Debat

Gladsaxe-borgmester: Farvel til russisk gas er vigtigere end nye motorveje

Regeringen bør bidrage til hurtig udrulning af fjernvarme ved at udsætte nogle af de mange motorvejsbyggerier, som blev resultatet af infrastrukturplanen, skriver Trine Græse (S).

I Gladsaxe Byråd har vi generelt et stort ønske om at kunne tilbyde så mange af vores borgere som muligt mere af den klimavenlige fjernvarme, skriver Trine Græse (S).
I Gladsaxe Byråd har vi generelt et stort ønske om at kunne tilbyde så mange af vores borgere som muligt mere af den klimavenlige fjernvarme, skriver Trine Græse (S). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Trine Græse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Krigen i Ukraine har vendt klimadebatten på hovedet, så vi nu alle ønsker, at vi i Danmark hurtigst muligt gør os uafhængig af russisk gas ved at sætte turbo på udrulning af fjernvarme.

Det er vi rigtig mange kommuner, der er glade for. Udbygningen af fjernvarmenettet er en vigtig del af den grønne omstilling og i Gladsaxe Byråd har vi generelt et stort ønske om at kunne tilbyde så mange af vores borgere som muligt mere af den klimavenlige fjernvarme.

Men indtil den nye klimaaftale blev vedtaget i oktober 2020, har lovgivningen spændt ben for fjernvarmen ved at medregne fossile brændstoffer som gas i den samfundsøkonomiske beregning, som var afgørende for, hvilken energiformer kommunerne måtte vælge.

Mangel på ledige hænder og gravemaskiner

Nu er der så atter kommet gang i udrulningen. I hovedstadsområdet har Vestforbrænding netop besluttet at investere 6,1 milliarder kroner i udrulning af fjernvarme i hovedstaden.

Det betyder, at 4.000 kunder i Gladsaxe kan skifte til fjernvarme frem mod 2030. Dertil kommer, at Gladsaxe Fjernvarme er i gang med at tilbyde fjernvarme til 1.900 kunder i Gladsaxe, og byrådet har netop godkendt et projekt for, at yderligere 3.000 kunder kan få fjernvarme. Så vi er rigtig godt i gang.

Regeringen nye ambition er, at Danmark senest i 2030 skal være uafhængig af naturgas. Med de igangværende projekter kan 90 procent af Gladsaxes varmeforbrug komme fra fjernvarme i 2030.

Lige nu er der hverken ledige hænder eller gravemaskiner nok i Danmark til at få rørene hurtigt i jorden. Derfor skal der prioriteres, så vi udnytter de ressourcer, vi har til rådighed, bedst muligt.

Trine Græse (S), borgmester, Gladsaxe Kommune

For det tager tid at skifte til fjernvarme. Og lige nu er der hverken ledige hænder eller gravemaskiner nok i Danmark til at få rørene hurtigt i jorden. Derfor skal der prioriteres, så vi udnytter de ressourcer, vi har til rådighed, bedst muligt.

Udsæt motorvejsbyggerier

Her foreslår jeg, at regeringen bidrager ved at udsætte nogle af de mange motorvejsbyggerier, som blev resultatet af regeringens infrastrukturplan fra sidste sommer.

Det vil give kommunerne bedre mulighed for at fremskynde fjernvarmeprojekter, og samtidig give folketinget lejlighed til at genoverveje, om der kunne findes mere bæredygtige alternativer til motorvejene.

Mere motorvej er alligevel ikke løsningen på de massive og stigende udfordringer med støj og trængsel, som truer borgernes sundhed i vores største byer. I stedet bør vi alle bakke op om den kollektive transport, som desværre blev sat voldsomt tilbage under coronapandemien.

Så hvorfor ikke slå flere fluer med et smæk til gavn for den grønne omstilling ved at give infrastrukturplanen et ekstra og grønt klimaeftersyn, nu hvor vi alligevel er i gang?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Græse

Borgmester (S), Gladsaxe Kommune, næstformand for Hovedstadens Letbane, medlem af KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg, i bestyrelsen for Vestforbrænding, Novafos, DAB og RAR Hovedstaden
Teknonom i produktionsplanlægning