Analyse af 
Simon Lessel
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Her er tre bud på, hvorfor der ikke er landet en psykiatriaftale endnu

Selvom alle partier higer efter en aftale, er der fortsat ikke landet aftale om en tiårsplan for psykiatrien. Særligt uklarhed om, hvor mange penge der er til at lave aftalen og tidspres på grund af den kommende valgudskrivelse, truer med at udskyde tiårsplanen til efter valget.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Alle vil det, og alle har villet det længe: Indgå en tiårsplan for psykiatrien.

Men tre år inde i denne regeringsperiode og fem minutter i lukketid, ser det stadig svært ud for sundhedsminister Magnus Heunicke (S) at lande en bred aftale om en tiårsplan for psykiatrien.

Det er der umiddelbart tre årsager til.

Særligt økonomien spiller en væsentlig rolle i, at forhandlingerne endnu ikke er endt i en aftale.

Radikales krav i sommer om valgudskrivelse inden Folketingets åbning 4. oktober har samtidig klippet syv måneder af Mette Frederiksens regeringsperiode, og dermed af regeringens tid til at forberede et velovervejet forhandlingsudspil til en tiårsplan.

Samtidig har psykiatriforhandlingerne slået en kolbøtte, da en del af forhandlingerne i al hast er blevet flyttet midlertidigt i Finansministeriet.

Årsag 1: Økonomien har ændret sig markant

For det første så det hele lettere ud i valgkampen i 2019. Her lancerede den kommende statsminister, Mette Frederiksen, nemlig Socialdemokratiets plan for psykiatrien.

Men dengang var de økonomiske forudsætninger noget anderledes end i dag. Corona, krig, inflation og energikrise har siden ædt en del af det økonomiske råderum.

Første udfordring for de igangværende forhandlinger er derfor ganske enkelt, at det oprindelige ambitionsniveau for tiårsplanen, der blev nedfældet i forståelsespapiret i sommeren 2019, nu skal forenes med en stram økonomi anno 2022.

Det finanspolitiske råderum vurderes at være på 48 milliarder kroner i 2030. Men faktisk er to tredjedele af de mange milliarder allerede reserveret til at dække udgifterne til at opruste forsvaret, kommende klimatiltag og udgifterne til de mange flere ældre, oplister lektor på Økonomisk Institut, Søren Hove i blandt andet Altinget.

Den økonomiske spændetrøje, forhandlingerne er fanget i, viser sig også på mere kort sigt ved et kig på den sparsomme forhandlingsreserve i regeringens selvudnævnte ansvarlige inflationsfinanslovsudspil.

Den skal nemlig både komme psykiatrien, sundheds- og ældreområdet til gode, og med 550 millioner kroner til fordeling mellem de tre områder i det første år, har det i sig selv en betydning for forhandlingerne.

Manglen på viden om præcis, hvor mange penge partierne kan bruge på psykiatriplanen, har mudret forhandlingsforløbet indtil videre og har fået partier i både rød og blå blok til at forlange konkrete beløb på bordet. 

Læs også

Årsag 2: Forhandlinger foregår i økonomisk tåge

I den forbindelse har det ikke været en formildende omstændighed for de øvrige partier, at sundhedsministeren har lovet, at regeringen vil bruge en “betragtelig del” af reserven på psykiatrien.

Problemet er, at partierne ikke er enige om, hvorvidt man så skal tage næsten alle 600 millioner kroner fra forhandlingsreserven til psykiatrien og forbigå de andre områder. Eller om man skal forsøge at presse regeringen til at udvide forhandlingsreven.

Her er man heller ikke enige i rød blok. Radikale har rost regeringen for at udvise økonomisk mådehold i en periode, hvor øget offentligt forbrug kan puste til inflationen, mens andre partier mener, at der skal flere penge til.

Fælles for partierne er dog, at de har forlangt konkrete beløb på bordet for at bringe fremdrift i forhandlingerne, som flere af partierne har kritiseret for at foregå i blinde.

I sidste ende sparkede den frustration med stor sandsynlighed forhandlingerne over i Finansministeriet, hvor regeringen og støttepartierne nu forhandler om et konkret beløb til psykiatriplanen.

“Det er gået op for regeringen, at vi mener det, når vi siger, at vi ikke vil lave en psykiatriaftale uden penge,” som SF’s børneordfører, Jacob Mark, formulerede det til Altinget efter forhandlingerne.

Når, hvis eller sideløbende med, at det beløb kommer på plads, skal partierne også i gang med et andet stykke arbejde. Nemlig hvilke initiativer fra Sundhedsstyrelsens 37 anbefalinger fra det faglige oplæg til psykiatriplanen, som skal indfries først.

Her har forhandlingerne ramt nye udfordringer med økonomien.

