Kan Socialdemokratiet modstå syriensbørnenes sang?

Billedet er næsten for oplagt. Men alligevel:

Som en anden Odysseus har Mette Frederiksen ladet sig binde til masten på sit skib, så hun ikke bliver fristet af Syriens sang.

Og selv efter flere måneders hårdt mediepres og en egentlig kampagne fra dagbladet Politiken er der ingen tegn på vaklen fra Socialdemokratiets side: De mænd og kvinder, der rejste ud for at tilslutte sig kalifatet, har vendt Danmark ryggen og skal ikke hjælpes hjem. Punktum.

Men selv om Mette Frederiksen har ladet sig binde til masten – og selv om hendes partifæller som Odysseus' sømænd har stoppet ørerne til med voks – så bliver sagen stadig mere besværlig for regeringen og ikke mindst for dens støttepartier.

Det er her, man ud fra et politisk-strategisk synspunkt skal lede efter sagens ømme punkt. Problemet er helt enkelt, at samtlige partier, der bragte Mette Frederiksen til magten, er helt uenige i den kurs, som hun lægger i sagen om børnene i Syrien.

Spørgsmålet er, om sagen på sigt har kraft til at smadre sammenholdet i Mette Frederiksens parlamentariske grundlag?

På en paradoksal måde er sagen om syriensbørnene en parallel til den interne strid, der endte med at begrave Helle Thorning-Schmidts regering i 2015.

Da Socialdemokratiet, SF og Radikale efter besværlige forhandlinger i Det Sorte Tårn blev enige om et regeringsgrundlag i 2011, indgik en sætning, som skulle komme til at plage regeringen fra start til slut:

"Udgangspunktet for regeringen er "VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand"," stod der. 

Det var den passus, der forpestede regeringens forsøg på at afbøde konsekvenserne af den kortere dagpengeperiode, ligesom den svævede som en skygge over den hårde reformkurs, der indebar et stort opgør mod folkeskolelærerne og måske også lå som baggrundsmusik til frasalget af Dong-aktier.

Når det gælder udlændingepolitik, har Mette Frederiksen faktisk gjort præcis, som Helle Thorning gjorde i 2011: Hun har svoret at videreføre VLAK-regeringens politik

Jakob Nielsen
Ansvarshavende chefredaktør, Altinget

Formuleringen og dens konsekvenser endte med at smadre sammenholdet mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten.

Helle Thorning-Schmidt tabte valget i 2015 med det yderste af neglene – og det er en rimelig antagelse, at hun ville have vundet, hvis ikke det var for den forkætrede formulering fra regeringsgrundlaget.

Hvis hun havde bøjet sig lidt mere for presset fra centrumvenstre-vælgerne, kunne hun med stor sikkerhed have sikret sig de få tusinde stemmer, der havde givet hende en periode mere.

Mette Frederiksen og den socialdemokratiske ledelse har taget ved lære af den dyrekøbte erfaring. 

De har droppet de radikale, afskrevet reformpolitikken og lagt en økonomisk politik, som flugter langt bedre med den øvrige venstrefløj.

Men når det gælder udlændingepolitik, har Mette Frederiksen faktisk gjort præcis, som Helle Thorning gjorde i 2011: Hun har svoret at videreføre VLAK-regeringens politik.

Løftet er ovenikøbet formuleret helt åbent i den samtalebog, som Thomas Larsen udgav i foråret 2019:

"Når vi taler om hovedlinjen i udlændingepolitikken – det vil sige om antallet og de krav, vi stiller til folk – skal den være funderet i et bredt flertal. Hvis Venstre og Dansk Folkeparti og andre partier på et tidspunkt kan se, at der er mennesker, som kommer i klemme – og husk på, at Inger Støjberg faktisk også har lempet undervejs – kan udlændingepolitikken ændres. Men kun hvis den er funderet i et bredt flertal. Det kan aldrig blive et snævert rødt flertal, der ændrer linjen".

En utvetydig vetoret til Venstre og Dansk Folkeparti i alle sager, der kan siges at vedrøre "hovedlinjen i udlændingepolitikken". Altså en videreførelse af VLAK-regeringens udlændingepolitik i bredeste forstand.

