Historiker ti år efter finanskrisen: EU hægtede sig selv af globalt kapløb – og lod millioner af europæere lide

INTERVIEW: Da finanskrisen forvandlede sig til eurokrise, reagerede EU med en forfejlet og destruktiv sparepolitik, der meget vel kan have ødelagt det europæiske projekt for altid. Sådan lyder analysen fra professor i økonomisk historie Adam Tooze, der er aktuel med bog om finanskrisen. 

Set i bakspejlet kan verden før Lehman-krakket 15. september 2008 næsten ligne en parodi på nuller-optimisme. Den forhenværende direktør for USA’s centralbank Alan Greenspan havde til en schweizisk avis proklameret, at det var lige meget, hvem man stemte på til det amerikanske præsidentvalg næste år. Globaliseringen havde nemlig erstattet politiske beslutninger med markedskræfter.

Herhjemme reagerede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på de økonomiske vismænds opfordring om at stramme finanspolitikken ved at opfordre økonomerne til at skrive lærebøgerne om. Deres pessimisme delte han i hvert fald ikke.  

Mindre end et år efter krakelerede dette verdensbillede.

Den globale finanskrise, som fulgte i de efterfølgende år, forvandlede Europa til “en økonomisk togulykke, et slagtehus af modstridende visioner, et nedslående drama om forspildte muligheder og manglende lederskab”.

Det er analysen fra historikeren Adam Tooze fra Columbia University. Med sin nye bog Crashed: How a Decade of Financial Crisis Changed the World har han skrevet et massivt samtidshistorisk værk i håb om at rette op på nogle af de mest udbredte misforståelser om finanskrisen – og om økonomisk tænkning i det hele taget.

”Jeg ved ikke, hvordan du har det som europæer, men jeg føler, at den europæiske del af finanskrisen har været voldsomt undereksponeret. Mange tænker på 2008-krisen som et amerikansk problem. Europæisk har opmærksomheden været rettet mod problemerne i eurozonen, og det har handlet om alle de samme ting, som europæerne altid bekymrer sig om: offentlig gæld, (u)demokratiske politikere, uansvarlige sydeuropæere, arbejdssky grækere og så videre. Formålet med bogen er at vise, hvor forfejlet denne opfattelse er,” siger Adam Tooze til Altinget på en telefon fra Manhattan. 

Finanskriser kan løses, når centralbanker bare er skøre nok 
For en selverklæret venstreliberal historiker, hvis personlige loyalitet med egne ord er delt mellem England, Tyskland, Manhattan og EU, er tiårsjubilæet for finanskrisen ikke ligefrem et, man holder champagne på køl til – men som han skriver i borgens forord kunne det være værre. ”En tiårs jubilæumsbog om finanskrisen i 1929 ville have været skrevet i 1939, og der er vi trods alt ikke endnu.”

Faktisk er Crashed en optimistisk opsamling af, hvor meget klogere vi er blevet. Og hvor meget bedre vi er blevet til at håndtere økonomiske chok. 

”Finanskrisen har lært os, at selv når vi står over for en meget større trussel end den i 1929, så fik vi ikke en ny depression. I eurozonen førte man den politik, som bedst muligt vil kunne fremkalde en stor depression, og den gennemlever Grækenland lige nu. Men det, at USA og Kina ikke gjorde, peger på det faktum, at når vi taler om det globale finansvæsen, så kan problemerne helt klart løses,” siger Tooze.

”Vi demonstrerede i 2008, hvad der er nødvendigt; en stor regering, målrettede indsatser og centralbanker, som er villige til at gøre skøre ting. Når man har det, behøver man ikke at blive ramt af en økonomisk depression. Vil din centralbank ikke samarbejde, er du fuldstændig færdig. Vi har ikke fundet ud af, hvad de politiske konsekvenser skal være endnu, men den rent tekniske del af hele denne historie er relativt optimistisk.”

Når Tooze taler om centralbanker, som er villige til at gøre skøre ting, trækker han ordet crazy ekstra langt. Blandt de mest bemærkelsesværdige fortællinger fra Crashed er den om den amerikanske centralbanks spektakulære opfindelse, the central bank liquidity swap lines. ‘The Fed’ pumpede penge ud i de amerikanske banksystemer, hvorefter den i det, Tooze beskriver som ”en enorm eksplosion af transatlantisk aktivitet”, sendte billioner af dollars gennem Den Europæiske Centralbank og ud i hele det europæiske banksystem. Tooze læner sig op ad flere eksperter, når han kalder beslutningen ”krisens mest centrale nyskabelse”.

Det var en rent statslig opfindelse, der underminerede årtiers tro på markedernes revolutionære potentiale i at eliminere politikkens rolle i økonomiens verden. ”Aldrig før i fredstid har stater interveneret i så stor skala og med så stor fart,” har Tooze sagt til Dagbladet Information om disse overførsler.

Ifølge Adam Tooze blotlagde USA’s centralbanks radikale redningspakke en kendsgerning: At fundamentet for det moderne pengesystem, som Tooze skriver, er ”irreduktibelt politisk”. Det er endnu en stikpille til den globaliseringsbegejstrede og apolitiske mentalitet, som både europæiske og amerikanske eliter var en del af i de velbjærgede år op til finanskrisen.  
Så politikerne gjorde noget, men nogle, særligt de ledende europæiske politikere med Tysklands kansler, Angela Merkel, i spidsen, traf en række skæbnesvangre beslutninger, der ifølge Tooze kan have koblet Europa ud af spillet om den globale fremtid.

Millioner har lidt uden grund 
Konservative dogmer om budgetdisciplin var med til at forværre og eskalere krisen i eurozonen, skriver han. Sparepolitikken ”drev millioner af borgere ud i en 1930-agtig depression. Det var en af de værste selvforskyldte økonomiske katastrofer i historien”. At lillebitte Grækenland med en økonomi, som svarer til 1,5 procent af EU’s BNP skulle være katastrofens omdrejningspunkt gør ifølge Tooze Europa til en bitter karikatur. “Det er et show, som bør inspirere til harme. Millioner har lidt uden grund. Og midt i al vores indignation skal vi give denne pointe sin fulde vægt. De afgørende ord er: ’uden grund’.”

Du skriver i bogen, at den førte sparepolitik under eurozonen har gjort skade i et omfang så stort, at det europæiske projekt måske aldrig kommer igen. Men sparepolitik i krisetider virker intuitivt fornuftigt. Hvad er der galt med det? 

”Krisen handlede jo aldrig om offentligt forbrug,” siger Tooze og lyder nu næsten frustreret. Han lægger vægt på, hvor udbredt en misforståelse vi her har taget fat i.

”Hvis problemet er i den private sektor, som forsøger at afvikle gæld, hvis du så samtidig afvikler gæld i den offentlige sektor, så vil landets gældsniveau stige, ikke falde. Og samtidig vil du foretage en regulær nødlanding af økonomien, og derfor vil gælden stige yderligere,” forklarer Tooze.

”Resultatet heraf er, at du vil akkumulere gæld, fordi du bruger flere penge på arbejdsløshedsunderstøttelse og anden forsørgelse, samtidig med at du får færre skattekroner. Alle beviser siden 2008 – om du kan lide det eller ej, om du finder det intuitivt eller ej – peger på det simple faktum, at hvis du skærer ned på det offentlige forbrug og hæver skatterne under en finanskrise, så vil du gøre situationen værre. Der er ingen vej uden om dette faktum. Det er muligvis svært for tyske konservative at forstå dette, men virkeligheden har ikke tænkt sig at være tålmodig med dem. Det vil stadig skabe en umulig situation.”

Og EU vil aldrig komme ud på den anden side?

”Der er nogle kapløb, som du aldrig kommer tilbage fra, hvis du falder bagud. Og hvis vi befinder os i en lige så voldsom global konkurrencesituation, som det ser ud til, så kan det meget vel være tilfældet. Kina går gennem en episk transformation. Techrevolutionen i USA får overvældende implikationer for menneskeheden. Og Europa er ingen steder.”

”De politiske konsekvenser er endnu mere åbenlyse. Vi har grundlæggende en generation af sydeuropæere, som er blevet frarøvet chancen for at opleve velstand og social mobilitet derhjemme. De kan selvfølgelig bare emigrere allesammen, og det er de i deres fulde ret til, men deres uddannelsessystemer forbereder dem ikke på dette, fordi de ikke lærer fremmede sprog på et tilstrækkeligt niveau. Mange unge italienere og spaniere har bare ikke godt nok engelsk, eller fransk og tysk for den sags skyld, til at kunne konkurrere på arbejdsmarkedet.” 

Og der er selvfølgelig også en bagside ved, at de unge emigrerer. Det kan have grundlæggende konsekvenser for landenes eksistens.

”Ja, og hvis du er liberal markedsøkonom, kan du selvfølgelig bare sige, at den slags sker, og det er man nødt til at acceptere. Men Europa har jo ikke gjort noget, da man stod over for denne krise, som har påvirket millioner af mennesker.”

”Men den europæiske ungdom har reageret med forbløffende tålmodighed”. Tooze nævner det italienske parti Lega som et eksempel på et parti, der godt kunne ventes at tiltrække en masse utilfredse og økonomisk trængte unge, men som faktisk har rigtig dårligt fat i denne gruppe. Til gengæld stemmer de på Femstjernebevægelsen, de spanske unge på Podemos og de portugisiske unge på den mest venstreorienterede regering, de nogensinde har haft.

”Jeg synes, de har reageret på måder, som virker fuldt ud forståelige, og som jeg har stor sympati for. Og det kunne de regerende europæiske eliter ikke forvente, for de foretog en bevidst nødlanding af den europæiske økonomi.”

Det østeuropæiske svigt 
Men her bliver det også kompliceret. For mens mange af de sydeuropæiske unge har reageret ved at tilslutte sig progressive bevægelser og partier, er de mere illiberale strømme i udkanten af Europa svære at komme udenom. Særligt Polen og Ungarn har bevæget sig længere væk fra den herskende Bruxelles-konsensus og liberale optimisme, som omgav landene i årene efter årtusindskiftet, hvor begge lande blev indlemmet i det europæiske fællesskab.

Også denne udvikling bebrejder Tooze de europæiske eliter. Da finanskrisen ramte, blev østlandene systematisk forskelsbehandlet i uddelingen af de liquidity swap lines, som Den Europæiske Centralbank modtog fra USA. Mens lande som Danmark og Sverige i fuld offentlighed modtog den tiltrængte likviditet, blev de polske og ungarske centralbanker spist af med kortsigtede kapitalindsprøjtninger i bytte for værdipapirer udstedt i euro. Og, som Tooze skriver, er det en ringe hjælp, når man mangler euro. De modtog konkret, negativ særbehandling.

”Den Europæiske Centralbank gjorde intet for at støtte Ungarn under krisen. Derfor er det ikke overraskende, at man har en politisk entreprenør som Viktor Orbán, der kan vende det her til sin fordel.”

”Situationen i Polen er en lidt anden størrelse. Det er nærmere en antimoderniserings-reaktion. Det er lige før, det er gået for hurtigt med moderniseringen her. Reaktionen handler selvfølgelig om, at det ikke er alle, der har fået lige mange gevinster ud af denne, men det handler også om, at det grundlæggende ikke er alle, der støtter et moderne, liberalt Polen.”

Angående Polen nævner Tooze i bogen en meget voldsom reaktion på etableringen af den første Nord Stream-gasledning. Polens daværende udenrigsminister refererede dengang harmdirrende til Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen, som kort før Anden Verdenskrig delte Polen mellem de to diktaturstater.

 Temadebat: Ti år efter finanskrisen – den gamle bank er død

Det er nemt at tænke, at hændelser som disse kun tjener til at bekræfte nationalistiske politikere i, at globalisering, modernisering og indlemmelse i EU slet ikke er så godt som bebudet, for i sidste ende vil eliterne fra Bruxelles altid svigte østlandene. Og det bekræfter historikeren.

”Man fik aldrig gennemtænkt den politiske arkitektur af selve østudvidelsen.” Og det er ifølge Tooze fuldt ud forståeligt, for spændingerne mellem Vest- og Østeuropa er umulige at komme udenom.

”Som vesteuropæer mener jeg ærlig talt heller ikke, at polakker og ungarere skal have lige så stor stemme i Unionen,” siger han og uddyber: ”De har korte demokratiske traditioner, de er konservative og fjendtlige over for min identitet. Jeg vil ikke have dem til at have en ligeværdig stemme, men jeg ved samtidig, at konsekvenserne af dette er, at de vil reagere med vrede og afsky over for mig. Og at de vil være svære at samarbejde med på afgørende tidspunkter. Den spænding er man nødt til at leve med.”

“Vi gør os ikke i geopolitik” 
Det synes at være Tooze’ pointe, at hvis blot man er med i EU’s indercirkel, når problemerne kommer, så skal man nok få den tiltrængte hjælp. Outsiderne i udkanten må til gengæld hjælpe sig selv. Det er svært ikke at få den tanke, at denne forsømmelse i virkeligheden bunder i kulturelle og strukturelle opfattelser af fortjeneste, som har endt med at underminere hele Unionens legitimitet. At nogle lande er mere europæiske end andre, og at nogle er mere værd at redde end andre. 

”Ja, eller måske nærmere, at de lod, som om alle var lige, og så viste det sig i sidste ende ganske enkelt ikke at være sandt. Denne kendsgerning var i mange år sløret af økonomisk vækst.”

”Spændingerne betyder ikke noget, så længe det går fremad. Og heller ikke så længe Rusland er en fredelig nabo. Men på en og samme tid ændrede de to ting sig i 2008. Vi provokerede en konfrontation med Rusland, og de demonstrerede i Georgien (krigen i Sydossetien i august 2008, red.), at de er parate til at skade os og vores proxy-stater. Kort derefter fordampede finansens velsignelser, og så kom de politiske realiteter til syne.”

Det kan virke næsten dumt? 

”Ikke dumt. Det handler om en manglende evne til at træffe svære beslutninger. Det er et spørgsmål om at vige væk fra politik og geopolitik. Jeg har talt med ekstremt mange fra eksempelvis den europæiske kommission, og der er folk, som vil kigge dig i øjnene og alvorligt sige, ’vi er fra EU, vi gør os ikke i geopolitik’. Med den attitude er det ikke et spørgsmål om dumhed, men om blind tro.”

Amerikanerne tænker til gengæld geopolitisk. Robert Zoellick, som var topforhandler i George Bush Sr.-administration ved afslutningen af Den Kolde Krig, så hvad der skete i Østeuropa i 2008 og var fuldstændig forfærdet, fortæller Tooze. Zoellick havde kaldt det en 'rystende, historisk katastrofe’, hvis den proces med at forene Europa, som de begyndte for 20 år forinden, ville blive sat tilbage af dette finansielle chok.

”Da USA’s centralbank diskuterer liquidity swap lines i 2008, er det tilsvarende amerikanerne, som stiller de geopolitiske spørgsmål. Hvem er ude, og hvem er inde, hvad skal USA gøre, og hvor er IMF i dette?” siger Tooze og forklarer, hvordan amerikanerne var dybt overraskede over at se de politiske eliter i EU undvige problemerne i Østeuropa, da krisen ramte. Med alt det, der var investeret økonomisk og med alle de geopolitiske interesser, som man havde i at få forholdet til Østeuropa til at fungere, kunne amerikanerne ikke tro deres egne øjne, da Den Europæiske Centralbank ganske enkelt nægtede at tage sig af problemerne. ”De lader simpelthen ikke geopolitik eller andre bredere koncepter blive en del af ligningen,” forklarer han. 

Gør den politiske økonomi politisk igen 
På et dybere plan er problemet ifølge Tooze, at den politiske del af den politiske økonomi i alt for lang tid ikke er blevet taget seriøst. Økonomiske beslutninger om global finansregulering og bankvæsen har alt for længe været undtaget fra politik. Alt for længe har verden set på globale økonomiske forhold med Greenspans øjne fra 2007.  

”Vi er nødt til at være ærlige om, at dette ikke er virkeligheden. Problemet er selvfølgelig bare, at det kræver, at nogen vil lede dette. Det er svært at regere. Det kræver, at du træffer svære beslutninger.” 

”Jeg diskuterer med begge lejre her. Med centristerne, der peger fingre ad populisterne og siger, at de lyver hele tiden, mens ansvarlige politikere som dem selv fortæller sandheden. Det er jo tydeligvis ikke korrekt. Det er latterligt,” siger Tooze og henviser til den nuværende præsident for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, der i forbindelse med et hemmeligt møde i Eurogruppen om at udelukke Grækenland fra eurozonen først nægtede, at et sådant møde fandt sted og dernæst, da det blev afsløret uden for enhver tvivl, at mødet faktisk fandt sted, udtalte de berømte ord: “Når det bliver alvorligt, er du nødt til at lyve”. Denne hændelse betragter Tooze som det absolutte nulpunkt for hele historien om finanskrisen. 

“Men jeg diskuterer også med venstrefløjen, som tror, at markeder dominerer.”  
Når neoliberale fejrer, at markederne dominerer, og når venstrefløjen klager over det samme, tager begge fløje fejl, mener Tooze. 

”Meget af tiden er markederne fuldstændig ustabile og har alvorligt brug for at blive reguleret. Og det er et problem for begge sider, for mange af eurozonens problemer har intet med markeder at gøre – det er bare politik!” 

