Jarl Cordua: Løkke skal vinde fortællingen om sundhedsreformen

KOMMENTAR: Skal sundhedsreformen blive en politisk succeshistorie for Løkke, skal han vinde kampen om reformens fortælling. Det er helt oplagt, at regeringen sammen med DF går til valg på sundhedsreformen, umiddelbart efter en aftale er forhandlet færdig, skriver Jarl Cordua.

Fra før jul og frem har dele af Venstres bagland været i oprør mod Løkke-regeringens længe ventede planer om at nedlægge regionerne. Borgmestre, folketingsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer, stærke V-organisationsfolk har talt imod planerne.

Enkelte, fordi de synes, at planerne ikke var vidtgående nok, mens hovedparten – især det jysk-fynske Venstre – har været bekymret for, at man nu aflivede folkestyret i sygehus- og sundhedsadministrationen. 

Et møde i sidste uge i Venstres folketingsgruppe hidsede gemytterne endnu mere op, da forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen mindede modstanderne om, at ”Historien vil dømme os hårdt, hvis planerne ikke bliver gennemført”. Det fik den tidligere forsvarsminister Søren Gade til at fare i flint, hvilket blotlagde uenigheden om planerne i en grad, som ikke set før.

Der var derfor lagt i kakkelovnen til et rabaldermøde i Venstres hovedbestyrelse fredag aften i København, hvor man fornemmede, at det var knald eller fald for Løkkes planer: Enten overbeviste statsministeren den meget kritiske V-hovedbestyrelse, eller også gik reformplanerne – og underhåndsaftalen herom med DF's formand Kristian Thulesen Dahl – i vasken.

Talelysten hos kritikerne var betydelig, men Løkke fik – igen – talt sit bagland ned. De rebelske fik at vide, at Venstres troværdighed som regeringsparti stod og faldt med, at disse planer blev gennemført, og hvis ikke baglandet accepterede en nedlæggelse af regionerne, så kunne man på forhånd kysse selv de mindste udsigter til en valgsejr helt farvel.

Tirsdag var der igen gruppemøde i Venstre med deltagelse af folkevalgte fra kommuner og regioner, hvor de nu offentliggjorte planer blev drøftet. Og her var modstanden pludselig skrumpet ind til noget nær ingenting.

Den rebelske Søren Gade deltog ikke. Og andre kritikere som Hans Christian Schmidt, Anni Matthiesen og Louise Schack Elholm var mest optaget af, at man nu fik forklaret reformen for det kritiske bagland.

De tilbageblevne uforsonlige modstandere var Herning-borgmester Lars Krarup, der ikke ser frem til at overlade sundhedspolitikken til DF på Christiansborg, og naturligvis Danske Regioners formand, Stephanie Lose. Ellers var der på mødet en stemning af, at kritikerne nu havde raset ud, og nu må der ske samling om det, man – i mangel på et bedre ord – kunne kalde for nødvendighedens politik.

Desuden sætter man i Venstre sin lid til formandens indimellem højt besungne kommunikationsevner. Hvis nu bare Løkke får forklaret reformen til Venstres vælgere, så skal det hele nok gå, er håbet. Under alle omstændigheder er bundlinjen, at Løkke (igen igen) har fået snakket alle tegn på oprør godt og grundigt ned og dermed fået helt styr på sit parti.

Alligevel findes der stadigvæk kritikere, også i Venstre, som hæfter sig ved, at sundhedsvæsenet nu med reformen går fra at have ét administrativt led til hele tre: en national sundhedsbestyrelse, ”Sundhedsvæsen Danmark” (der skal ligge i Aarhus), fem regionale sundhedsbestyrelser og 21 sundhedsfællesskaber.

Godt nok afskaffer forslaget mere end 200 regionsrådspolitikere, men regionsrådsformændene tilbydes at lede de fem bestyrelser, der skal erstatte regionsrådene, det første års tid. Løkke selv rejser rundt med en fortælling om, at de eneste, der bliver kede af reformen, er de cirka 500-800 mennesker, der i dag er en del af regionernes administration, hvoraf de 205 er politikere. Hvis det er rigtigt, så står det endnu mere tydeligt, at der er tale om en mindre sundhedsreform.

En anden akilleshæl for Løkke er den del, der handler om, at sundhedspolitikken og prioriteringerne fremover er noget, der foregår ved hjælp af nogle kolde bureaukrathjerner og et regneark, som styres fra København. Det er i al fald sådan, idéen om nedlæggelsen af regionerne hidtil er blevet præsenteret, ikke bare af socialdemokraterne, men også af kritiske, jysk-fynske Venstre-politikere.

