Jarl Cordua: Støjberg er favorit til at blive næstformand i Venstre

Det kommer i øvrigt mange modsatrettede budskaber fra Venstres forventede topfigurer. På den ene side signalerer nogle, herunder Ellemann-Jensen selv, at Støjbergs rolle bliver en anden som ny næstformand, hvor hun skal genopfinde sig selv som politiker og opdyrke en ny profil.

Mange i Venstre mener i øvrigt, at næstformandens rolle skal være en helt anden end tidligere. For det første skal næstformanden være totalt underordnet formanden, som partiets forretningsudvalg gjorde det klart over for Kristian Jensen i dagene efter, at han i et interview med Berlingske helt undsagde den hidtidige formands strategi.

Hvis næstformanden tidligere havde været en kongeørn, der fløj frit rundt over landskabet og kunne give offentligheden indblik i partiets situation, så er han – eller hun – nu reduceret til en kongeørn med stækkede vinger i et bur, hvor nøglen til hængelåsen er smidt væk.

Kan nogen forestille sig, at Støjberg skal opholde sig i det samme bur, indtil man om flere år vælger en afløser? Kan man for den sags skyld forestille sig, at den meget ambitiøse Ellen Trane Nørby vil acceptere den rolle? Det bliver svært.

Hvis man lytter til Støjbergs mange tilhængere, blandt andet Søren Gade, så lyder det faktisk heller ikke, som om de forventer, at Støjberg forvandler sig til en udlændingepolitisk eremit, som man aldrig mere hører fra, når det gælder dette emne, som de er rørende enige om, er helt afgørende for, at Venstre kan genvinde regeringsmagten.

Tværtimod handler det netop meget om, at man skal sikre denne strømning, som hun repræsenterer, den plads i ledelsen, som man synes, at hun fortjener. Det er der vel et politisk formål med?

Og der anes også en skjult trussel om, at det får nogle konsekvenser, hvis Støjberg ikke bliver næstformand eller på anden vis bliver behandlet politisk stedmoderligt. Buldrer et vestjysk vælgeroprør i det fjerne, hvis resten af partiet ikke kan se det geniale i at gøre Støjberg til næstformand? At der er denne frygt i dele af partiet, er helt åbenbart, og man henviser til, hvad der skete, da Støjberg ikke blev gruppens næstformand.

Her skal man dog lige erindre sig, at Støjbergs fravalg i mindre grad handlede om hendes person, men var et oprør mod Lars Løkkes ledelse og et forsøg på at trække en magtkabale ned over folketingsgruppen. Hensigten var ikke at give Støjbergs 30.000 vælgere i Vestjylland en kurv.

Men i kampagnen for Støjbergs kandidatur kan det hurtigt blive fremstillet sådan, og det står klart, at folkene omkring Støjberg har en klar interesse i at gøre næstformandsvalget til en afstemning blandt de delegerede, om Venstre skal være for en stram udlændingepolitik eller ej.

Gade, som hele tiden har været politisk alliereret med Støjberg, fremkom også med endnu en slags trussel tirsdag, da han skabte tvivl om, hvorvidt Ellemann nogensinde kunne blive statsminister, medmindre Støjberg bliver næstformand. Her pegede den tidligere gruppeformand på Støjbergs evner som stemmesluger.

Man kan dog indvende, at Støjbergs evner til at samle stemmer næppe står og falder med, at hun får næstformandsposten i Venstre, når det allerede står klart, at den post ikke længere bliver så fremtrædende.

Ingen betvivler Støjbergs evner til at indhøste stemmer fra rivaliserende partier på højrefløjen, navnlig Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som kynisk bryder gamle regler om ikke blande sig i andre partiers interne valgprocesser, når de ved snart sagt enhver lejlighed fremhæver Venstres evne til ikke at gøre en stor kvinde ud af Støjberg.

Netop denne store interesse fra højrefløjen bør understrege, hvilke farvande Støjbergs evner udi stemmefiskeri bedst gør sig i. Imidlertid er det ikke den gruppe vælgere, der afgør folketingsvalgene. Gruppen af midtervælgere består af moderate veluddannede vælgere, der løbende skrigende bort ved synet af Støjbergs kagefejringer, og som derfor har forladt partiet til fordel for Radikale. De kommer næppe tilbage ved synet af Støjberg iført næstformandsstjerner.

Den anden gruppe af vælgere er "de blå bjarner" af arbejdere, som forlod Dansk Folkeparti til fordel for Socialdemokratiet, og som holder til i provinsen. Her forestiller Søren Gade sig nok, at Støjberg evner at trække denne gruppe vælgere tilbage til at stemme på Venstre, som det skete før 2015. Medmindre S med et trylleslag opgiver positionen med at føre en fortsat stram udlændingepolitik, så bliver det næppe helt så nemt.

Det bliver også svært at forestille sig Støjbergs evner som politisk rottefænger, hvis hun i et par år skal ses gå op og ned ad trapperne til en kommissionsundersøgelse, der alt andet lige vil klæbe til hendes person og skabe tvivl om hendes troværdighed.

Hendes mange tilhængere i den borgerlige lejr vil fortsat hævde, at hun handlede med henblik på at splitte barnebrudeægtepar fra hinanden, og de mest skingre af dem vil fortsætte med at betegne anklagere og kritikere af hendes administration som "tilhængere af pædofili".

