De blå holder sig væk fra klimapolitikken, og det er et problem for det borgerlige Danmark og den grønne dagsorden
Hvis ikke den grønne omstilling skal låses fast som et fjernt elitært eller teknokratisk projekt, er det nødvendigt med en borgerlig fortælling, der knytter ansvaret for det nære, det personlige og det lokale sammen med den nationale og globale forpligtelse, skriver Christian Egander Skov.
Christian Egander Skov
Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet CritiqueFør den aktuelle hedebølge ramte landet, var jeg til lancering af bogen 'Efter Festen' af Rune Baastrup og Bjarke Dahl Mogensen. Der var det hele. Chips og rugbrødschips, naturvin og rigtig vin. Der var også vand. Og Mogens Lykketoft var der.
Og solen skinnede naturligvis, som den har gjort siden, og der var megen glæde trods den lidt dystre baggrund for bogen: Nemlig at vi må lægge vækstsamfundet bag os, hvis altså vi skal gøre os håb om ikke at hamre ind i de ”planetære grænser”.
Ja, det eneste, der egentlig manglede, var borgerlige.
Det har jeg siden tænkt over, senest da jeg læste den kritiske anmeldelse af bogen her på Altinget af Liberal Alliances Steffen Frølund.
Min tese er, at fraværet af borgerlige den dag (og mange andre dage) både afspejler et problem for det borgerlige Danmark og for den grønne dagsorden.
Hvad er problemet for de borgerlige? Ja, det handler om politik i sin allermest banale forstand.
For nyligt understregede en måling af danskernes krisebevidsthed, at vælgerne på længere sigt opfatter klimakrisen som mere alvorlig end alle de andre kriser, vi står konfronteret med
Christian Egander Skov
Klima- og miljø er blevet et af de emner, der kan afgøre valg. Valget i 2019 er blevet betegnet som et regulært klimavalg af valgforskerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager. Klima og miljø trak simpelthen vælgere fra blå til rød blok.
Ved valget i 2022 viste Voxmeter, at lidt mere end 44 procent af vælgerne mente, at klima og miljø var det vigtigste emne for politikere at tage sig af.
For nyligt understregede en måling af danskernes krisebevidsthed, at vælgerne på længere sigt opfatter klimakrisen som mere alvorlig end alle de andre kriser, vi står konfronteret med: økonomi, sikkerhedspolitik, sundhed og så videre.
Nu skal man ikke nødvendigvis hæfte sig alt for meget ved, at vælgere i al almindelighed siger, at de opfatter klimapolitik som værende meget vigtigt. For det første lyver folk tit i den slags undersøgelser. Det vil sige, at de svarer, hvad de mener at vide, der er vigtigt.
Det siger ikke nødvendigvis meget om den enkelte vælgers dybe præferencer og motivation.
Det gælder ikke mindst, når denne alt for rigtige holdning til klimapolitik konfronteres med den lidt ubelejlige kendsgerning, at politik også handler om prioriteter. Klima er vigtigt, men det er ikke givet, at vælgere faktisk vil acceptere, at tiltag skal koste noget.
En undersøgelse fra Mandag Morgen i 2022 viste da også, at vælgerne nok mente, at klima var et meget vigtigt politisk område. Til gengæld var vælgerne langt mere delte, når det kom til klimapolitikken.
Særligt kan man hæfte sig ved, at seks ud af ti borgerlige vælgere i den daværende blå blok mente, at der var for meget klimapolitik. Selv de pæne borgerlige i Venstre og Konservative var delt præcist på midten.
Men i den sammenhæng er det afgørende, at emnet faktisk betyder rigtig meget for en stor gruppe midtervælgere, der under normale politiske forhold kan veksle mellem det, vi kaldte rød og blå blok.
Det er altså ikke godt for de borgerlige, hvis valget mellem rød og blå også bliver et valg mellem grøn og sort.
Alligevel spillede emnet en forholdsvis tilbagetrukket rolle for de borgerlige ved sidste valg.
Men det relative fravær af borgerlige er dog også nok så meget et problem for den grønne dagsorden og de grønne organisationer.
Én ting er, at man i en sluttet kreds af hyper-engagerede profiler fra eller med tilknytning til de grønne NGO’er kan nikke indforstået til, at der må endog drastiske tiltag til, og at det kun er godt, at vælgerne virkelig skal kunne mærke, at det altså nu gør ondt.
Vi står kun ved begyndelsen. Der vil også komme venstreorienterede partier, der opdager potentialet i at tappe ind i den usikkerhed og utilfredshed, som kan følge i sporet af omstillingen, hvis vi gør det forkert
Christian Egander Skov
Noget andet er, om det har gennemslagskraft uden for de hellige haller?
Den udbredte aversion mod klimapolitikken hos et flertal af borgerlige vælgere kunne antyde, at det ikke er tilfældet.
I paneldebatten den dag gjorde Mogens Lykketoft sig til talsmand for, at vi kunne hæve skatterne for at dæmpe det private forbrug og samtidig sikre velfærdsstaten. Og det er rigtigt, det kan vi. Men så er grøn politik blevet lig rød politik. Og i så fald bliver den grønne omstilling fastlåst i den almindelige politiske stillingskrig.
Hertil kan vi uden videre føje, at den grønne omstilling også bærer kimen til en dyb polarisering på tværs af de politiske blokke, men i bred overensstemmelse med det skel mellem ”elite” og ”folk”, ”by” og ”land” eller "højtuddannede" kontra "arbejderklasse", som i øvrigt præger vestlig politik.
De gule veste i Frankrig var en revolte mod øgede brændstofudgifter. I Holland har en meget stram regulering af landbrugets udledning af kvælstof skabt en anden revolte, der ryster landets politik og indre sammenhæng.
I Tyskland har tiden med øgede energipriser været en motor i styrkelsen af det højrenationale AfD, der nu i meningsmålingerne overgår det socialdemokratiske regeringsparti SPD. Herhjemme har vi fået en forsmag på glæderne, da vognmænd blokerede udvalgte tilkørsler til motorvejene som følge af en ny grøn afgift.
Samtidig ser vi en grøn energisektor, in casu selskabet Andel, der har kastet sig ind i den umulige og uønskelige mission at afkoble klima- og energipolitikken helt fra lokale hensyn til natur, kulturlandskab og herlighedsværdi. Vi skal lære at elske vindmøllen i baghaven, på samme måde som vi skal elske stanken fra gylletanken for eksportens skyld.
Held og lykke…
Og vi står kun ved begyndelsen. Der vil også komme venstreorienterede partier, der opdager potentialet i at tappe ind i den usikkerhed og utilfredshed, som kan følge i sporet af omstillingen, hvis vi gør det forkert.
Udfordringen er altså tredobbelt: På samme måde som det er uheldigt for de blå at blive låst fast i rollen som sorte, er det uheldigt for de grønne at blive låst fast i rollen som røde.
Og i begge tilfælde er det dræbende, hvis den grønne omstilling låses fast som et fjernt elitært eller teknokratisk projekt, hvor borgere og lokalsamfund bliver ofre eller objekter for omstillingen snarere end handlende subjekter.
Her er det nødvendig med en borgerlig fortælling, der knytter ansvaret for det nære, det personlige og det lokale sammen med den nationale og globale forpligtelse.