at udvikle sig til en ramme for et mangfoldigt liv. Det vil vi gøre bedre.

Et nyt år er en god anledning til en ny start. 1. januar 2018 varslede statsministeren en ny start for udviklingen af udsatte boligområder. Det er prøvet før, men vi tror på, at tiden og viljen nu er den rette til, at 2018 bliver året, hvor vi samarbejder på en ny måde og tager nye værktøjer i brug. Regeringen tog et stort skridt med sin strategi mod parallelsamfund, som blev fremlagt i sidste uge, og vi er klar til at følge op med næste skridt – et nyt og innovativt partnerskab mellem almene boligorganisationer og et privat dansk ejendomsselskab: SAB og fsb lægger jord til, og NREP er klar med en milliardinvestering i 1.000 nye private boliger i Tingbjerg.

SAB og fsb ejer de almene boliger i Tingbjerg og Utterslevhuse. Området er desværre mere kendt for at være et udsat boligområde end for dets smukke klassiske arkitektur, det gode fællesskab og den fantastiske natur, der omgiver det. Vi vil det bedste for Tingbjerg. Og derfor er det vores ambition, at Tingbjerg skal blive et endnu bedre sted at bo. Det kræver, at vi tager nye midler i brug, og derfor har vi indgået et innovativt partnerskab om at åbne Tingbjerg op og udvikle det, Tingbjerg mangler; private boliger til en bred gruppe af nye beboere.

Fakta
Deltag i debatten

Skriv til [email protected]

Beboersammensætning er nøglen
Statsministeren sagde i sin nytårstale, at hvis det bliver nødvendigt, så må vi køre bulldozeren ind, bryde betonen op og rive de mest belastede boligområder ned. Vi vil køre byggekraner ind, og vi vil bygge os ud af problemerne. 

I Tingbjerg er beboersammensætningen præget af familier, der foretrækker en lejebolig, men hvis de senere i livet vil investere i egen bolig, er de nødt til at flytte fra Tingbjerg, fordi de ikke kan købe en bolig i Tingbjerg.

Prisen på et privat rækkehus eller en ejerlejlighed skal være lavere end for en tilsvarende lejlighed i Valby eller Ørestaden, hvis vi skal fastholde og tiltrække de ejerboligsøgende familier til Tingbjerg.

Lad os give et eksempel. En familie kommer til Danmark fra udlandet. De er flygtninge, og de får tildelt permanent ophold, de lærer dansk i den lokale sprogskole, og forældrene får et fast arbejde og en stabil indkomst. Ungerne er måske begyndt til fodbold i Brønshøj Boldklub, og de klarer sig godt i skolen. Familien er rigtig glad for at bo i Tingbjerg. Men nu, hvor familien er godt integreret i Danmark og har fået flere penge på kontoen, vil de, som mange andre danskere i samme situation, gerne investere i deres egen bolig. Det kan de bare ikke få i Tingbjerg, og derfor bliver familier som denne presset ud af området. Og selvom Tingbjerg desværre er kendt for at være et udsat boligområde, så er langt størstedelen af familierne i Tingbjerg helt almindelige familier, som den vi lige har beskrevet.

Vi vil give disse familier en mulighed for at blive boende i Tingbjerg. Og vi tror på, at der er mange andre københavnske familier, der kan se et rigtig godt liv i et rækkehus eller en ejerlejlighed i Tingbjerg. Som ghettoforsker ved Aalborg Universitet, Marie Stender, pointerede her i avisen den 27. februar, er en effektiv vej til at ændre beboersammensætningen i et område at skabe større boliger ved at slå mindre lejligheder sammen eller bygge nyt. Vi har lagt lejligheder sammen i Tingbjerg. Vi har renoveret. Vi har drevet en række integrationsprojekter. Det har styrket beboerne, men det har ikke ændret beboersammensætningen. Det får vi kun ved at bygge nyt, og ved at bygge alment og privat sammen.

Desuden vil vi styrke forbindelserne i og til Tingbjerg. I dag er Tingbjerg et isoleret område, hvor der kun er én vej ind og ud. SAB og fsb samarbejder tæt med Københavns Kommune om denne udfordring, og med 114 millioner i ryggen fra Landsbyggefonden er vi klar til at tage første skridt og investere i infrastruktur. Men der er behov for mere og for investeringer i højklasset offentlig transport til Tingbjerg, hvis vi for alvor skal forbinde Tingbjerg med resten af København.

Bortfald af tillægskøbesum giver billigere boliger
Tingbjerg ligger med natur til tre sider; Utterslev Mose, Gyngemosen og Vestvolden. Vi vil ikke nøjes med natur rundt om Tingbjerg. Vi vil have naturen ind i Tingbjerg - og hopper man på sin cykel fra Tingbjerg, kan man være på Rådhuspladsen på ca. 20 minutter.

Men vi ved også, at prisen på et privat rækkehus eller en ejerlejlighed skal være lavere end for en tilsvarende lejlighed i Valby eller Ørestaden, hvis vi skal fastholde og tiltrække de ejerboligsøgende familier til Tingbjerg. Derfor er vi meget glade for, at en del af regeringens strategi mod parallelsamfund indeholder mulighed for bortfald af den såkaldte tillægskøbesum. Tillægskøbesummen er en afgift, der opkræves på nyt byggeri på almene grunde. Det lyder teknisk, fordi det er teknisk. Men den tekniske tillægskøbesum har indtil nu været en reel barriere for at bygge private boliger i Tingbjerg til konkurrencedygtige priser.

Overborgmester Frank Jensen har sagt meget klart, at Københavns Kommune gerne giver afkald på tillægskøbesummen, hvis der er private, som vil bidrage til at skabe udvikling i Københavns udsatte boligområder, som for eksempel Tingbjerg. Det er fantastisk flot, at Københavns Kommune har viljen, men viljen er ikke nok. De skal også have muligheden. Og den har de nu - takket være regeringens strategi, som netop giver kommunerne lov til at droppe den fordyrende afgift.

Stat og kommune skal samarbejde
Vi opfordrer både staten og kommunen til at fortsætte med at samarbejde, både når vi skal lave de  nødvendige investeringer i ny infrastruktur, der åbner Tingbjerg op og gør det smidigt for nuværende og fremtidige beboere at komme på arbejde i København og omegnskommunerne - og ikke mindst, når der med 1.000 nye boliger opstår et stort behov for, at kommunen investerer i nye børneinstitutioner og i Tingbjerg Skole.

Det bliver en stor opgave at udvikle Tingbjerg fra et udsat boligområde til et attraktivt område med blandede boliger og familier. Men vi tror på, at det kan lykkes. Både fordi bydelen har de rette fysiske kvaliteter, men særligt fordi vi lige nu står i en situation, hvor vi er så mange, som trækker i den samme retning. Derfor skal både overborgmesteren, kommunen og regeringen have stor ros for, at de har taget et vigtigt skridt for udviklingen af private boliger i Tingbjerg og andre udsatte boligområder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00