Hurtige nedslag. Hvidt sukker. Ny bog om Mette Frederiksen er hurtigt læst og overraskende ukritisk

4.    

De 181 scener er delt op i fire afdelinger. En prolog og tre afsnit med titlerne Erobring, Modstand og Comeback. Det er politik som en fodboldkamp. Amerikansk fodbold. Nogle gange bliver du banket i jorden. Så handler det om at rejse sig og slå igen. Politik handler om magt. Derfor kulminerer bogen også naturligt med fascinationen af den iskolde alliance mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. ”Danmarkshistoriens stærkeste magtpar”. 

5.    

I et efterskrift redegør forfatterne for bogens kilder. Der er en del skriftlige kilder. Men de øvrige er anonyme. Det indebærer selvsagt risikoen for, at man bliver spændt for en vogn. ”Man skal være agtpågivende og skeptisk over for anonyme kilder. Men det skal man også med folk, der vil stå frem med navn”, skriver de. Det er sandt. Men den sidste slags giver dog læseren mulighed for selv at vurdere kildens motiver.

6.    

Det med kilderne er bogens afgørende svaghed. Af to grunde. Den første er, at man godt kan blive i tvivl om, hvorvidt alle bogens små og store scener er oplevet så dramatisk, som de beskrives – eller om det er forfatternes dramatiserede tolkning af de situationer, de har fået genfortalt. Ingen ved det – og det kan ikke diskuteres, da kilderne er anonyme.

Er det en kritisk bog? Nej. Den er faktisk overraskende ukritisk

7.    

Den anden grund er mere generel og gælder alle politiske bøger, hvor der anvendes mange anonyme kilder. Udfordringen er, at hele rammen for historien bliver skrevet af de kilder, der vælger at tale med forfatterne. Dem der ikke bliver spurgt – eller som undlader at tale – fremstår gerne i et mindre flatterende lys. Jeg gætter for eksempel på, at Statsministeriets forhenværende departementschef Christian Kettel ikke har medvirket i denne bog. Det koster ham dyrt. Omvendt har folk tæt på Mette Frederiksen åbenlyst været gavmilde med anekdoterne, og statsministeren fremstår generelt beslutsom og målrettet. Hovedpersonen i forfatternes seneste bog, Lars Løkke Rasmussen, er en anden af bogens helte, hvis tanker forfatterne flere gange kan referere.  

Anden del: om indholdet 

8.    

Hvad får vi så at vide på bogens små 300 sider? Alt og intet, fristes man til at sige. Selv om der er visse flashback i de 181 scener, er bogen stort set en fremadskridende, kronologisk fortælling, der begynder med valgkampen i 2019 og slutter med dannelsen af SVM-regeringen i 2022. Hurtigt læst. 

9.    

Historien kender vi, og bogen er i den forstand en lang – meget lang – søndagsartikel, skrevet i dramatisk nutid. Hist og pist er der replikskifter eller hemmelige møder, man ikke har hørt om, men der føjes intet afgørende nyt til historieskrivningen.

10. 

Er det en kritisk bog? Nej. Den er faktisk overraskende ukritisk. Selvfølgelig beskrives både Mette Frederiksens op- og nedture, og der bliver gjort lidt grin med alle undervejs. Men samlet set er det en fortælling, der meget loyalt gengiver den fortælling, som man finder i Mette Frederiksens inderkreds. En fortælling om en gruppe stålfaste socialdemokrater, der modigt har nedkæmpet et konservativt og bagstræberisk embedsværk.

På side 98 kommer der pludselig en saftig afsløring. Et hemmeligt brev, som har cirkuleret på Slotsholmen

11. 

Eksempler? Bogens scene 64. Det handler om den såkaldte arnepension: ”For første gang i årevis er det lykkedes at få embedsværket til at udarbejde en milliarddyr model, som ligefrem vil trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet. Og æren tilskrives i høj grad én kvinde: Barbara Bertelsen. Alt det, som Mette Frederiksen drømte om, da hun og Martin Rossen i begyndelsen af 2010’erne begyndte at fantasere om en ny og mere socialdemokratisk styring af centraladministrationen, begynder at blive forløst i virkeligheden.” Den fortælling kunne socialdemokraterne ikke have skrevet bedre selv. 

12. 

Godt 100 sider senere beskriver bogen, hvordan Frederiksen får samlet en stribe europæiske toppolitikere i Esbjerg, hvor de sammen forpligter sig på at opstille op mod 10.000 gigantvindmøller. ”Forandringens vinde blæser. Fordi de andre regeringsledere kommer til hende, bliver Mette Frederiksen i samme øjeblik forvandlet til en både grøn og erfaren statsleder i Esbjerg.” Forfatterne nævner ikke, hvordan de store, grønne investorer efterfølgende raser over, at Frederiksens egen regering sætter masser bureaukratiske hindringer op.

13. 

På side 98 kommer der pludselig en saftig afsløring. Et hemmeligt brev, som har cirkuleret på Slotsholmen med ”bemærkelsesværdige påstande om velorganiserede sammensværgelser, nepotisme og et konspiratorisk samarbejde mellem Mette Frederiksen og hendes nye departementschef”. Man må forstå, at ”en række undersøgende journalister har efterprøvet brevets anklager, men da detaljerne ikke har kunnet verificeres, er det aldrig blevet bragt som en nyhed”. Bogens forfatteren er ikke hæmmet af den slags begrænsninger – men viger alligevel bort fra at beskrive de påståede sammensværgelser. Men nu er lunsen da kastet ud.

14. 

Apropos afsløringer, så skriver forfatterne henkastet et sted, at en kendt journalist er mistænkt for at have modtaget oplysninger fra Lars Findsen i FE-sagen. Det rygte kender alle i branchen, og måske er det sandt. Men hvem er kilden? Hvad er dokumentationen? Hvad siger den pågældende selv? Det er der ingen antydning af. Lev med det.

15. 

Bogens sjoveste detalje? Den kan afsløre, at Mette Frederiksen bruger samme anekdote i to grundlovstaler med fire års mellemrum. Anekdoten handler om en fisker fra Skagen, der spørger, om de ikke bare kan enes om et kompromis inde på Christiansborg. I 2018 bliver anekdoten brugt til at lancere idéen om en manøvredygtig S-regering. I 2022 bliver samme anekdote brugt som argument for en bred regering. Fremragende.

Tredje del: Bedømmelsen

16. 

Hvad skal man mene om sådan en bog? Og hvad var det, kollegaen var så ophidset over, da han ringede til mig fredag aften? Jeg ved det ikke. Eller jo: Jeg har en fornemmelse. Men jeg vælger at lukke ned, for han skal anmelde bogen for et andet medie, og jeg vil ikke påvirkes af hans holdning. Læs selv, hvad han kom frem til, henne hos Information.

17. 

Hvor mange A’er skal den have? Og skal det have betydning, at jeg kender Lars Trier Mogensen lidt? Altså, vi kender jo alle sammen hinanden i den her branche. På den måde minder vi om de politikere, vi skriver om. Vi er bare ikke så åbne om det. Lars Trier er ikke blot lejlighedsvis skribent på Altinget. Han og jeg er også begge med i en lukket facebookgruppe af brøndbyfans. Så er det ude. 

18. 

Henrik Qvortrups effektfulde dramatiseringer og Lars Trier Mogensens langmodige koldblodighed som analytiker kunne måske være et godt match. Men her har de overgivet sig for meget til storytellingen for min smag. Skal vi så helt ned i kælderen på grund af problemerne med kildekritikken? Og på grund af de udokumenterede sladderhistorier? Eller skal vi længere op? Forfatterne har trods alt gjort sig besværet at skrive udvalgte scener fra tre års dramatisk politisk historie sammen på en underholdende måde. Nå, nu er der en politiker, der skriver og spørger, hvornår anmeldelsen kommer: ”Den virker rimelig ringe”. Jeg ved ikke, om politikeren har læst den. Men sådan er det med kilder, der ikke vil lægge navn til deres citater. De kan have så mange motiver.