Debat

Gymnasielærere: Aflys forårets eksaminer nu

DEBAT: Udsatte elever med for eksempel ordblindhed og autisme er særligt presset af at skulle undervises virtuelt, og usikkerheden om forårets eksaminer gør det ikke nemmere. Derfor bør eksaminerne aflyses allerede nu, skriver gymnasielærer-formand Tomas Kepler.

Den virtuelle undervisning kan ikke erstatte det fysiske møde mellem lærere og elever i klasselokalerne, skriver Tomas Kepler.
Den virtuelle undervisning kan ikke erstatte det fysiske møde mellem lærere og elever i klasselokalerne, skriver Tomas Kepler.Foto: Rie Neuchs
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Selvom gymnasielærerne kæmper det bedste, de har lært, og gør det ovenud fantastisk i en på alle måder ekstraordinær svær coronakrise, så kan den virtuelle undervisning ikke erstatte det fysiske møde mellem lærere og elever i klasselokalerne.

Det står ikke mindst klart, når vi ser på elever, der af forskellige årsager er udfordret fagligt, personligt eller socialt.

Flere og flere lærere peger således på, at svage og udfordrede elever får sværere og sværere ved at fastholde koncentrationen i den virtuelle undervisning. Eleverne føler sig i stigende grad stresset over både at skulle håndtere tekniske udfordringer med forskellige platforme og vise mod til at markere sig i en så massiv virtuel undervisningssituation, som corona-krisen har sat os i.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Dertil kommer, at eleverne oplever et stigende arbejdspres. De skal i højere grad end før levere produkter i hvert fag, så lærerne kan se, at de følger med i undervisningen.

Daglig struktur er væk
For for eksempel ordblinde elever er situationen ekstra hård. Her kompenserer hjælpeværktøjer ikke for, at de får væsentlig mere tekst at forholde sig til end normalt. Det sker, fordi lærerne er nødt til at skrive instruktioner til de virtuelle timer, som eleverne skal læse og afkode.

For de udfordrede elevgrupper gør en ny undervisningsvirkelighed under corona-krisen skolearbejdet mange gange sværere.

Tomas Kepler
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening

Tilsvarende gælder for elever med autisme. Her har nedlukningen af skolerne betydet, at hele den daglige struktur, som er så vigtig for deres trivsel og indlæring, er væk.

De elever, som bor med ressourcestærke forældre, har måske haft held med at få oprettet en ny struktur derhjemme, mens de, der bor alene, er prisgivet. Her fungerer nettet ikke som undervisningskanal, og eleverne har måske angst, som er blusset op, og de føler sig ensomme, fordi skolen reelt var deres eneste sociale netværk.

For de udfordrede elevgrupper gør en ny undervisningsvirkelighed under corona-krisen skolearbejdet mange gange sværere. Disse elever har i særlig grad så hårdt brug for den lærer, der er fysisk til stede og kan støtte og motivere dem, fordi relationen til læreren er altafgørende for, at eleverne lærer noget.

Aflys eksamener
Vi står nu i en situation, hvor undervisningen i en vanskelig corona-tid mere og mere vender den tunge ende nedad, som dagene går, og stiller udfordrede elever væsentligt ringere op mod de kommende eksaminer.

Og det rammer i sig selv de svageste elever allerhårdest, at vi befinder os i et ingenmandsland, hvor vi ikke ved, om året skal slutte med eksaminer eller ej. De hævdvundne danske uddannelsespolitiske principper om lige muligheder for alle er allerede nu under alvorligt pres.

Derfor bør der hurtigst muligt træffes politisk beslutning om at aflyse hovedparten af forårets eksaminer, ophøje årskarakterer til prøvekarakterer og bruge den resterende tid på undervisning, som forhåbentlig indenfor en overskuelig tid kan vende tilbage til normalen.

Det tjener alle elever bedst – ikke mindst de særligt udfordrede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tomas Kepler

Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), lektor, Aalborghus Gymnasium

0:000:00