Det er i dette indimellem skingre debatmiljø om Støjbergs person, at Søren Gade og andre blandt hendes stålsatte tilhængere i Venstre forestiller sig, at Støjberg som næstformand om tre og et halvt år vil være et attraktivt tilbud til de cirka 200.000 vælgere, der skal flyttes hen over midten for at skabe et nyt flertal.

Der findes dog Venstre-folk, der kan se isbjerget tone frem ude i horisonten og derfor i stedet hellere vil give kaptajnen en ny styrmand på broen, der faktisk kan og vil se problemet i øjnene.

Med forskellig begrundelse har man i al fald overtalt Ellen Trane Nørby til at stille op på den platform, at hun er "bedre til at samle Venstre". Det er velsagtens et fortrinligt slogan, der med sin tilforladelige retorik om "samling" samtidig er et elegant angreb på Støjberg, der logisk set altså må være den, der ikke er så god til at samle Venstre.

Nørbys person vækker ikke den stor jubel i partiets rækker. Det vidner hendes hårdnakkede forsvar af sundhedsreformen og nedlæggelsen af regionerne om. Hun har pæne personlige stemmetal i det sønderjyske, men har også ry for at være kantet og på ingen måde en kostfornægter i magtspillet.

Den tidligere sundhedsministers bedste kort under kampvalget er, at hun ikke er Inger Støjberg, og derfor kan stille sig i spidsen for en opposition, der kan gøre det klart for Støjberg, hendes tilhængere, men også partiets vælgere, at partiet rummer andre end dem, der mener, at det er en genial idé at gøre Støjberg til næstformand.

I det interne spil vil Trane Nørby, hvis hun altså formår at føre en valgkamp, der ikke bliver for personlig, kunne veksle indsatsen til en anden plads i ledelsen. Hvis Ellemann formår at give plads til taberen, vil han kunne sætte en tyk streg under, at han formår at samle partiet selv efter et kampvalg, hvor det ikke skal gå meget galt, før opgøret bliver opfattet af vælgere og medier som intern splittelse og beskidt magtkamp.

Som det ligger lige nu, må Støjberg være favorit til at blive ny næstformand. Der er næppe mange i partiet, der har det store overblik, men hvis man spørger i Trane Nørbys lejr, så er det nærmeste, man kan svinge sig op til, en vurdering, der giver hende 50-50-chance. Blandt alle andre iagttagere ses Støjberg som enten favorit eller storfavorit.

Det skal også ses i lyset af, at ganske mange folketingsmedlemmer allerede har erklæret, at de foretrækker Støjberg. Blandt dem den kommende formand, der dog tirsdag måtte træde et skridt tilbage fra den tidligere så hjertelige omfavnelse af Støjberg og nu salomonisk dele sin gunst med begge kandidater.

Få er dog i tvivl om, at Ellemann indadtil vil ære den magtdeling, som mange mener, at han allerede har lavet med stærke kræfter i gruppen, hvor et af de afgørende elementer er, at Støjberg bliver ny næstformand.

Formentlig vil han nu helt overlade det fuldstændigt til de delegerede at træffe afgørelsen uden synligt at påvirke sjælene ude omkring. Det må Støjberg og hendes kampagne selv sørge for, kommer i hus. 

Man kan dog spørge sig selv, om Ellemann netop her demonstrerer, at han endnu ikke er en hund til magtspillet. Mange – ofte ikke særligt indsigtsfulde – iagttagere fremhæver tit fraværet af baggrunden som ungdomspolitiker i rigtig politik som en særlig kvalifikation. Blandt de kompetencer, man får i ungdomsorganisationer, er benhård forhandlingskunst om posterne, en kunst, der kommer til sin ret netop i situationer som denne.

Ellemann har ikke den store erfaring med politisk forhandling. Han må støtte sig til andre, der er bedre til at gennemskue spillet, og som måske også er påvirket af, at de selv skal huske at komme til fadet undervejs.

Ellemann er set udefra en formidabel formandskandidat, der i princippet burde kigge hele banden af tidligere ministre lige ind i øjnene, og meddele dem, at han som formand ikke indgår forpligtende magtaftaler, før han er valgt til formand. Hvis de synes, at de kan finde en anden kandidat, så kan de opstille vedkommende, vel vidende at Ellemann vinder med et brag.

Andre har det synspunkt, medbragt fra deres tid i VU, at en ny formand skal "betale for magten". Det behøver Ellemann dog ikke at tage det store hensyn til. Hvis ikke han bryder sig om prisen, er han allerede stærk nok til at bede dem om at rende og hoppe.

Det står i al fald klart, at Ellemann var for tidligt ude med hensyn til at omfavne Støjberg så hjerteligt, at ingen kan være i tvivl om, hvad han håber, der vil blive udfaldet på landsmødet 21. september i Herning. En klar fejl, formentlig fremtvunget af andres behov for en tidlig magtdeling.

Nu løber Ellemann den – lille – risiko, at hans foretrukne kandidat ikke bliver valgt til næstformand. Fremover bør han derfor skrive sig bag øret aldrig igen at blive tvunget ud i den slags situationer, før det bliver nødvendigt, da det skaber tvivl om og udstiller, hvor urutineret han egentlig er til det politiske spil.

For Støjberg er det bestemt ikke så skidt endda, at formandens troværdighed er lagt oven i indsatsen i dysten mod Ellen Trane Nørby. Netop dét forhold skal nok trække et par løse stemmer her og der.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.