For hvad koster det egentlig at implementere hver af de 37 initiativer, som Sundhedsstyrelsen har anbefalet? Det spurgte Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund allerede om i marts, men her et halvt år senere venter partierne fortsat på svar.

Sundhedsministeren har for nylig forsikret, at hans ministerium knokler på beregningerne. Arbejdet kompliceres også af, at beregningerne skal ændres, når partierne ifølge ministeren kommer med nye krav.

Men det er heller ikke ligetil, og det bringer os videre til den tredje pointe.

Læs også

Årsag 3: Svært at forene mål med fagligt oplæg og økonomi

For en af grundene til, at det ikke bare er ligetil at regne på en eksakt pris for de enkelte anbefalinger er, at det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen langt fra har karakter af at være plug-and-play-løsninger, hvor Sundhedsministeriets store lommeregner kan give ordførerne et eksakt beløb på, hvad de forskellige initiativer koster.

Et andet problem er, at tiårsplanen i sagens natur rækker ind over mindst tre folketingsvalg, hvor magten måske skifter mellem blokkene.

Regeringen og Radikale har meldt ud, at det må være de skiftende regeringer, der i de løbende finanslovsforhandlinger skal beslutte, hvordan de vil finansiere de initiativer, der bliver aftalt i en kommende tiårsplan.

Konservatives psykiatriordfører har derimod talt for, at man bliver enig om en “trappemodel”, så man med forliget er enige om, hvor meget psykiatrien skal løftes med i tiårsplanens løbetid.

Samtidig er det også relevant at tage et blik på, hvordan sundhedsministeren tænker aftalen skal udformes: Regeringen har lagt 16 målsætninger for psykiatriens udvikling på bordet i forhandlingslokalet, som de vil forsøge at opnå enighed om.

Det er tanken, at uafhængige eksperter løbende skal vurdere skiftende regeringer på, hvordan det går med at indfri målsætningerne. På den måde har man forpligtet dem med magten til at finde resten af pengene til psykiatrien, som ikke er der nu, er tanken fra Heunicke.

“Det er så op til dem med regeringsansvaret til at sætte nok penge og sætte nok initiativer i gang, således at man når de her mål,” forklarede han for nylig til Altinget.

Samlet set ligger der et pres i forhandlingslokalet på regeringen for, at en aftale for psykiatrien skal være mere konkret end de 16 målsætninger, som de indtil videre har smidt på bordet.

Og partierne har indtil videre været varsomme med at forpligte sig på punkterne.

Ikke nødvendigvis på grund af uenighed om målsætningerne om blandt andet at forbedre børn og unges trivsel eller give sundhedspersonalet større lyst til at arbejde i psykiatrien. For det er punkter, som en kilde tæt på forhandlingsforløbet beskrev som “målsætninger ingen kan være uenig i”. Men snarere på grund af manglen på konkretisering.

Manglen på sammenhæng mellem regeringens forhandlingsudspil med de 16 målsætninger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger til forbedringer af psykiatrien og uklarhed om økonomien spiller samlet set en stor rolle i, at forhandlingerne går trægt.

Udskydelse, rammeaftale eller lille aftale?

Det efterlader selvfølgelig det store spørgsmål: Hvad ender forhandlingerne med, når der kun er få uger til valgudskrivelsen?

Her er der flere mulige scenarier. En af de oplagte er en udskydelse, som de to statsministerkandidatpartier, Venstre og Konservative, allerede har rejst flaget for.

Det gjorde både Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen allerede i den første tv-duel.

“Jeg vil hellere bruge lidt længere tid på at lave den aftale, og så sikrer vi, at vi får en psykiatri, der er stærk om nogle år,” som den konservative partiformand formulerede det i tv-debatten.

Enhedslisten fremlagde allerede i juni et andet scenarie for, hvad presset på en plan betød for, hvad man kunne nå at blive enige om. Nemlig en rammeaftale.

Her har Rådet for Socialt Udsatte anbefalet partierne at bruge klimaloven som inspiration. Underforstået: Lav en forpligtende aftale om en række mål for psykiatrien, men undgå at spilde for meget tid på diskussionerne om økonomien lige nu.

Det kan måske være tillokkende for regeringen at gribe Venstre og Konservatives forslag om at udsætte tiårsplanen til efter et valg. Men regeringen kan med rette frygte et kæmpe valgkampsfokus på, at Socialdemokratiet dermed bryder et centralt valgløfte om, at psykiatrien skal have et historisk løft med en tiårsplan.

Modsat er der også partier, som ikke vil indgå forlig om en aftale, som de ved bliver kritiseret fra de mange aktører, der var med til at levere indholdet til Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan.

Alt i alt er Magnus Heunicke på en meget svær opgave med at indfri Mette Frederiksens valgløfte. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion