Analyse af 
Esben Schjørring

Inflation er den store valgjoker – men hvilken slags joker er den egentlig?

Nye tal viser, at vælgerne er markant mere bekymrede over deres økonomiske fremtid end tidligere. Men før vi havner i en decideret jobkrise, bliver det ikke for alvor et problem for Mette Frederiksen. I stedet befinder vi os i den hyper-nære politik.

Så længe den økonomiske bekymring i vælgerhavet er udtryk for en forbrugskrise snarere end en jobkrise, kan Socialdemokratiet være fint med. Fra et borgerligt synspunkt er inflationskrisen simpelthen ikke slem nok endnu.
Så længe den økonomiske bekymring i vælgerhavet er udtryk for en forbrugskrise snarere end en jobkrise, kan Socialdemokratiet være fint med. Fra et borgerligt synspunkt er inflationskrisen simpelthen ikke slem nok endnu. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Mens inflationen er på himmelfart, styrtdykker forbrugertilliden. Og mens flere og flere vælgere bliver mere og mere bekymrede for deres umiddelbare økonomiske fremtid, har ”styring af dansk økonomi” bidt sig fast i top 3 af vælgernes dagsorden.

Det er den kortfattede konklusion på denne måneds vælgerundersøgelse, som Epinion har lavet for Altinget og DR.

Og den giver en nøgle til at forstå både, hvad de strukturelle betingelser er for, at valgkampen er så tæt, og hvorfor det stadig er fordel til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Sigende nok er Apples top tre over de mest populære gratis-apps alle sammen services, der offentliggør den daglige pris på el og kommer med sparreråd. Politik er her noget, der angår, hvad man kunne kalde den hyper-nære zone

For selvom økonomi i den grad er et borgerligt emne og har været det, siden sidste gang der for alvor var inflation i starten af 1980erne, hvor Socialdemokratiet med Anker Jørgensen i spidsen smed håndklædet i ringen, så mangler den helt afgørende komponent – arbejdsløsheden.

Og så længe vi er der, er den socialdemokratiske sårbarhed begrænset.

Økonomi bliver afgørende for valget

Med 16 procent af vælgerne, der mener, at styring af dansk økonomi er det vigtigste spørgsmål for politikerne, er emnet ikke bare en klar nummer tre; i de tre år Epinion har målt vælgernes dagsorden for Altinget, har der aldrig været så mange, der har tilkendegivet, at økonomi er deres vigtigste politiske prioritet.

Samlet set kan man se, hvordan sundhed, klima og økonomi har skilt sig ud fra de andre emner i dansk politik, selv udlændingepolitik. Det er med andre ord de emner, der bliver altafgørende for, hvem der vinder folketingsvalget.

En husmandsregel er her, at den, der er bedst til det emne eller de topemner, der optager vælgerne, vinder. Ligesom den politiske kamp – til hverdag og især op til og under en valgkamp –  ikke består i, hvem der er bedst til alt, men om at få det emne, man selv er stærkest på, til at stå øverst på vælgernes dagsorden. Og samtidig annullere modstanderens forsøg på det samme; ofte ved at udligne deres emneejerskab.

Her er ”styring af dansk økonomi” et emne, som de borgerlige har et suverænt ejerskab til, altså som et klart flertal af vælgerne – 52 procent over for 30 procent – mener, er bedst varetaget af en borgerlig regering.

Holder man det sammen med, at en socialdemokratisk ledet regering, som Altinget tidligere har beskrevet, har mistet en meget stor del af emneejerskabet til den absolutte topscorer, sundhed og hospitaler, har man en strukturel forklaring på, hvorfor valget er så tæt og er så meget tættere, end man havde forventet for bare et halvt år siden.

Spørgsmålet er, hvad der driver økonomi opad på vælgernes dagsorden, og om det kommer til at bliver endnu mere afgørende.

Den hyper-nære politik

Det simple svar er selvfølgelig inflationen. Med en stigningsprocent på ti det seneste halvandet år befinder vi os nu en situation, danske politikere og vælgere ikke har været konfronteret med i mere end 30 år.

Går man dybere ned i Epinions tal, spejles inflationsstigningen i en markant stigning i vælgernes oplevelse af deres økonomiske usikkerhed.

For et år siden angav 13 procent af vælgerne, at de var lidt eller meget usikre på deres økonomiske fremtid, mens hele 68 procent var sikre eller meget sikre. I dag gælder det for kun 51 procent, mens 32 procent er usikre.

Vender vi tilbage til vælgernes dagsorden, kan man kvalificere den usikkerhed på interessante måder. For de omkringliggende økonomiske emner – erhvervslivets vilkår, skat og arbejdsløshed og jobskabelse  – der alle handler om vilkår for ny vækst, og som også har borgerligt emneejerskab, er helt perifære.

Især det sidste emne om beskæftigelse er interessant. Den er nemlig rekordshøj i øjeblikket, og det kan læses på den måde, at den økonomiske usikkerhed for indeværende ikke handler om behovet for ny vækst og jobs, men om evnen til at få den løn, man får udbetalt for sit arbejde, til at slå til.

Lige nu omlægger og begrænser folk deres forbrug af dagligvarer og services. Krisebevidstheden fungerer her en nudging-proces, hvor vi som forbrugere skifter vaner centreret om høj just-in-time komfort til behovsudsættelse. Sigende nok er Apples top tre over de mest populære gratis-apps alle sammen services, der offentliggør den daglige pris på el og kommer med sparreråd.

At økonomi er blevet et mere vigtigt politisk emne, angår for indeværende, hvad man kunne kalde den hyper-nære zone: varmeregninger, elpriser, prisen på fødevarer, og hvad der kan skæres på i hjemmet. Ultimativt, omkostningerne ved, hvordan man bor og lever, alt sammen inden for en horisont af forbrug.

Inflationskrisen er ikke slem nok

Det er den store forskel til 1970erne og 1980erne; at inflationskrisen endnu ikke – via høje og stigende renter – er blevet til recession og arbejdsløshedskrise, ligesom dansk økonomi ikke som dengang slås med statsgæld og betalingsbalanceproblemer, men stadig handler om forbrug og løn.

I de tre år Epinion har målt vælgernes dagsorden for Altinget, har der aldrig været så mange, der har tilkendegivet, at økonomi er deres vigtigste politiske prioritet.

Og det er også det, der gør, at det er begrænset, hvor hårdt en socialdemokratisk ledet regering vil blive ramt af fortidens image som økonomisk uansvarlige. Samtidig er det også på forbruget, at regeringen har sat ind med huslejeloft og den såkaldte vinterhjælp, som Venstre og Konservative heller ikke kunnet sige nej til at være med i.

Så ja, inflationen har gjort økonomi til den nye joker i dansk politik, men så længe den økonomiske bekymring i vælgerhavet er udtryk for en forbrugskrise snarere end en jobkrise, kan Socialdemokratiet være fint med. Fra et borgerligt synspunkt er inflationskrisen simpelthen ikke slem nok endnu.

Men som Finansministeriet også understregede tidligere på året, vil en recession kombineret med høj inflation ikke på samme måde kunne oversættes til en ny omgang krisemanagement med regeringen i en hovedrolle, "idet mulige tiltag til at understøtte efterspørgsel og aktivitet på kort sigt typisk vil forstærke inflationspresset yderligere. Det vil således generelt ikke være muligt at opveje en aktivitetsnedgang, som følger af reduceret udbud via efterspørgselspolitik", som det hed.

Når – eller hvis – vi når dertil, bliver spillet et andet.

Men der vil valgkampen for længst være overstået.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion