Historiker: Problematisk debatbog tegner alt for idealistisk billede af Hørup

Hørup ville gøre op med, hvad han så som en dannelsesmæssig dominans, der gjorde bonden til en underklasse. Metoden var en politik, der styrede efter den helt store konflikt, der skulle give Venstre magten. Historikeren Kristian Hvidt har i sin afhandling om Venstre og forsvarssagen hæftet sig ved, at Hørup var en mand, hvor målet helligede midlet på en måde, ”der ikke kalder billedet af idealisten frem”.

Hørups problematiske sider
Navnlig i 1880’ernes midte kan man fremdrage flere eksempler, der ud fra en demokratisk målestok viser en mere problematisk side af Hørup. Her er det værd at være opmærksom på, at midten af 1880’erne var en politisk ekstrem tid, hvor yderfløjene i både Højre og Venstre førte an i den politiske kamp og havde svært ved at anerkende hinanden som legitime modstandere – de var hinandens fjender.

De politiske sammenstød var fulde af trusler om vold – om at ”vove trøjen” – og på begge sider anskaffede de mest ekstreme sig også våben. Slåskampe var ikke ualmindelige, myndighederne forberedte sig flere gange på voldelige optøjer, og regeringslederen J.B.S. Estrup blev udsat for et attentatforsøg. I Venstres bagland udgjorde riffelforeningerne en militant trussel for regeringen.

Historikeren Troels Fink, der har skrevet ét af de vigtigste værker om perioden, har argumenteret for, at Hørup (sammen med Estrup på den modsatte fløj) spillede en nøglerolle i at eskalere den politiske strid til dette ekstreme niveau. Det ses også i Hørups egen redegørelse, 'Politisk Tilbageblik', fra foråret 1884.

Her står det tydeligt, at hans politiske sigte fra slutningen af 1870’erne var at skabe konflikt og ikke søge kompromiset. Hørup så striden om provisorierne som ”det fortræffeligste Middel til at radikalisere Befolkningen” og ”grave Skellet dybere”. Han kæmpede ”en udryddelseskrig” mod de moderate Venstremænd, der søgte kompromis med Højre.

I 1885 gik Hørup endnu videre, og der findes vidnesbyrd på, at han passivt ville acceptere yderligere eskalering af den politiske konflikt. Det skete som reaktion på den provisoriske finanslov i foråret 1885. Det var nu, at provisorietiden begyndte, og det blev det politisk set farligste år i forfatningskampen.

Da Venstres ledere mødtes for at diskutere deres reaktion på den provisoriske finanslov var det med en fælles bevidsthed om, at der navnlig blandt de unge af Venstres støtter fandtes en vilje til at tage mere yderligtgående midler i brug end stemmeretten.

Ifølge Venstrelederen Frede Bojsens erindringer var Hørup i modsætning til de andre Venstreledere ikke modstander af skattenægtelse som politisk protest. Fra Hørup lød det, at man ikke kunne lave æggekage uden at slå et æg itu. Selv over for den mere voldsparate riffelbevægelse var Hørups reaktion forstående, og han skulle ifølge Bojsen have sagt: ”Å skidt, lad de unge more sig – hvad kommer det os ved”. I offentligheden var Hørup imidlertid ganske forsigtig i denne tid.

En agitator og taktiker
Frede Bojsen tilhørte nok det moderate Venstre og var en af Hørups stærkeste modstandere i partiet, men der findes også eksempler på, at Hørup offentligt støttede riffelbevægelsen.

Det gjorde han eksempelvis i en tale i Havdrup i maj 1885, hvor han priste riffelforeningerne, fordi han i dem så en ”borgerlig demokratisk Indøvelse”. Man burde ellers tro, at riffelbevægelserne var et udtryk for den militarisme, som Hørup advarede om igen og igen.

Det er også problematisk at fremhæve Hørup som en god og saglig debattør. Han var snarere en agitator og taktiker. I begrebet ”militarisme” fandt han et redskab til at grave yderligere grøfter, men han fremlagde aldrig selv nogen detaljerede plan for, hvordan han ønskede at indrette forsvaret.

Han kritiserede den forældede retspleje, men deltog ikke selv i forhandlingerne om den retsplejereform, regeringen foreslog i 1880’erne, selvom reformen ellers netop sigtede på at gøre op med mange af de urimeligheder, som også Hørup var modstander af.

I et forsøg på at genvinde politisk indflydelse og skabe en landbopolitisk blok, allierede Hørup sig i den såkaldte smørkrig i 1888 med tre lensgrever i Landstinget for at bekæmpe salget af margarine. Her svigtede han de svage, for margarinen var et billigt næringsmiddel for mange arbejdere og husmænd, og han kom derfor i konflikt med blandt andet Socialdemokratiet.

Hørup havde mange kvaliteter, men den radikale fortolkning idealiserer ham. Hørups politiske karriere var netop karakteriseret ved at oppiske stemninger og lave splid. Det vil give mere mening at fremhæve den endnu mere glemte Frede Bojsen som demokratisk forbillede.

Bojsen var leder af det moderate Venstre. Han var saglig, vidende og søgte kompromiset. I 1890 drejede han dansk politik i en mere forsonende retning, og han var hovedarkitekten bag det store forlig i 1894, der tvang Estrup væk og skabte forudsætningerne for systemskiftet i 1901.