Jarl Cordua: Riskær gør comeback som den frække fornyer

KOMMENTAR: Klaus Riskær Pedersen forsøger ligesom for 30 år siden at sælge et glansbillede af sig selv til vælgerne. Og det er ikke utænkeligt, at det lykkes ham at fiske hjemløse borgerlige stemmer, skriver Jarl Cordua.

Klaus Riskær Pedersen forsøger nu at gøre comeback i dansk politik med sit nye parti, der indtil videre bærer hovedpersonens navn. Det er – naturligvis – ikke gået stille af.

Kritikerne – og de er klart i overtal – holder sig for næsen og slår syv kors for sig, mens tilhængerne, som man får indtryk af, hovedsageligt består af finansmandens omgangskreds fra den lettere del af det københavnske kendissegment, overlevne firseryuppie-typer fra Café Victor & omegn, stambordene i Grøften i Tivoli og naturligvis de symbiotiske klakører i ugepressen, der gerne bakker trofast op om veteranen fra tre decenniers årgange af indre bys mest eksklusive fest- og natklubklientel. 

Det kan næppe undre nogen, at alene den måde, Riskær Pedersen fik klaret problemet med at få de 20.000 underskrifter, blev kontroversiel. Alle regler er formelt blevet overholdt, men politikerne står nu i kø for at lukke smuthullet, så det ikke sker igen.

Det siger meget om manden og hans arbejdsmetoder i øvrigt. Hvis ikke man kan lide spillereglerne, så lav dem om. Det kan man alt efter behov kalde for kreativt og innovativt eller også for at være lige lovligt smart. Og retten har ved flere lejligheder sanktioneret kreativiteten i forretningslivet med fængselsdom og bøder.

I firserne var Klaus Riskær Pedersen en superstjerne i Danmark – eller i al fald i København K, men også blandt den borgerlige ungdom, som voksede frem i årene under de første Schlüter-regeringer. Vi var ret mange, der var blevet trætte af 70’er-socialismen og hippierne og i stedet blev fascinerede af det boomende erhvervsliv, figurer som Gordon Gekko og livet på børsen samt yuppierne på Cafe Victor, der sprøjtede med champagne om fredagen, når de fejrede en god forretning, eller lyttede til anekdoterne om, hvordan sidegadevekselere i samlet flok rejste sig fra bordene på dyre restauranter for at gå på bordel mellem hovedretten og desserten.

Riskær Pedersens biks var ikke stor i forhold til det etablerede erhvervsliv, men den var meget synlig. Han var med til at starte radiostationen The Voice og tv-stationen Kanal 2, og derfor er der en hær af københavnske mediekendisser, der skylder ham alt for den chance, de dengang fik. De kommer aldrig til at svigte eller tage afstand fra ham.

Spørgsmålet er nok, hvor gode forretninger disse medievirksomheder i sig selv blev, men de fyldte meget i København, var populære, især blandt ungdommen, men for selve brandet Klaus Riskær Pedersen blev det en god og langsigtet forretning og galvaniserede ham som evig ung, med på noderne og manden bag de friske idéer.

Det var i øvrigt dengang en let baggrund at brillere på, for DR befandt sig i starten af firserne mediemæssigt i den tidlige stenalder. Men det ændrer ikke på, at Riskær Pedersen før andre så medieudviklingen, og det var med til at skabe en respekt og en positiv aura omkring ham og hans projekt, som han stadig lever på, så han kan komme til filmpremierer mv.

Før alt det havde han allerede i 1979 startet analyse- og nyhedstjenesten ”Børsinformation”, som også var langt forud for sin tid. Det var her, han fandt på at lave analyser af danske børsnoterede virksomheder, hvilket var banebrydende. Før det var erhvervspressen sammenlignet med i dag tandløs, fidel og underdanig. Riskær Pedersen til gengæld var frygt- og respektløs og fik allerede tidligt placeret sig uden for det gode selskab i dansk erhvervsliv. Og det var ikke kun skidt.

Her kommer vi til et andet Riskær-træk: Hvis ikke de gamle drenge i Old Boys Network kan lide dig, så pyt med det! Gør altid en dyd ud af nødvendigheden: Vær stolt af at være den grimme ælling. Ja, råb det ud fra hustagene! Og sørg i øvrigt for altid at forklare eventuelle problemer undervejs med, at de gamle som sædvanligt er på nakken af dig på grund af misundelse, og fordi de som sædvanlig ønsker at få opkomlingen ned med nakken. 

Lige netop rollen som den evige, men frække outsider, der ikke kan holdes nede, blev forfinet, da Riskær Pedersen stillede op til Europa-Parlamentet for Venstre i 1989 under det passende, men også for tidsånden geniale slogan ”Bryd janteloven”. Det skete med en base fra tre københavnske storkredse og det daværende Københavns Amt.

