Jeg ønsker ikke din Eid-hilsen, kære statsminister. Jeg ønsker din respekt

Statsminister Mette Frederiksen (S) lavede et opslag på muslimernes helligdag, Eid, hvor hun brugte et par linjer på at ønske dem glædelig Eid, mens hun brugte flere linjer på at omtale muslimer med ord som social kontrol, kriminalitet og arbejdsløshed. 

Jeg var sammen med en ven, da jeg så hendes opslag. Jeg fik oprigtigt ondt af hende, da jeg læste det og tænkte, at det måtte være en fejl – at hun først ønsker muslimske borgere tillykke med dagen og samtidig taler ned til dem.

Min ven kiggede på mig og sagde, at det er jo meningen med hendes opslag. Hun er sikkert blevet rådet til at formulere sig, som hun gjorde.

Jeg tænker tit på min barndom, som jeg har tilbragt i forskellige asylcentre. Mig, min søster og min mor. Særligt min mor har betalt den største pris med sit helbred. 

Det har hun gjort i kampen for at leve i et demokratisk land, hvor man ikke er i tvivl om, at retfærdigheden findes. Hvor man, uanset hvilket sprog man taler i bussen eller toget, får respekt og hverken bliver set ned på eller spyttet på af dem, som føler sig provokeret af, at man har en anden religion, taler et andet sprog eller bærer tørklæde.

Vi drømte om et sted, hvor uligheden mellem de rige og svage ikke var synlig. Det havde desværre præget vores liv i mit hjemland, Tyrkiet.  

I dag er vi her. I Danmark. Jeg har taget en uddannelse, arbejder mere end 37 timer og har ikke ét, men flere frivilligjobs. Kun fordi jeg elsker Danmark og er taknemmelig for alt det, som jeg har fået.

Jeg vil betale tilbage. Det gør jeg, uanset om Mette Frederiksen beder mig om det eller ej. For jeg gør det ikke for anerkendelsen. Jeg gør det, fordi jeg vil det. Men jeg må indrømme, at jeg nogle gange får nok.

Men jeg må indrømme, at nogle gange får jeg nok af det. Jeg får nok af, at jeg hver dag står og skal kæmpe for at ikke blive blandet med kriminelle og ikke begå fejl, fordi jeg står svagere end de fleste her i Danmark, hvor landet slår endnu hårdere på og måske endda dømmer nogle, inden en dommer gør det. Kun fordi man er bare "fucking muslim" og "brun eller sort".

Jeg så for nylig en video på sociale medier, hvor en familie med to børn bliver råbt og skreget af. Manden råber: "Skrid hjem til jeres hjemland". Kvinden, som har to børn, der er bange i baggrunden, svarer: "Jeg er hjemme". 

Debatten kører nu i Danmark, men straks tænkte jeg igen på skæbnen og de minder, som min mor har med sig fra Tyrkiet, hvor hun fortæller, at man kunne opleve det samme.

Overboen, der var tyrker og stærkt nationalistisk, spyttede foran vores dør hver dag, naboer kaldte os "beskidte kurdere" og opfordrede os til at tage tilbage til bjergene og landsbyen, hvor vi stammede fra. 

I bussen eller toget turde man ikke tale kurdisk. Kørte vi med bussen med min mormor, som ikke var tyrkisktalende, skulle vi desværre være stille under hele rejsen, fordi der var fare for, at tyrkerne kunne provokeres og se os som "terrorister". 

Danmark er ved at ligne mit gamle "lorteland"

Harun Demirtas
Kommentarskribent

Og i dag, i 2021, er jeg vidne til, at det sker igen. Jeg får ondt i maven, som var det mig, der stod med de to børn. 

Statsministeren og mange danskere forstår det ikke.

Når man flygter fra det, som man havde, håber man på at leve et mere fredeligt liv, hvor ens hudfarve, pengepung eller religion ikke afgør, hvilken behandling man får.

Det undrer mig, at vi desværre er blevet et land, hvor vi tilbyder flygtninge et liv på flugt resten af deres liv, alene fordi de har valgt at flygte til vores land.

Og indvandrere og deres børn lider desværre samme skæbne som deres forældre, selvom det måske slet ikke er deres børns valg at være født i Danmark, hvor hadet mod dem vokser. 

Danmark er ved at ligne mit gamle "lorteland", som jeg engang skrev på Altinget.

Jeg ville ønske, at man ikke hver dag skulle kæmpe for accept. 

Et liv, hvor man er minoritet, og hvor politikerne hver dag kæmper for at gøre det tydeligt og synligt, så man som minoritet mærker det dybt ned til knoglerne, uanset hvor man tager hen, og hvilket selskab man sidder i.

Jeg ville ønske, at jeg var født i et land, hvor der fra starten som i Danmark var fred og demokrati, og hvor jeg lignede majoriteten. Desværre var det ikke muligt denne gang.

Jeg må blive og acceptere at blive omtalt som en af dem i et land, hvor selv statsministeren ikke en gang kan finde ud af at adskille de kriminelle, når hun skal få sig selv til at sige "glædelig eid".