”Venstrefløjen siger, at demokratiet er blevet udslettet af kapitalismen,” siger han og taler nu direkte til denne gruppe. ”Det, der nærmere er sket, er, at jeres idé om demokratiet er blevet udslettet af jeres politiske modstandere, som er bedre til at vinde valg end jer. Så når I siger, at kapitalismen har ødelagt demokratiet, flygter I bare fra det faktum, at I er blevet besejret politisk.” 

Republikanerne er den største forhindring mod international orden 
Etableringen af international orden er ikke blevet lettere og mere enkelt siden finanskrisen. Vi lever i en multipolær verden, analyserer Adam Tooze. For europæerne er det dårlige nyheder, og det samme kan siges for amerikanernes vedkommende. I mellemtiden gennemgår kineserne en “episk udvikling”. Derfor skal fordelingen af verdensherredømmet forhandles kyndigt.

”Det vigtige spørgsmål er, hvor vi ser handling. Og dette afhænger af muligheder, betingelser, motiver, formål og ressourcer.”

Tooze nævner her nogle eksempler på, hvordan krisen i 2008-2009 affødte etableringen af ordensskabende institutioner, blandt andet G20 og rekonstruktionen af bankvæsnet i form af Basel III og IV. Set i det lys er det langtfra umuligt at forestille sig gavnlige resultater af føromtalte forhandlinger. 

”Men på samme tid har vi set kræfter, der trækker i den modsatte retning. Og her er forværringen af amerikansk politik en kritisk variabel. Fordi den kraft, som bar os på vejen mod international orden i 1990'erne, var USA,” siger Tooze og betoner vigtigheden af, at det var et USA med to partier i en slags koalition. Republikanerne sad mestendels på Kongressen, mens Demokraternes Bill Clinton var præsident i to valgperioder gennem 1990'erne. Og de kunne egentlig nogenlunde enes. 

”Men lige nu – og det lyder ret skørt at sige – er den største forhindring for international orden Det Republikanske Parti. Der er mange forhindringer, men hvis man skal fremhæve den største, så er det dette ene politiske parti, som lige nu dominerer både det lovgivende og udøvende politiske apparat i USA. Og de synes fuldkommen uvidende om verdensordensspørgsmålet, men er motiverede på måder, som gør, at de konstant destabiliserer og underminerer. Der er intet svar på spørgsmålet om verdensorden med USA i denne tilstand.” 

Og de er stadig den store nøgleaktør for os? 

”Ja. Lige nu vil det at bygge verdensorden indbefatte, at USA skal give nogle indrømmelser og artikulere hensyntagen til lande som Indonesien, Kina, Indien osv.,” forklarer Tooze og bruger G20-mødet i London i foråret 2009 som eksempel på, at USA ifølge ham tidligere har udvist denne nødvendige villighed. At man besluttede at inkorporere en vigtig gruppe af nye markeder ind i den førhen lukkede kreds af global økonomisk politikudvikling var en regulær nyskabelse.

”Men uden den politiske vilje til handling fra USA er det ligegyldigt, hvilke muligheder vi får. Man kan forestille sig regionale løsninger. For eksempel kunne man forestille sig en europæisk-kinesisk løsning på klimaforandringer, men ikke noget, der tilsammen vil udgøre en egentlig global orden. Det kan ikke lade sig gøre uden USA.”

I de absolut sidste paragraffer af Crashed stiller Tooze en række på 14 spørgsmål, som han mener er fælles for udbruddet af Første Verdenskrig for 100 år siden og den globale finanskrise for 10 år siden. ”De spørgsmål, som hjemsøger modernitetens store kriser.”

Findes der en vej mod international orden? 

Spørgsmålet er svært. For Tooze tænker over sit svar i lige knap elleve sekunder.  
”Efter Den Kolde Krig havde man en reel samtale om den internationale ordens struktur,” indleder han. Man skabte en international handelsorganisation, WTO, og blev enige om at samarbejde om regulering af finanssektoren i den såkaldte Basel Akkord. Man oprettede Nato, som Tooze kalder den med afstand største militære alliance i verdenshistorien.  

”Og USA har været anker for dette. Så der er elementer af verdensorden over det hele. Men i de senere år har vi kun set tilbageskridt.” 

Forrige artikel Regeringen dropper udskældt forslag: Studerende og forskere beholder indflydelse Regeringen dropper udskældt forslag: Studerende og forskere beholder indflydelse Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?