Henrik Marstal: Giv de politiske partiledelser lektier for!

Af Henrik Marstal
Folketingskandidat for Alternativet

Jens Rohdes (R) kronik i Altinget den 6. april med titlen 'Vi bliver nødt til at starte et demokratisk oprør' er blot ét af flere udtryk for, at der for tiden bliver stillet nødvendige, kritiske spørgsmål til de måder, hvorpå den demokratiske praksis bliver forvaltet.

Kronikken giver en engageret analyse af, hvordan Folketingets demokratiske praksis i virkeligheden kan være et automatiseret og visionsløst flertalsdiktatur, hvor en ellers god dansk dyd som mindretalsbeskyttelse er ladt i stikken, fordi 51 procent af beslutningstagerne nu engang er enige om noget andet og lader det være godt nok med det.

Helt centralt står derfor denne pointe i Rohdes analyse: "Det må være et grundlæggende vilkår i et demokrati, at et mindretal kan søge og få adgang til de informationer, som er nødvendige for at kontrollere, hvordan tingene foregår, og hvordan de er foregået. I Danmark er det imidlertid sådan, at hvis et flertal er imod det, kan mindretallet intet stille op."

Vi skal under ingen omstændigheder lade politikerne på Christiansborg eller deres respektive politiske baglande slippe afsted med at sige, at "det kan desværre ikke lade sig gøre".

Henrik Marstal

Kravet om at gentænke demokratiets aktuelle udmøntninger er en fordring, der, som Rohde også fremhæver, bør gå på tværs af partipolitiske tilhørsforhold. Dog tror jeg ikke, at et demokratisk oprør er hverken den rigtige vej at gå eller et særlig realistisk scenarie, om end den dramatiske effekt af udsagnet skaber nysgerrighed om forslaget. I stedet ville et mere lavmælt, men indtrængende, demokratisk selvopgør være mere i demokratiets ånd, så at sige.

Og hvem skulle så sætte dette selvopgør i gang? Det skulle selvfølgelig statsministeren og hans regering, og dernæst de øvrige partier i Folketinget. Men eftersom det ikke rigtig er sæson for demokratiske selvrefleksioner, må selvopgøret sættes i gang andre steder, mest oplagt hos de politiske partiers menige medlemmer.

Eftersom det ikke rigtig er sæson for demokratiske selvrefleksioner, må selvopgøret sættes i gang andre steder, mest oplagt hos de politiske partiers menige medlemmer.

Henrik Marstal
Folketingskandidat for Alternativet

For det er i sidste ende dem, som afstikker rammerne for partiernes retning og selvforståelse. Og fordi risikoen for selv at komme i demokratisk mindretal er stor for ethvert parti med regeringsdrømme, burde interessen for, hvordan den demokratiske praksis bliver forvaltet, være på dagsordenen for langt de fleste partimedlemmer.

Så her er et konkret forslag: Forud for de næste årlige landsmøder i samtlige politiske partier kunne de menige medlemmer give deres respektive politiske ledelser lektier for i form af en bunden opgave, reelt set en stil med emnet demokrati. Den skulle være i to trin:

1). Giv en indgående redegørelse for, hvordan partiet i overordnede træk opfatter og forvalter de demokratiske spilleregler på Christiansborg.

2). Giv to-tre eksempler fra Christiansborg på situationer, hvor partiet har oplevet et demokratisk underskud - samt to-tre eksempler på situationer, hvor demokratiet har fungeret eksemplarisk.

Derudover kunne de menige medlemmer bede om, at landsmødet fik deltagelse af en fagekspert inden for demokratipraksis, som efterfølgende skulle facilitere en fælles debat om fremlæggelserne.

Efter min opfattelse har det demokratiske underskud i de politiske beslutningsprocesser uhindret kunne udvikle sig blandt andet som følge af de foreliggende parlamentariske situationer især inden for de seneste 20 år - altså lige siden Poul Nyrup Rasmussen (S) genvandt regeringsmagten ved det tætte valg i 1998.

Ved de efterfølgende folketingsvalg er regeringsmagten stort set hver gang blevet konstitueret på baggrund af et simpelt absolut flertal på lige akkurat lidt mere end 50 procent. Denne konstans i dansk politik har gjort det til en forudsætning for skiftende regeringer at lære sig at agere med det mindst mulige marginale flertal.

Men eftersom vi ikke kan vide, om denne konstans fortsat vil være del af dansk politik, og eftersom vi kan konstatere, at den har bidraget til at skabe et demokratisk underskud uden megen plads til eller lydhørhed over for mindretalshensyn – så er der brug for at spørge, om de politiske beslutningsprocesser fremover kunne være orienteret på andre måder.

En af disse måder kunne være at udfordre den blokpolitiske selvforståelse derved, at vedtagelserne af love og initiativer skulle forudsætte et kvalificeret flertal på eksempelvis 60 procent. Det ville nemlig tvinge de politiske partier til i højere grad at indgå i alliancer med andre partier end 'the usual suspetcs' og dermed til at gøre mere konstruktivt brug af de forhåndenværende demokratiske redskaber.

Desuden ville det give større legitimitet til de beslutninger, der rent faktisk blev truffet. Kort sagt: Demokratiet ville have mulighed for at fungere mere demokratisk.

I så fald ville der kunne opstå risiko for, at færre politiske ændringer kunne iværksættes, samt at ændringerne ofte ville blive udpræget kompromisorienterede. Men det er spørgsmålet, om ikke alternativet – at det demokratiske underskud fortsat vil eksistere og med tiden måske endda vokse – er værre.

Hvorvidt dette forslag kunne realiseres, afhænger helt af, hvor stort et selvopgør de menige partimedlemmer finder det nødvendigt at tage, samt af i hvor høj grad de politiske ledelser vil være indforstået med det. Men vi skal under ingen omstændigheder lade politikerne på Christiansborg eller deres respektive politiske baglande slippe afsted med at sige, at "det kan desværre ikke lade sig gøre". For en sådan forhåndsafvisning ville være lige præcis et udtryk for, at det demokratiske underskud fortsat får lov til uhindret at gøre sig gældende.

Så det er bare med at få spidset blyanten.