Connie Hedegaard: Sådan skal klimaloven skrues sammen

Af Connie Hedegaard
Formand for Concito og KR Foundation samt tidligere minister og EU-kommissær

Så er regeringens klimapolitiske hvedebrødsdage ovre. Nu skal der leveres på de ambitiøse mål, og mindre end tre måneder efter valget starter den nye politiske sæson med de første forhandlingsmøder om en ny klimalov.

De klimainteresserede kan se, at engagement nytter noget og rykker noget. Det giver gejst og energi, hvad der også bliver brug for. For nu bliver det svært.

70 procent i CO₂-reduktion i 2030 er ekstremt ambitiøst, og alle gode kræfter er nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal nærme os målet på en måde, der både er økonomisk og socialt acceptabel. 

Klimalov skal danne overordnet ramme
Dog er det afgørende at fokusere på tingene i den rigtige rækkefølge, og derfor giver det rigtig god mening, at regeringen først vil drøfte klimaloven – altså den overordnede ramme – og derefter den helt konkrete handlingsplan.

Naturligvis hænger det ene sammen med det andet. Der skal kunne leveres på de ambitiøse mål, og både økonomien og danskerne skal kunne følge med. Alligevel er der god grund til at holde tingene adskilt.

For de grønne interessenter kan det være fristende at prøve at få allehånde ting skrevet ind i klimaloven. Det tror jeg er uklogt.

Connie Hedegaard
Formand for Concito og KR Foundationtidl samt tidligere minister og EU-kommissær

For de grønne interessenter kan det være fristende at prøve at få allehånde ting skrevet ind i klimaloven. Det tror jeg,er uklogt. For jo flere detaljer, der skrives ind, des hyppigere vil der være brug for at justere og ændre loven; og vi ved af erfaring, at det rummer en risiko, hver gang sådan en rammelov "åbnes".  

Meningen med en ny klimalov med konkrete delmål er jo netop at enes om en overordnet ramme, som alle – virksomheder, investorer, kommuner, borgere – kan have tillid til rent faktisk sætter retningen for de kommende mange års arbejde med at levere på klimamålene.

Derfor: Hold det simpelt. 

Ud over mål og delmål kunne loven indeholde nogle principper, der skal lægges til grund for den efterfølgende udmøntning af klimamålene. Eksempelvis kan loven anvise, hvor stejl en reduktionskurve Danmark vil følge.

Hele opgaven kan og bør ikke gemmes til sidst, men sådan cirka hvordan ser "stien" frem mod 2030 og videre frem til 2050 ud? Eventuelt kan der opereres med nogle intervaller.

Virkemidlerne skal laves med klimamål for øje
Loven kunne også slå fast, at virkemidlerne skal vælges med det langsigtede 2050-mål for øje. Det vil betyde, at tiltag, der måske nok ser billige ud på den korte bane – eksempelvis at købe kvoter i udlandet – ikke altid er de klogeste eller mest samfundsøkonomiske, når man anskuer opgaven frem mod 2050.

Det kunne også skrives ind i loven, at et bærende princip for den danske omstilling er, at eksternaliteter konsekvent skal prissættes. At vi altså gør det til et centralt mål og værktøj at få vores regnemodeller samt vores skatter og afgifter til at afspejle den reelle omkostning for miljø og klima ved en given aktivitet. 

Hvorfor ikke også gøre det til et princip, at de offentlige indkøb skal bruges maksimalt strategisk til at bidrage til innovation af nye løsninger, hvorfor man fra nu af konsekvent skal lave beregninger ud fra livscyklusanalyser (LCA eller TCO).

Ligesom det før enhver større politisk beslutning med konsekvenser for klima skal beregnes, om beslutningen/loven/aftalen bidrager til at løse klimaproblemet eller tværtimod blot vil gøre opgaven endnu større.

I lighed med Paris-aftalen kunne man også skrive ind i klimaloven, at målene kun kan skærpes – ikke svækkes.

Partierne skal enes om den overordnede ramme
Hvis klimaloven gennemsyres af sådan et sæt principper eller pejlemærker, ville der være skabt en brugbar ramme omkring de efterfølgende konkrete handlingsplaner – og loven kunne relativt hurtigt blive vedtaget.

Omvendt kunne det let gå hen og blive en meget lang øvelse, hvis alle mulige detaljer om alle mulige sektorer skal skrives ind i klimaloven. I første omgang er det utrolig vigtigt, at partierne bredt i Folketinget enes om den overordnede ramme. Derefter kan de politiske drøftelser om de mere konkrete klimahandlingsplaner gå i gang.

Her kunne man efter min mening med fordel dele opgaven op i to: Først kunne man inden sommerferien næste år enes om, hvordan vi når de 60 procent og så straks sætte initiativerne i gang.

De forskellige elementer er nogenlunde veldefinerede, og man kan identificere prisen på diverse tiltag.

Parallelt med disse forhandlinger kunne man så invitere det danske civilsamfund til dialog om, hvordan de sidste 10 procent nås med henblik på at komme med input til den anden klimahandlingsplan, som så skal anvise vejen til 70 procent.

Tænk, hvis vi kan lære af hinanden
Hvad siger organisationerne, ngo'erne og de mange engagerede borgere derude? Kommunerne har gjort sig masser af tanker og har prøvet mange ting af.

Tænk hvis vi kunne blive dygtigere til at lære af hinanden og dele vores viden, så vi hurtigere fik opskaleret løsningerne. Og hvad kan investorerne og finanssektoren byde ind med? Og alle de andre sektorer?

I weekenden kom der et stærkt signal fra Dansk Industris nye førstemand, Lars Sandahl Sørensen, om, at klimaudfordringen er deres førsteprioritet, og industrien meldte sig som positiv medspiller i forhold til at forsøge at nå de 70 procent.

Så mon ikke også de borgerlige partier nu trygt kan opgive deres nølende holdning)

Altså hallo. Kom nu! Ja, vel bliver det svært, krævende og såmænd også dyrt. Ingen må tro andet. Men der er altså også store muligheder i at rykke, hvis vi gør det rigtigt.