Debat

Haarder: Vi kan få mere ud af kulturkronerne

DEBAT: Der kommer næppe nye midler til kulturområdet. Men hvis vi tænker nyt, kan vi få både bedre og mere kultur for pengene, skriver Bertel Haarder (V).

Kulturminister Bertel Haarder (V) vil have mere og bedre kultur for pengene.
Kulturminister Bertel Haarder (V) vil have mere og bedre kultur for pengene.Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bertel Haarder (V)
Kulturminister

Jeg var for nylig vært for et møde om kulturpolitikken på Rødding Højskole.

I mit oplæg til mødet begik jeg den fejl, at jeg alene efterspurgte mere kultur for kulturpengene. Jeg burde ved samme lejlighed have efterspurgt bedre kultur for pengene. For som mødet blandt meget andet viste, er der faktisk mange muligheder for at tænke nyt inden for kulturen – også i forhold til det kvalitative.

Det er godt, for vi har brug for et kulturliv, hvor støtteordningerne ikke sander til, og hvor institutionsstrukturen er fleksibel nok til, at nye ting kan ske. Vi har brug for et dynamisk og levende kulturliv, som er relevant for tiden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Arbejdet er gået i gang 
Der kommer næppe nye penge til kulturområdet, som kan opfylde nye behov. Og det gælder nok uanset, hvilke politiske konstellationer man forestiller sig fremover. Men verden ændrer sig. Og befolkningens behov for kultur ændrer sig. I sidste ende er det jo et politisk spørgsmål, hvordan samfundet skal prioritere kulturens penge. Men det skal efter min mening ske i dialog med kulturlivet.

Som startskud på denne dialog holdt jeg Rødding-mødet. Det er mit håb, at dialogen vil fortsætte blandt andet her på Altinget. Jeg er selv i gang med dialogen på blandt andet følgende områder:

  • På museumsområdet fortsætter jeg i efteråret diskussionen om, hvordan vi kan sikre fortsat udvikling for museerne for eksempel via omfordelinger. Dette i forlængelse af den drøftelse, jeg havde med Folketingets partier før sommerferien.
  • På orkesterområdet forbereder jeg en ekspertgennemgang af hele orkester- og ensemblelandskabet. Præcis hvordan formen bliver på denne gennemgang, vil jeg snart vende tilbage med nærmere om.
  • På musikskoleområdet ser et udvalg lige nu nærmere på, hvordan området fungerer, så vi forhåbentlig med udgangspunkt i denne viden kan styrke området.
  • På scenekunstområdet vil jeg i dialog med aktører i miljøet overveje forskellige modeller for, hvordan vi bruger pengene bedst muligt. Vi starter med et brainstorm-møde med en række personer med kendskab til området.

Vi har brug for et kulturliv, hvor støtteordningerne ikke sander til, og hvor institutionsstrukturen er fleksibel nok til, at nye ting kan ske.

Bertel Haarder (V)
Kulturminister

En ny infrastruktur for kulturen 
Det er svære og komplicerede diskussioner, og det er langt fra givet, at vi bliver færdige med det hele i år. Men dialogen er i gang, og det er vigtigt. Jeg tror på, at vi via dialogen kan finde frem til gode modeller for de forskellige områder. 

Jeg vil opfordre kulturlivet til at gå konstruktivt ind i dialogen. For ”regeret bliver der alligevel”, som daværende statsminister Viggo Kampmann formulerede det i 1960. Og så er det bedre at være med i dialogen. Jeg vil opfordre alle i kulturlivet til at komme med bud på, hvordan vi kan sikre, at kulturens ”infrastruktur” fortsat er tidssvarende. Så kulturen fortsat har de bedste muligheder for at være relevant og gribe ud og gøre størst mulig forskel for mennesker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

0:000:00