Industribosserne vender de borgerlige ryggen: Mette Frederiksen har kuppet toppen af erhvervslivet

Alle direktører i Danmark er ikke blevet socialdemokrater. Trods alt. Men erhvervslivets organisationer har kastet sig i armene på statsminister Mette Frederiksen (S), og sjældent har en rød regering haft så tætte relationer til de største og pengestærke interesseorganisationer, som ellers normalt sponsorerer de borgerlige partier.

Tirsdagens topmøde hos DI kunne lige så godt have været en regeringskonference. Og hvis deltagerne er rundtossede – og har svært ved at finde ud, hvor de egentlig befinder sig – ja, så skal de være undskyldt. For både programmet og talerlisten på DI-topmødet om 'Mulighedernes Land' ikke bare ligner det arrangement, som Mette Frederiksen selv var vært for i Fredericia for en måned siden under sloganet 'Fremtidens Danmark': De to seancer er næsten identiske.

Det er stort set samme garde af Tordenskjolds soldater, som både S-regeringen og DI trækker frem i manegen for at promovere de fælles dagsordener. Mest tidstypisk er Danmarks fodboldlandstræner Kasper Hjulmand den nok mest ikoniske genganger. Ligesom han lod sig skrive ind i en socialdemokratisk fællesskabsfortælling i messehallen Fredericia, skal hans moderne coaching-attituder nu også udstrækkes til toppen af erhvervslivet ude i K.B. Hallen: Vi skal ikke hjem - vi skal videre!

Ingen i det officielle Danmark inkarnerer det nye bånd mellem gammel socialdemokratisme og moderne forretningssans, mellem holdånd og konkurrencementalitet, bedre end Kasper Hjulmand. Landstræneren er blevet en folkekær talisman for en ny tids korporatisme, og derfor indtager han den samme hovedrolle hos både S-regeringen og DI.

Selvfølgelig holder Mette Frederiksen selv tale på DI-topmødet, ligesom det var en no-brainer for Socialdemokratiet, at DI-boss Lars Sandahl Sørensen skulle være et omdrejningspunkt hos dem. Talerne kunne efterhånden byttes rundt, uden særligt mange tilhørere ville bemærke det.

På surrealistisk vis fortsætter genopførelsen: I rollen som den statsvenlige it-milliardær optræder grundlæggeren af Netcompany, André Rogaczewski, igen, og selvfølgelig gør også opfinderen af andengenerationsreformerne, professor og formand for netop regeringens reformkommission Nina Smith, comeback på scenen.

Absolut intet i det officielle program bliver sagt eller tænkt på tirsdagens DI-topmøde, som ikke allerede er blevet sagt og tænkt på S-regeringens konference. Og det er selve pointen. Den ophøjede morale. Begge steder.

Med 58-årige Lars Sandahl Sørensen i spidsen for industriens lobbyister har erhvervslivet valgt at købe ind på statsminister Mette Frederiksens magtprojekt.

Som tilfældet altid er med strategiske alliancer har begge parter oplagte interesser i det gensidige samarbejde. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der lige nu får mest ud af, at erhvervslivets top er gået så demonstrativt konstruktivt ind i en tæt alliance med den socialdemokratiske regering? Kort sagt: Hvem vinder mest på samarbejdet?

For en socialdemokratisk regering, som, nogle vælgere sågar troede, ville kunne finde på at føre en meget rød politisk kurs, er det ikke nødvendigvis det mest oplagte at invitere erhvervslivets interesseorganisationer så tæt på, som Mette Frederiksen har gjort. Umiddelbart kunne man måske have forventet, at socialdemokraterne i stedet og i et klassisk forsøg på at mobilisere arbejdervælgere ville have sparket fra på erhvervslivets mest grådige hustlere, profitjagere og "banditter i habitter".

I praksis har S-regeringen dog vist sig at være den regering, i hvert fald i nyere tid, som angler mest efter anerkendelse fra virksomhedsledere og etablerede erhvervsinteresser. Forklaringen er lige så enkel, som den har vist sig succesfuld: Socialdemokratiet opnår en prompte blåstempling fra borgerlige vælgere, når de søger ind i tætte partnerskaber med industrien, og Mette Frederiksen får mulighed for at efterlade et indtryk af, at hun ikke er så socialdemokratisk, så det gør noget.

Omvendt er der faktisk også god dynamik i alliancen set fra erhvervslivets side. For selv om det umiddelbart ville være mest indlysende at gå i kontant opposition til og kritisere en socialdemokratisk etpartiregering, har DI og de andre erhvervsorganisationer nok også mest at vinde ved at lade sig indforskrive i magtfortællingen.

Som den parlamentariske balance på Christiansborg tegner sig i ganske lang tid fremover, vil Mette Frederiksen næppe blive udfordret på statsministerposten. Realistisk set vil DI-direktør Lars Sandahl Sørensen været blevet udskiftet indtil flere gange, før 43-årige Mette Frederiksen måtte træde tilbage efter et valg. Så langt øjet rækker – og på godt og ondt – er og bliver det en socialdemokratisk regering, som erhvervslivet har at forholde sig til.

Frem for blot at få det bedste ud af det og pragmatisk forsøge at afbøde det værste og fremme enkelte mærkesager, virker erhvervslivets top imidlertid at være gået fuldhjertet ind i partnerskaberne med S-regeringen.

Industriens lobbyister er så småt i gang med at vende de borgerlige partier ryggen.

Lars Trier Mogensen

Industriens lobbyister er så småt i gang med at vende de borgerlige partier ryggen eller i hvert fald besinde sig på, at Mette Frederiksen først og fremmest belønner loyalitet. De organisationer, som mest ivrigt og betingelsesløst vil være med til at promovere fortællingen om Danmark som et foregangsland, får også størst realpolitisk indflydelse.