Og Mette Frederiksen slår i bogen fast, at det ikke kan komme på tale at slække på løftet:

"Jeg ved godt, at nogen siger, at så snart jeg er tæt på Statsministeriet, vil jeg være klar til at justere mine løfter. Men det kommer ikke til at ske. Hvis jeg gjorde det, ville det blive fatalt for mig selv og mit parti," siger hun i bogen, hvor hun også sætter sin egen formandspost ind på at holde løftet.

Det er faktisk lykkedes at føre politik med skiftende flertal og fungere som den "manøvredygtige regering", som socialdemokraterne drømte om

Jakob Nielsen
Ansvarshavende chefredaktør, Altinget

På forhånd lignede det en dristig øvelse med den socialdemokratiske étpartiregering, der skulle føre velfærdspolitik med venstrefløjen og Dansk Folkeparti, klimapolitik med hele sit parlamentariske grundlag og udlændingepolitik med højrefløjen.

Men efter næsten to år med Mette Frederiksens regering må man konkludere, at eksperimentet er gået over al forventning set med socialdemokratiske briller. Det er faktisk lykkedes at føre politik med skiftende flertal og fungere som den "manøvredygtige regering", som socialdemokraterne drømte om.

Se bare pressemødet forleden, hvor udlændingeminister Mattias Tesfaye kunne præsentere et nyt forlig om at stramme adgangen til statsborgerskab sammen med ordførere fra Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Både Enhedslisten og SF har valgt at acceptere det, der på Christiansborg går under navnet 'mandaternes logik' – det faktum, at der er et bredt flertal, inklusive Socialdemokratiet, som ønsker en anden og mere stram kurs over for flygtninge og indvandrere, end de selv gør.

Venstrefløjens nye kurs bygger på en erkendelse, som Enhedslistens Pelle Dragsted allerede i 2018 formulerede i et stort interview i Altinget. Her advarede han om at føre politik for mindretallet – hvis det betyder, at man aldrig kommer til at gøre noget godt for flertallet.

Altså: Kampen for at redde eksempelvis relativt få flygtninge eller forsvare minoritetsgrupper må ikke blokere for at gennemføre forbedringer for den brede arbejderklasse. 

Men det gælder for alle regeringens tre støttepartier, at de betaler en høj pris for at acceptere den socialdemokratiske udlændingepolitik.

Vil de fortsat pege på en statsminister, der fører Venstres og Dansk Folkepartis udlændingepolitik i bredeste forstand?

Jakob Nielsen
Ansvarshavende chefredaktør, Altinget

De skal konstant forsvare og forklare, hvorfor de ikke sætter hårdt mod hårdt og kræver en anden kurs. Til det formål har de brug for argumenter, der viser, at de opnår andre ting, som kan opveje den indrømmelse, som de gør på udlændingespørgsmålet.

For Enhedslisten og SF er det især velfærdsforbedringer, for Radikale er det især klimapolitik samt flere penge til uddannelse og forskning.

Men spørgsmålet er, hvor mange klimaplaner, der går på en hjemsendt syrisk flygtning? Eller hvor mange strandede danskere i Syrien, der går på en ekstra pædagog i vuggestuen?

For støttepartierne har brug for billeder, hvor de – ligesom Venstre, Konservative og Liberal Alliance – står med en minister uden for et mødelokale og kan prale med at have presset regeringen til at give markante indrømmelser.

Foreløbig har de tre partier, der udgør regeringens parlamentariske grundlag, valgt at acceptere tingenes tilstand og bide flertallets politik i sig i en større sags tjeneste.

Men de gør det med stigende undren, når de oplever socialdemokratiske ministre og ordførere skrue op for retorikken og puste endnu mere til udlændingedagsordenen i stedet for at afdramatisere den.

Og Enhedslisten, SF og Radikale ved alle, at spørgsmålet vil ramme dem i en kommende valgkamp: Vil de fortsat pege på en statsminister, der fører Venstres og Dansk Folkepartis udlændingepolitik i bredeste forstand? 

Svaret giver ikke sig selv.