Allerede dengang blev der kigget lidt skævt til den nye i klassen, for de gamle Venstrebønder er og var instinktivt vaccineret mod bare antydningen af smartness, store armbevægelser og de mange amerikanske managementgloser, som også dengang var Riskær Pedersens varemærke.

Derfor blev det kun til en femteplads på opstillingslisten, der blev toppet af den gamle Venstrebonde Niels Anker Kofoed og med den daværende VU-formand Lars Løkke Rasmussen som nummer tre. 

Riskær Pedersen havde tydeligvis håbet på mere, men vendte nederlaget til sejr ved at provokere med en bemærkning om, at nu stillede V med Kofoed til de gamle, Løkke til de unge og ham selv for dem, der ønskede noget fornyelse.

På dette tidspunkt i slutfirserne var Venstre på vej frem, så valget i 1989 blev en kæmpetriumf for Venstre med tre valgte medlemmer til Europa-Parlamentet. Lars Løkke blev dog ikke valgt og overvejede faktisk derfor at droppe politik helt.

Riskær Pedersen på kun 34 år, der på det tidspunkt ikke havde noget imod unge i politik, bragede til gengæld ind med over 57.000 stemmer – det femtestørste antal stemmer. Det skete efter en velorkestreret, professionel valgkampagne med selvfinansieret egen kampagnestab og en reklamekampagne med datidens virkemidler – dyre helsidesannoncer i de store dagblade – i frisk stil og med en fanden-i-voldsk stemning, som også jeg selv blev indfanget af.

Som ung liberal rebel i det fremvoksende halvstore Venstre ville jeg også bryde janteloven sammen med Riskær Pedersen. Nu skulle de gamle få at mærke de nye tider! Kun en emsig højtstående officers-bureaukrat ved Sjællandske Livregiment i Slagelse, hvor jeg lå som soldat, forhindrede os værnepligtige i at stemme på valgdagen, hvorved Riskær Pedersen gik glip af min stemme. I dag giver det for mig ret enestående manglende fremmøde ved valgurnen mig sjælefred.

Det var i øvrigt ikke første gang, at rebellen havde blandet sig i politik. Ved folketingsvalget i 1987 indrykkede en ukendt afsender en helsidesannonce i morgenaviserne med overskriften ”Skal vi have Anker og Segl?”.

Anker Jørgensen hev annoncen op i en tv-duel med Poul Schlüter og anklagede de borgerlige for beskidt kampagne ved at gøre den socialdemokratiske førstemand til kommunist. Schlüter tog med det samme afstand og mente siden, at den annonce havde kostet de konservative 50.000 stemmer eller to-tre mandater.

Kort efter indrømmede Klaus Riskær Pedersen, at han var bagmanden, der havde indrykket annoncen som støtte til firekløver-regeringen. Her kom allerede første advarsel om, at manden ikke spillede spillet som andre. 

Det var også på dette tidspunkt, at Riskær Pedersen forsøgte sig med aggressive overtagelsesforsøg på gamle hæderkronede, men ofte støvede, virksomheder som Nilfisk og boligselskabet Christianshavns Oplagspladser. Her delte opinionen sig også mellem dem, der mente, at der var tale om griskhed a la den sjælløse überspekulant Gordon Gekko i filmen ”Wall Street”, og dem, der i datidens ånd syntes, at det da var spændende med lidt fornyelse, friske idéer og nytænkning.

I Venstre var indtil videre de fleste på det sidste hold, for Riskær Pedersen blev stadig set som et aktiv.

I øvrigt fik Riskær Pedersen i 1990 købt sig til yderligere goodwill i Venstre ved at overtage De Bergske Blade, som dengang var en samling Venstre-aviser i provinsen grundlagt af den navnkundige V-politiker Christen Berg tilbage i årene omkring provisorietiden. Tættere kom han ikke på anerkendelse og respekt i Venstre.

I 1992 ramlede Riskærs børsnoterede selskab Accumulator Invest med hans personlige selskab Krepco Holding, og anklagerne hobede sig op om, at aktionærerne var blevet franarret selskabets midler, som med kreative manøvrer stille og roligt forinden var blevet taget ud af Riskær selv. Den sidste sjat penge i selskabet går til en ferietur med familien til De Vestindiske Øer.

Resten af årtiet gik med retssager for at finde ud af, hvor to milliarder kroner var blevet af, og anklager om groft mandatsvig, bedrageri og skyldnersvig. Det hele ender med en dom i 2000 på to og et halvt års betinget fængsel.

Det fik dog ikke Riskær Pedersen til at indstille sin karriere i Europa-Parlamentet, selvom interessen i Venstres storkredse og amter med hensyn til at opstille ham nu var for hastigt nedadgående.

I 1993 var han derfor på jagt efter bare en enkelt storkreds, der kunne stille ham op. Det skete så under stor dramatik i Østre Storkreds, der dengang omfattede københavnske bydele som Østerbro, Nordvest, Husum og Brønshøj, hvor Riskær Pedersen meget imod den daværende politiske V-ledelse alligevel blev opstillet.

