Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Der er ingen bremser på årtiets pengeuddeling

KOMMENTAR: Lige nu er statens pengekasse pivåben, men hvad sker der den dag, Nicolai Wammen (S) skal til at sige nej i stedet for ja? Det bliver en lang vej tilbage til normaliteten, særligt for regeringen, skriver Jarl Cordua.

På et tidspunkt vil regeringen skulle tage pejling af den økonomiske situation, hvor især permanent forsørgelse af mange nye arbejdsløse vil gøre et meget stort og varigt indhug i statsfinanserne, skriver Jarl Cordua.
På et tidspunkt vil regeringen skulle tage pejling af den økonomiske situation, hvor især permanent forsørgelse af mange nye arbejdsløse vil gøre et meget stort og varigt indhug i statsfinanserne, skriver Jarl Cordua.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tallet for indlagte patienter faldt tirsdag, hvilket var første gang under coronakrisen.

Dagen forinden åbnede statsminister Mette Frederiksen i en ganske velafbalanceret tale for, at samfundet kunne åbne – så småt – efter påske. Vejen tilbage til normaliteten i danskernes hverdag er begyndt. Den rejse bliver selvsagt lang og vil formentlig vare flere år.

På Christiansborg ser man også små tegn på normalisering. Det er eksempelvis blevet i orden at kritisere regeringen, blot så længe at man viger uden om en for hård insisteren på at åbne for samfundet.

Den private sfære og individets ret er under voldsomt pres, og Folketinget vedtog tirsdag aften hastelovgivning, der skal give regeringen yderligere beføjelser til stramninger, såfremt coronakrisen kommer ud af kontrol.

Fakta
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Undervejs kom det dog til dissens fra flere partier, der modsatte sig dele af de mere restriktive forslag fra regeringen, hvor man blandt andet ville udelukke danske statsborgere i Sverige og Nordtyskland fra at vende hjem i tilfælde af coronaudbrud i de pågældende lande.

Flere partiers sundhedsordførere mener desuden, at disse tiltag konflikter med statsministerens budskab om, at regeringen vil åbne samfundet igen, hvis den positive udvikling med hensyn til indlæggelsestal fortsætter. Dette forholdt de også sundhedsministeren på et videomøde tirsdag.

Den gode nyhed for Folketingets partier er, at pengene først skal findes efter krisen. De normale bremser på de offentlige kasser er simpelthen fjernet.

Jarl Cordua

Til sidst var det dog kun Liberal Alliance og Venstre, der turde foreslå yderligere bremser på regeringens muligheder for at indskrænke forsamlingsfriheden ned til to personer, hvis det alene sker på sundhedsmyndighedernes deciderede "indstilling".

Nu landede et stort flertal på et kompromis, hvor regeringen kan indskrænke forsamlingsfriheden efter "rådgivning" fra sundhedsmyndighederne. Forskellen bliver forhåbentlig kun teoretisk.

Regeringen argumenterer omvendt for, at man vil have det lovmæssige grundlag på plads, sådan at man kan handle hurtigt og effektivt i nødens stund.

For 14 dage siden havde regeringen formentlig fået sit hasteforslag igennem ubeset. Ingen partier turde dengang stå med ansvaret for, at regeringen ikke kunne gennemføre denne nødvendighedens politik. Nu er situationen blevet en anden efter statsministerens melding.

Der er næppe tvivl om, at den fortsat svage modstand fra oppositionen og regeringens normalt ret kritiske støttepartier vidner om, at de også tager bestik af holdningen i folkedybet.

Mange danskere er klar til at sælge ud af forsamlingsfriheden – og meget andet – såfremt at det holder corona-smitten fra døren. Man kan omvendt se udviklingen i holdningsdannelsen som et studie i, hvor skrøbelig en opbakning vores frihedsrettigheder egentlig har i situationer som den, vi står i lige nu.

Mandag kom en meningsmåling fra Voxmeter, som viste den hidtil største opbakning til både rød blok og statsministerpartiet.

Man skal passe på med at overfortolke enkeltmålinger, men det er næppe et helt skævt billede af befolkningens sympatier lige nu, henset til at regeringens kurs i coronakrisen indtil videre har vist sig at være helt rigtig. I al fald hvis man lægger til grund, at så relativt få er blevet syge og afgået ved døden, sammenlignet med omfanget af tragedier, vi ser i mange andre lande.

Folketingsvalget er der imidlertid langt til, og regeringens politiske handlemuligheder på den lange bane er blevet voldsomt indskrænket af krisen. Det viser sig faktisk også allerede nu.

I den økonomiske krise, som verden og Danmark hastigt er på vej ind i nu, er der intet incitament for nogle af Folketingets partier til at holde sig tilbage, når der skal findes penge til hjælpepakker. Dette bliver årtiets – måske mange årtiers – største pengeuddeling.

Den gode nyhed for Folketingets partier er, at pengene først skal findes efter krisen. De normale bremser på de offentlige kasser er simpelthen fjernet. Så det gælder lige nu bare om at være med på redningsholdet for utallige vælgergrupper. Det kan partierne altid prale med om tre år under en folketingsvalgkamp.

Der er lige nu ikke mange holdningsforskelle på Christiansborg, hvor det bare gælder om at lave krisepakker med penge, som virksomheder så siden kan søge om at få del i – eller fremrykke penge, som de senere på året var udset til at ville få. De findes dog udenfor.

