Hvorfor har vi så travlt med at tale ægteskabet og familielivet ned?

Overskrifter som: 'Lykken er ikke at få børn' (DR), 'Børn gør forældre ulykkelige' (Berlingske) og 'Fravælg børn og bliv lykkeligere' (Alt for damerne) har talt sit tydelige sprog.  

Dertil kommer de strømninger i kulturen, som hylder individet og friheden. Par, der i dag vælger ikke at få børn, har fået kælenavnet DINK, som står for dual income, no kids. Der er tale om en livsstil, og den brandes som den ultimative vej til fede rejser, romantisk tosomhed og en spændende karriere.

Tænk bare alt det man kan spare, når man hverken skal bruge tid eller penge på daginstitutioner og bleer! Og tænk hvis søvnløse nætter i 30'erne og 40'erne ikke havde med grædende børn at gøre, men fordi man festede til den lyse morgen. Sorgfrie og lykkelige. Ikke? 

Hvorfor har vi så travlt med at tale familie- og forældrelivet ned?

Signe Wolff Ravneberg

Der er bare ét problem: Mediernes fremstilling af børn og lykke er både misvisende og ensidig i forhold til den gældende forskning. Og det fører til et andet problem: For kan det faktisk have påvirket fødselsraten, at vi på den ene side har dyrket en så negativ retorik om forældreskabet og på den anden en så positiv retorik om den barnløse tilværelse?

I et studie fra 2016 (som i øvrigt konkluderede, at forældre faktisk var signifikant lykkeligere end ikke-forældre) undersøgte man netop sammenhængen mellem mænds og kvinders forventede ændring i livstilfredshed og sandsynligheden for, at de vælger at få børn.

Den ikke-overraskende konklusion: Hvis man forventer et fald i livslykke, er man mindre tilbøjelig til at få børn.

Når man hele tiden får at vide, at man bliver ulykkelig, fattig og fraskilt af at få børn, er det så virkelig mærkeligt, at vi får færre og færre af dem?

I et andet studie fra 2019, undersøgte forskere sammenhængen mellem at få børn og henholdsvis livstilfredshed og lykke.

Hvor livstilfredshed handler om en overordnet, kognitiv vurdering af ens liv – for eksempel om man oplever det som meningsfuldt – behandles lykke som et resultat af respondentens umiddelbare følelser. Her spørges der typisk: "Har du primært været glad i dag?"

Studiet viste, at både fuldtidsarbejdende og enlige forældre ganske vist oplevede en lidt mindre grad af denne dagligdagslykke, men sammenhængen var ikke statistisk signifikant. Til gengæld var der en positiv og signifikant sammenhæng mellem forældreskabet og oplevelsen af mening i livet. Overordnet set så det altså bedst ud for forældrene, konkluderede forskerne.

Det billede bekræftes også i bogen 'Get Married' fra 2023. Her fremlægger Brad Wilcox, professor i sociologi, en hel stribe fordele ved det klassiske familieliv.

Der er for eksempel data fra amerikanske spørgeskemaundersøgelser, som indikerer, at de mest lykkelige amerikanere er gifte par med børn, mens de mindst lykkelige og mest ensomme er ugifte og barnløse.

Derudover peger Wilcox på, at ægtepar opnår en økonomisk gevinst i form af en væsentlig højere median-husholdningsindkomst end både samboende par og singler.

Men talrige udgivelser med budskaber som dem, jeg nævner her, ændrer altså ikke på, at fortællingen om de ulykkelige forældre lever videre.

Man kan da også forledes til at tro, at der indimellem er personlige interesser på spil. Lone Frank, videnskabsjournalist på Weekendavisen og frivillig barnløs, har for eksempel i et essay i Weekendavisen begejstret henvist til en amerikansk forskningsartikel om frivilligt barnløse med ordene: "Få ting er mere tilfredsstillende end at se sine personlige livsvalg understøttet af forskning."

Frank opsummerede forskningsartiklen med, at flere forældre end barnløse lever med "fortrydelse", og glædede sig derfor over at kunne vifte dette studie om næsen på velmenende mennesker, som kunne finde på at bekymre sig for, om hun ville fortryde sit valg om barnløshed senere i livet.

Vi får intet ud af at reducere livets kompleksitet til et statistisk lykkestudie.

Signe Wolff Ravneberg

Men den hovedkonklusion om fortrydelse, som Lone Frank valgte at fremstille i Weekendavisen, udgjorde blot et par sætninger af forskningsartiklen og kan i øvrigt slet ikke bruges til at konkludere det, hun gør.

"Fortrydelsen" blev nemlig estimeret i en spørgeskemaundersøgelse, hvor alle blev spurgt om de ville ændre "noget", hvis de kunne leve deres liv forfra.

Her fandt forskerne en forskel på forældre og frivilligt barnløse, idet forældre generelt udtrykte en lidt større mængde "fortrydelse" i livet. Denne udefinerede fortrydelse var dog ikke knyttet specifikt til det at have børn – og den var desuden heller ikke statistisk signifikant.

Derfor kunne fortrydelsen lige så vel have været: "Jeg ville ønske, jeg havde fået flere børn," som den kunne have været: "Jeg fortryder, at jeg aldrig tog på jordomrejse."

Det, jeg ikke forstår, er: Hvorfor har vi så travlt med at tale familie- og forældrelivet ned?

Er det simpelthen bare for kedeligt, normativt og for politisk ukorrekt, at se i øjnene at et så klassisk og borgerligt ideal som ægteskab og børneliv i virkeligheden er det, som fører til et lykkeligt og meningsfuldt liv for de fleste af os? 

Vi får intet ud af at reducere livets kompleksitet til et statistisk lykkestudie. Vi er trods alt mennesker, ikke formler. Men hvis det faktisk er sådan, at de børnefri er glade, mens forældre oplever en langt større følelse af mening, så ved jeg godt, hvad jeg vil vælge: Et besværligt og meningsfuldt liv. Uanset hvad forskningen siger.