Imidlertid blev formanden for Østre Storkreds, der var en ivrig Riskær-støtte, under et møde under fire øjne med den daværende formand Uffe Ellemann-Jensen – nærmest som det skete for Paulus på vejen til Damaskus – pludselig omvendt til at støtte synspunktet om, at Riskærs opstilling var en fejl, og nu havde man så et problem med at slippe af med ham.

Riskær Pedersen erklærede selv, at ”han skulle bæres ud af Venstre”, og undervejs i processen havde hovedpersonen selv flyttet sit medlemskab til en kreds kontrolleret af loyale støtter, der dermed blev en uindtagelig fæstning, der umuliggjorde den sædvanlige lokale eksklusionsproces. Det blev sagen ikke mindre kulørt og dramatisk af. 

Forargelsen i Venstres topledelse handlede om, at flere prominente V-medlemmer havde tabt betydelige summer på Accumulator Invests fallit, men især at det skete, til trods for at Riskær Pedersen forinden højt og helligt havde svoret over for aktionærerne, at værdierne var i selskabet. Det viste sig så, da investeringsselskabet gik rabundus, at det var de ikke.

Det er blandt andet det, som Riskær Pedersen i dag selv betegner som ”fodfejl”. Det var heromkring, at alle dem, der hele tiden havde set Riskær Pedersen som fremmed fugl i partiet, myldrede frem. Blandt dem en ung folketingskandidat og medlemssekretær for Venstre på Christiansborg, Søren Pind, der til TV 2 fik sagt, at Riskær ”overførte sin snuskede forretningsmetoder til politik”, og at Venstre ikke var et parti for tugthuskandidater.

Anklager om at være fuld af løgn over for aktionærer var dog på dette tidspunkt ikke tilpas alvorlig grund til at kunne ekskludere manden. Imidlertid kunne man sideløbende bygge en eksklusionssag op på Riskær i den anden sag om skyldnersvig mod et fransk ejendomsselskab, der foregik i Paris. Her var det kommet Venstrefolkene for øre, at Riskær Pedersen forsøgte at bruge sin politiske immunitet i Europa-Parlamentet for at slippe for at komme for retten. Fik han fem år mere i Bruxelles, så kunne det trække en afvikling af retssagen ud.

Det mente Venstre ikke, at man ville stå model til, hvorfor partiets daværende partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, koreograferede en proces, hvor Riskær Pedersen – noget usædvanligt i Venstres partihistorie – blev ekskluderet med fuld musik, piber og trommer på et hovedbestyrelsesmøde, hvor hans opstilling til Europa-Parlamentet de facto blev annulleret. 

Her 26 år senere er Riskær Pedersens navn stadig forbundet med Venstre, selvom han har forsøgt sig i en lang række andre partier.  

Alle andre partier, han har sendt følere til, har hidtil holdt ham ud i strakt arm, da vurderingen har været, at han ville blive en større belastning end berigelse.

Riskær Pedersen gør det, som han plejer: Gør en dyd ud af nødvendigheden og erklærer sig som den frække fornyer med de friske idéer, der vil vælte gammel-partierne omkuld. Han ignorerer helt uden at blinke alle indvendinger og betænkeligheder ved sit kandidatur som småligt og uretfærdigt og vender alle kritikernes argumentation 180 grader. 

Mange års afsoning i fængsel er ikke en belastning, men nyttig erfaring. Flere domme for alvorlig og grov økonomisk kriminel gør ham til moralist. Seks børn med fem kvinder har skabt tro på kernefamilien. Udstået straf og med tiden ren straffeattest forvandler ham som ved et trylleslag til en troværdig person, som man kan betro lovgivningsmagt og medindflydelse på statskasse og skatteprocent og igen politisk immunitet.

Det er det glansbillede, som Riskær Pedersen her 30 år efter, at det lykkedes første gang, nu igen forsøger at sælge til vælgerne. 

Vejen til Christiansborg går over at fiske stemmer blandt skibbrudne og hjemløse borgerlige vælgere fra det opbrud, som især er tydeligst i den borgerlige lejr.

Der skal nok være mindst 97-98 procent af vælgerne, der spontant vender ham ryggen, men hvis der bare er to procent, det vil sige cirka 70.000, der køber fortællingen og hans politiske program, så kan det faktisk ikke udelukkes, at han bliver valgt i Folketinget. Det vil næppe højne mange vælgeres i forvejen lave respekt for politikere.  

De første meningsmålinger giver nok et praj herom. Hvis ikke projektet flyver fra start, så vil interessen nok mest koncentreres om størrelsen af et muligt stemmespild.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Adam Holm: Socialdemokraterne har trådt på historiens landmine Adam Holm: Socialdemokraterne har trådt på historiens landmine Næste artikel Lisbeth Knudsen: Partierne har selv efterladt et vakuum til Riskær Lisbeth Knudsen: Partierne har selv efterladt et vakuum til Riskær