Liberale økonomer vil, ligesom det sker i USA, give folk penge direkte i hånden til at bruge. Såkaldte helikopterpenge. Men før de kan bruges effektivt og sætte gang i hjulene igen, så skal de mest nødlidende brancher – for eksempel detailhandel, restaurationsbranchen og rejsebranchen – have mulighed for at sælge deres produkter.

Derfor handler det lige nu kun om krisepakker, hvor virksomhederne og institutioner skal have kontanter til at klare regningerne, indtil de kan få lov til at tjene penge igen.

Gør de ikke det, så går de konkurs, hvilket allerede er realiteten for mange virksomheder nu. Det vil få arbejdsløsheden til at eksplodere og ødelægge forretningslivet.

Oppositionspolitik i Danmark er derfor reduceret til at stille sig op på vegne af nødlidende interesser i samfundet og kræve flere penge af regeringen. I flere tilfælde sparker de en åben dør ind hos finansminister Wammen, der for længst har indset alvoren. I andre tilfælde stritter regeringen imod.

Det er det, vi ser udspille sig for øjeblikket i Kulturministeriet, hvor minister Joy Mogensen i de sidste dage er blevet kørt over af et folketingsflertal, der ikke vil finde sig i, at regeringen ikke i første omgang vil finde tilstrækkelig med penge til det nødlidende kulturliv.

Regeringen har formentlig ikke andre udveje end at komme opposition og støttepartier i møde med en tilfredsstillende redningspakke, hvilket der allerede nu er signaler om.

Forsøget på at sætte Mogensen under administration er også et eksempel på, at dansk politik langsomt er på vej tilbage til normaltilstanden, og så er det tilpas langt væk fra sundhedspolitikken, hvor risikoen for en kraftig vælgerreaktion er for stor, hvis man stiller sig på bagbenene.

Redningspakkerne vil i øvrigt fortsætte længe endnu, lige indtil de røde flag bliver rejst af økonomer – enten dem, der sidder med regnemaskinerne i Finansministeriet, eller af vismændene.

På et tidspunkt vil regeringen skulle tage pejling af den økonomiske situation, hvor især permanent forsørgelse af mange nye arbejdsløse vil gøre et meget stort og varigt indhug i statsfinanserne.

Det interessante bliver derfor ikke udgiften til de mange midlertidige redningspakker, der holder tingene kørende, indtil Danmark – og verden – åbner helt igen.

Det mest spændende bliver det varige træk på statens udgifter – og ikke mindst de drastisk faldende skatteindtægter – når de økonomiske virkninger fra en verdenskrise engang bliver kendt.

Skiftet fra, at finansministeren siger ja til flere penge, og til, at han siger nej hver gang, vil formentlig ændre hele stemningen omkring regeringen, og det bliver da langt sværere for den at manøvrere politisk.

Bliver der råd til yderligere udbygning af velfærdsordninger? Formentlig ikke. Presset for klimainvesteringer vil næppe mindskes, så hvor vil regeringen til den tid skaffe pengene til at genoprette dansk økonomi og til klimainvesteringerne?

Man kommer ikke langt med at flå bankerne, som venstrefløjen forestiller sig. Almindelige skatteborgere, primært middelklassen og virksomhederne, kan allerede nu indstille sig på en klækkelig regning blandt andet over skatten.

I gamle dage ville regeringer stille partierne over for et valg. De, der vil være med til at bruge pengene, skal også være med til at finde dem. Men nu bruger Christiansborgs partier løs af penge, som nogle af dem først langt senere vil skulle finde.

Hvis finansministeren hæver skatterne med rød blok, så vil tiltaget alt andet lige gavne de borgerlige oppositionspartier. Hvis han omvendt vil finde pengene gennem reformer ligesom Bjarne Corydon, så vil det genere flere af deres støttepartier og gennemføre borgerlig politik.

Det kan pille glansen af Mette Frederiksens fortælling om, at hun er en helt anden socialdemokratisk leder end Helle Thorning-Schmidt og samtidig destabilisere forholdet til regeringens parlamentariske bagland.

Desuden giver det de reformorienterede borgerlige partier flere kort på hånden. Måske bliver det nødvendigt for Frederiksen undervejs at komme overens med Morten Østergaard og få De Radikale med i regeringen.

Læs også

I øvrigt står de svære beslutninger i kø for regeringen, når denne krise er overstået. Beslutningen om at droppe tilbagetrækningen til "Arne" og den skuffelse, som efterfølgende skal fordøjes.

Tilbage står stadig forhandlingen med Venstre om udligningsreformen. Hvordan påvirker den økonomiske krise den model, som finansministeren og Venstres forhandlere syslede med? Og hvornår løber tiden ud, for at man kan få en udligningsreform i hus, inden man skal forhandle med kommunerne i juni?

Tør man skuffe alle de udkantskommuner, der nu troede, at de endelig kunne regne med flere penge fra Christiansborg? For hvad skal der nu ske med den pulje fra statskassen til udligning, som Venstre ville have gjort større for at slippe for store skattestigninger i mange borgerligt ledede kommuner?

Det ligger alt sammen på Finansministerens bord. Og i modsætning til de forbigående hjælpepakker, så er der her tale om varige økonomiske forpligtelser.

Jo, vejen tilbage til normaliteten bliver lang. Ikke mindst for regeringen.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)









0:000:00