De fælles paroler og dagsordener på både regeringskonferencen i Fredericia og tirsdagens DI-topmøde på Frederiksberg udstiller, at der knap nok længere kan siges at være udtalte interessekonflikter mellem på den ene side det socialdemokratiske statsapparat og på den anden side de liberale erhverv. Symbolsk inkarneret af landstræner Kasper Hjulmand, der på forførende vis både er "100 procent drevet af at vinde" og mener, at "man kan godt både være kriger og række en hånd ud til dem, der ligger ned."

Den eventyrlige forestilling om Danmark som et forbilledligt land, der både fremstår som ét af de bedste i verden at åbne og drive forretning i, og som bygger på én af klodens mest retfærdige balancer mellem rige og fattige, binder de moderne socialdemokrater og de magtsøgende erhvervsfolk sammen i et skæbnefællesskab.

De 14 forskellige klimapartnerskaber, som blev stiftet som en del af Grønt Erhvervsforum, har på mange måder vist vejen: Topdirektøren for logistikkoncernen DSV Panalpina, Jens Bjørn Andersen, i spidsen for at udtænke en plan for omstillingen af landtransporten, chefen for slagterikoncernen Danish Crown, Jais Valeur, til at lave en plan for omlægninger i fødevareindustrien og landbruget samt selvfølgelig Mærsk-bossen Søren Skou til at foreslå en grønnere fremtid for havets folk.

Klimapartnerskaberne har fungeret som en effektiv måde for S-regeringen at knytte bånd til den øverste top i erhvervslivet og omvendt for de største virksomheder til at give ministrene et virkelighedstjek, så støttepartierne eller andre fantaster ikke får held til at gennemføre alt for drastiske omstillinger. Og nu fortsætter tilnærmelserne.

Indtil videre må det konstateres, at Mette Frederiksen har vundet mest på alliancen. Hun kan signalere, at hun er midtersøgende og dermed sole sig i den mere eller mindre direkte støtte til hendes regeringsprojekt. Det virker nu engang neutraliserende på de borgerlige partier, når erhvervslivets organisationer gang på gang medvirker til at fejre statsministeren: DI blåstempler Socialdemokratiet.

Interesseorganisationer skal nu engang forsøge at varetage deres medlemmers økonomiske interesser, og så længe Mette Frederiksen ser ud til at ville forblive i Statsministeriet, og den borgerlige blok fortsat ikke udgør nogen reel udfordring, vil det i mange år fremover give bedst mening for såvel DI som Dansk Erhverv og de andre brancheorganisationer at indsmigre sig mest muligt hos regeringstoppen. Fedteriet virker nemlig bag kulisserne.

Selv om det endnu ikke er lykkedes for erhvervslobbyisterne at forhindre fremlæggelsen af forslag som for eksempel en højere aktiebeskatning, er der trods alt skabt en udbredt forventning om, at S-regeringen ikke kommer til at træffe beslutninger, som for alvor vil gøre ondt på danske virksomheder og deres ejere. De få og enkeltstående udfald er hovedsageligt medtaget for at kunne give de blå partier noget synligt at kæmpe for at få fjernet i de videre forhandlinger om S-regeringens reformpakke.

Erhvervslivet har dermed også stor gavn af alliancen. Hvis statsminister Mette Frederiksen pludselig valgte at føre politik sammen med sine støttepartier i skarp kontrast til den hidtidige kurs og rent faktisk begyndte at give indrømmelser til Enhedslisten, ja, så ville det hurtigt kunne blive dyrt for erhvervslivet. Men det sker næppe.

Venstrefløjen holdes stadig og effektivt uden for indflydelse i spillet om alle de større økonomiske projekter, og så længe Mette Frederiksen foretrækker at optræde med DI-direktør Lars Sandahl Sørensen, frem for at være sammen med Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen, ja, så har erhvervslivet absolut ingen grund til at frygte for fremtiden her i 'Mulighedernes Land'.

Med 58-årige Lars Sandahl Sørensen i spidsen for industriens lobbyister har erhvervslivet valgt at købe ind på statsminister Mette Frederiksens magtprojekt.  

Lars Trier Mogensen

Samlet set er det imidlertid S-regeringen, som har størst gavn af erhvervslivets politiske omstillingsparathed. Udover at det ser ud til at lykkes af forpligte de store virksomheder på en række større reformprojekter – som tilfældet tydeligvis er med klimapartnerskaberne – er den taktiske gevinst på Christiansborg betydelig.

Hver gang Mette Frederiksen og Lars Sandahl Sørensen udstiller deres fælles dagsordener, fungerer det som en offentlig ydmygelse af både Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Konservatives formand Søren Pape Poulsen. De blå partiledere reduceres til statister og fratages dermed den klassiske rolle som erhvervslivets ambassadører. Selv om Ellemann-Jensen og Pape Poulsen fremsætter forslag, der ville være mere erhvervsvenlige, er virksomhedernes opmærksomhed i dag rettet mod regeringskontorerne.

I valget mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet vælger de toneangivende dele af erhvervslivet i dag at ville være en "del af noget større", som sloganet hedder hos Dansk Boldspil-Union, og det større er altså at være en del af magten.

Efter først at have sikret et folkeligt fundament ved at kapre frafaldne DF-vælgere over til Socialdemokratiet, er det nu ved at lykkes for statsminister Mette Frederiksen også at skabe en stærk platform for at kunne regere ved at have kuppet eliten af erhvervslivet.