Jarl Cordua: Små oprør mod nedlukning ilter den borgerlige opposition

Det er ikke mange fødder, som Mette Frederiksens regering har sat forkert på denne side af coronakrisen.

Timingen af nedlukningen viste sig at være tæt på perfekt, og regeringens og Folketingets partiers hjælpepakker har sørget for at holde økonomien i gang og befolkningen forsørget.

Situationen med smitterisiko har indsnævret det politiske mulighedsområde til så godt som intet alternativ til regeringens kurs, der i øvrigt fortsat har massiv opbakning i befolkningen.

Frustrationen i oppositionen over at være sat til vægs er brudt ud i de seneste uger, og man må forvente, at tonen over for regeringen bliver skærpet, i takt med at der viser sig flere små oprør mod regeringens nedlukningsregime.

Regeringen har dog, når det var nødvendigt, forsøgt at give oppositionen et skær af medinddragelse, hvor den kan møde op online til forhandlinger og forelægge regeringen sine egne idéer til genåbning. Dem bliver der så regnet på hjemme på Seruminstituttet, hvis faglige direktør Kåre Mølbak så enten vender tommelfingeren op eller ned.

Regeringen melder i modsætning til oppositionen selv intet ud, men sidder konsekvent i baghånden i det politiske spil, som den har fuld kontrol over.

Frustrationen i oppositionen over at være sat til vægs er brudt ud i de seneste uger, og man må forvente, at tonen over for regeringen bliver skærpet, i takt med at der viser sig flere små oprør mod regeringens nedlukningsregime.

Jarl Cordua

Det var situationen i sidste uge, hvor konklusionen så blev, at Mette Frederiksen skød annoncering af enhver mulig yderligere genåbning til dagene inden bededagsferien, da man til den tid har et bedre overblik over smittetallene efter åbningen af skolernes mindste klasser efter påske.

Dansk politik er dermed hegnet ind i en slags sandkasse, hvor partierne kan boltre sig, men hvor absolut intet bliver til politik uden Mølbaks og naturligvis regeringens accept.

Alene på den baggrund er det nemt at konkludere, som nogle kommentatorer har gjort, at oppositionen er den svageste i mands minde. Men det var den allerede før coronakrisen, henset til at rød blok ved valget sidste år fik et massivt flertal, at oppositionens leder er ganske ny og uprøvet, og – hvad der bestemt ikke er uvæsentligt – at vælgerne har atomiseret højrefløjen med massivt stemmespild.

Vælgerne indvalgte en række små og halvstore partier, der hver især er ambitiøse med hensyn til at vokse på bekostning af de politisk nærliggende rivaler, især det store parti Venstre, hvilket siden valget har skabt konstant uro og understreget over for vælgerne, at landet er uden seriøs opposition.

Dertil kommer, at partierne Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kører med meget ukonventionelle strategier for borgerlige partier og åbenlyst flirter med statsministeren og hendes parti, samtidig med at de indtil for nylig brugte megen tid på at kritisere Venstre og skabte usikkerhed om, hvorvidt man vil pege på Venstres formand som ny statsminister.

I kulissen hviskes der endda om De Konservatives Søren Pape som alternativ statsministerkandidat. Før man overvejer den mulighed, bør højrefløjen måske stille sig selv det spørgsmål, om Pape reelt set er en lederskikkelse, der kan klare en tryktest.

Den konservative leder har endnu til gode at bevise, at han kan sætte sig igennem i forhold til sin folketingsgruppe. Det så man i sagen med fyringen af Venstres minister Eva Kjer Hansen, og der findes også andre eksempler på, at formanden har meget svært ved at tage åbne konfrontationer og sætte illoyale gruppemedlemmer på plads, når der har været brug for det.

Papes ledelse beskrives, som at han helst gemmer sig, når bølgerne går højt. Reaktionen er ofte noget med tavst at kigge ned i bordet uden at skære igennem, når nogen klager deres nød, hvilket skaber frustration hos den øvrige ledelse, som Pape ellers forinden har forsikret fuld opbakning.

Hvis de borgerlige mener, at det er den slags lederegenskaber, der kan gøre en forskel, så er Pape sikkert den rigtige mand som statsministerkandidat.

I stedet for utidige og for tiden noget teoretiske diskussioner om borgerlige statsministerdrømme har oppositionen i stedet formået at samle sig om en kronik i Berlingske, der udmærker sig ved at være nærmest kemisk renset for egentlig konkret politik. Alligevel giver kronikken et omrids af, hvilke vælgergrupper de borgerlige vil være noget for.

De vil sikre det private erhvervsliv, borgernes privatøkonomi og beskæftigelse, holde skatterne i ro, forhindre gældsætningen og sørge for, at det stadig kan betale sig at arbejde.

Lutter kerneborgerlige mærkesager målrettet middelklassen, privatansatte og folk med økonomisk konservative synspunkter, som naturligvis kan samle blokken, og som Venstre sikkert håber kan udgøre et fundament for fremtidigt politisk samarbejde på den anden side af krisen, hvor regeringen skal vælge side, med hensyn til hvem de vil føre krisepolitik med.

Signalværdien af kronikken vil normalt ikke være opsigtsvækkende, men set i lyset af splittelsen og situationen, hvor oppositionen på forhånd er taberdømt af coronakrisen og deres ikke så nødvendige få mandater, så er det egentlig en helt oplagt idé, selvom man skal kunne læse mellem linjerne for at ane den store forskel til regeringens politik.

For når regeringen bliver tvunget til at vælge side i den økonomiske politik, kan den gå to veje. Med de borgerlige, herunder De Radikale, eller med venstrefløjen og De Radikale.

Den har med bred politisk opbakning brugt mange milliarder på at holde i omegnen af en kvart million danskere uden for arbejdsløshedskøerne ved at give dem lønkompensation. Indtil videre er i alt 300.000 danskere reelt set blevet arbejdsløse siden krisen, og 1. maj kan man forvente, at yderligere opsagte melder sig ledige.

Indtil videre er det derfor kun virksomhederne, herunder de små selvstændige, der økonomisk mærker krisen. Flere af dem klager til gengæld over, at redningspakkerne er for snævre, for firkantede og rammer forkert.

Eller også bliver de udbetalt for sent, til trods for at regeringen og dens mange spindoktorer forsikrer om, at der bliver knoklet dag og nat i Erhvervsministeriet for at udbetale pengene.

Senest har det presset erhvervsministeren til onsdag formiddag at foreslå, at udbetalingen af hjælpepakkerne til lønkompensation og kompensation til selvstændige udbetales, inden ansøgningerne er behandlet.

Ingen forventer dog, at det på sigt kan forhindre en bølge af konkurser for en række mindre virksomheder. Det vil øge arbejdsløsheden, og det vil lægge et pres på regeringen for at forhindre den udvikling.

Hvis den politik handler om økonomisk at sænke skatterne og byrderne for virksomhederne, står de borgerlige og de radikale naturligvis klar, mens det næppe på samme måde er muligt med venstrefløjens opbakning.

Det er formentlig her, at man måske kan forvente at se Venstre skærpe kravene til regeringen, for at partiet vil tage et yderligere medansvar for, hvad der yderligere skal ske af tiltag under krisen.

De, der bruger penge nu, skal være de samme, som siden hen skal finde dem enten med flere skatter, budgetdisciplin eller gældsætning. Det er i al fald en diskussion, som lige nu pågår i partiets folketingsgruppe.