En trøst er, at Løkke i valgkampen ikke behøver at se sig tilbage, for DF kan ikke føre sig frem som udkantsområdernes allerbedste ven. For det er i høj grad DF, der har krævet en nedlæggelse af regionerne. Desuden kan Løkke glæde sig over, at en aftale med DF om sundhedsreformen vil binde det ellers ikke altid loyale støtteparti til blå blok i den valgkamp, som allerede er i gang.

For de vælgere, der går op i bedre sundhedstilbud, har regeringen i øvrigt overtaget Socialdemokraternes valgløfte om at give mødre, der lige har født, ret til at blive 48 timer på hospitalet, før de bliver sendt hjem. Regeringen vil også skaffe nogle flere privatpraktiserende læger, som der er akut mangel på. Det kræver i al fald en stor rekrutteringsindsats. Det samme gælder manglen på sygeplejersker, som også skal findes et sted. Endelig er der også udsigt til mere konkrete tiltag såsom flere akut-ambulancer.

Sundhedsreformen skulle i øvrigt gerne give effektivitetsgevinster, men her står både sundhedsøkonomer, men også regionsrådspolitikere i kø for at afvise, at det nogensinde bliver en realitet. Man ser det som helt urealistisk hokuspokus-politik fra Løkkes side.

Tag for eksempel Løkkes håb om at få nedbragt antallet af indlæggelser med 40.000 i 2025.

Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet, kan i al fald ifølge Ritzau ikke gennemskue, hvordan det skulle ske. Der skal også være 500.000 færre sygehusbesøg, og spørger man nogle regionsrådspolitikere, så betegner de målet som ”totalt urealistisk” og tallene som ”fantasital”.

Ikke alle er overbeviste om, at Løkkes store viden om sundhedsvæsenet er helt opdateret, og at hans syn på tingene stadig er tidssvarende. Heldigvis for Løkke, så er tallene næppe noget, som ret mange kan gennemskue.

Det, Løkke nok vil satse på i valgkampen, er, at et flertal af danskerne tror på, at han er bedre end Mette Frederiksen til at levere bedre sundhed og få et mere ”sammenhængende sundhedsvæsen”. Og her skal der naturligvis gøres meget ud af de nye 21 lokale sundhedsfællesskaber, der skal ”forankre opgaverne lokalt”, som Løkke sagde på pressemødet onsdag.

Men hvis sundhedsreformen ender med at blive en diskussion om mindre lokal indflydelse og mere ”teknokrati til København”, så ender det som en ren tabersag for Løkke. Her må man forvente, at de lokale Venstrefolk holder sig i ro under valgkampen (udkantsfolket kan varme sig ved, at ingen af de to øverste administrative led bliver lagt i selve København).

Derfor må man formode, at Løkke vil bruge ganske megen tid og kræfter på at vinde kampen om, hvordan sundhedsreformen skal forstås.

Det har han bestemt også gode muligheder for. Vælgerne går formentlig mere op i kvalitet i behandlingen end politiske strukturer. Regeringen er smart nok til at lade de penge, man sparer på politikeres vederlag, partistøtte ved regionsrådsvalgene og mindre administration, blive tilbage i sundhedsvæsenet. Disse besparelser bliver frem til 2025 til halvanden milliard kroner – alt sammen til gavn for patienterne, siger regeringen.

Faktisk hævder regeringen, at de bruger hele seks milliarder kroner til et ”ekstraordinært løft” i ”det nære sundhedsvæsen”. (Bemærk, at kodesproget i dansk politik p.t. skal være noget med ”nær” eller ”lokalt”. Alt, hvad der begynder med ”central”, er omvendt politisk giftigt).

Nu venter en høringsperiode med patientorganisationer og de meget kritiske personaleorganisationer. Så kommer der en forhandling med Dansk Folkeparti, der naturligvis munder ud i en aftale.

Ingen forventer, at reformen bliver vedtaget af Folketinget før valget. Derfor er det oplagt, at regeringen sammen med DF går til valg på sundhedsreformen, umiddelbart efter at en aftale er forhandlet færdig, og hvor delene er blevet kommunikeret til vælgerne.

Løkke får næppe noget bedre grundlag at udskrive et valg på. Derfor er det stadig min forventning, at valget afholdes engang sidst i marts.

Taber regeringen folketingsvalget, så ender det hele med, at reformen løber ud i sandet.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Sundhedsreformen

Forrige artikel Dan Jørgensen til Elbæk: Vi er langt grønnere end Venstre Dan Jørgensen til Elbæk: Vi er langt grønnere end Venstre Næste artikel Maria R. Gjerding: Naturen har nået et lavpunkt Maria R. Gjerding: Naturen har nået et lavpunkt