Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Støjbergs styrke udstiller en svækket Løkke

KOMMENTAR: Miseren om Marrakesh-erklæringen og et omdiskuteret svinekøds-tweet viser et Venstre i splid med sig selv og en statsminister, der træder vande over for en illoyal Støjberg. Det var aldrig sket i Foghs tid, skriver Jarl Cordua.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvor stærk er Inger Støjberg i Venstre?

Man forstår godt Støjbergs modstand, hvis hun med sit velplejede image pludselig skal til at stå og omfavne en, set med hendes øjne, tabersag, der ville få ministeren til at se ud som flygtningenes bedste ven.

Jarl Cordua

Se, det spørgsmål fik vi svar på, da udlændinge- og integrationsministeren afviste at tage til Marrakesh. Der er ingen tvivl om, at det FN-dokument, som de sidste par uger har optaget sindene, især på den danske højrefløj, var en sag, som lå hos Støjberg. Alligevel endte det med, at det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der tog til Marokko for at tilslutte sig aftalen ”Global Compact on Migration” på Danmarks vegne. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Hvor tit sker det lige, at en minister ligefrem nægter at udføre sine opgaver? Svaret er, at det stort set aldrig sker. Så hvad er forklaringen?

Forklaringen er nok den, at det aldrig kom til en diskussion internt i regeringen om spørgsmålet, før Støjberg meldte fra. En melding, som også fremkom i medierne. Under normale forhold kunne Løkke så have ringet til Støjberg og truet hende med fyring, hvis ikke hun makkede ret. Det skete formentlig aldrig. Både Løkke og Støjberg ved, at han får brug for hende i den kommende valgkamp, som vi kun er få måneder fra.

Lars Løkke er fortsat en meget svækket V-formand, der ikke har pondus nok til at sætte en illoyal minister eller en af Kristian Jensens svende helt på plads. Det ville aldrig være sket før magtdelingen i juni 2014.

Jarl Cordua

Hvad var Støjbergs motiver? Officielt så var der ikke rigtig noget for hende at gøre i Marrakesh. Som hendes spindoktor Mark Thorsen på Twitter gang på gang – forgæves – forsøgte at gøre gældende, så skulle intet dokument underskrives.

I ministeriet lød forklaringen: Forhandlingerne var for længst overstået, og Danmarks såkaldte stemmeforklaring, som beskriver, hvordan Danmark opfatter sagen, lå også klar. Der var således alene tale om en ceremoniel begivenhed, hvor Danmark tilsluttede sig FN-dokumentet på 34 sider, og der behøvede ministeren ikke at være til stede.

Den formelle vedtagelse foregår senere i FN's generalforsamling til september i New York. Kan ske, at Angela Merkel og andre politiske notabiliteter i sværvægtsklassen troppede op i Marrakesh, men Støjberg havde åbenbart andre vigtigere og presserende gøremål.

Men henset til den debat, der især foregik på den islamkritiske og flygtningeforskrækkede højrefløj, hvor Støjberg selv befinder sig, så er det nok ikke forkert at gætte på, at ministeren selv delte de kvababbelser, der også kunne ses blandt mange af Venstres vælgere, konservative folketingsmedlemmer mv. over dokumentet, til trods for at stort set alle jurister, man spørger, fastslår, at dokumentet ikke er juridisk bindende.

Alligevel hæfter kritikerne sig ved det andet forhold, nemlig at aftalen indeholder politiske forpligtelser til landene om at opfylde 23 målsætninger.

Tilhængere af internationalt samarbejde vil fokusere på det glædelige i, at man kan nå hinanden i svære kompromiser, som er svære at hænge nogen op på. Kritikerne vil fokusere på det forhold, at hvorfor i alverden indgår man aftaler, som også er kontroversielle for os, når de ikke gælder?

For når man kombinerer en aftale, der er sat i verden for at beskytte flygtninges vilkår og rettigheder, med dansk flygtningepolitik anno 2018, hvor det især handler om at fratage flygtninge flest mulige rettigheder for at forhindre dem i at nå Danmarks grænser og få dem til at rejse hjem, så har man opskriften på politisk ballade.

Man forstår godt Støjbergs modstand, hvis hun med sit velplejede image pludselig skal til at stå og omfavne en, set med hendes øjne, tabersag, der ville få ministeren til at se ud som flygtningenes bedste ven. Måske tog Støjberg derfor en kalkuleret risiko og sagde nej, før Løkke kunne give hende en lodret ordre? 

Denne stille protest var, hvad hun kunne tillade sig uden at kollidere frontalt med regeringens politik, hvilket automatisk udløser en fyreseddel fra regeringen.

Bistandsminister Ulla Tørnæs sagde også nej, sikkert ud fra en beregning om ikke at blande sig i det, der med det samme blev set som Støjbergs opsætsighed. Tørnæs’ motiver kan være mange, men den handler næppe om sympati for Støjbergs pludselige rejsevægring.

Tilbage stod statsministeren så. Hvad kunne han gøre? Der var to veje at gå. Enten kunne han skabe yderligere problemer for sig selv, det i forvejen splittede Venstre og regeringen ved at insistere benhårdt på, at Støjberg skulle af sted til Marrakesh for at passe sit arbejde. Det kunne i værste fald udløse en regeringskrise, som med sikkerhed ville medføre mere splittelse i hans eget parti og regeringens fald ved næste valg. Støjbergs exit ville helt sikkert skabe slør i Venstres benhårde linje over for flygtninge, hvad Løkke helt sikkert ikke har råd til.

En fyring var sagen for lille til. Man må regne med, at Støjberg læste dette på forhånd. For et par uger siden svigtede hendes dømmekraft fatalt under Venstres landsmøde. Det gjorde den så ikke denne gang.

Støjbergs melding skabte så meget røre i offentligheden, at sagen havde potentiale til at blive en endnu større tabersag for Løkke, end den blev. I stedet forsøgte statsministeren at bruge Marrakesh-mødet offensivt og gøre den til en vindersag, hvor han kunne stå sammen med de øvrige statsmænd og blive fotograferet i blitzlyset.

Nu omfavnede Løkke FN-sagen med tale til nationen på Facebook, hvor den blev forsvaret med ”stemmeforklaringen” som sikkerhed og scorede point som den store statsmand – i al fald i de politiske kredse i Danmark – som mener, at landet nu engang står sig bedst ved at deltage i et mere eller mindre (u)forpligtende internationalt samarbejde. Også når det gælder flygtninges vilkår.

Måske sker det også ud fra den erkendelse, at det har været hans eget partis, Venstres, platform i mindst et par generationer, og at Løkke aldrig vil kunne konkurrere med Dansk Folkeparti i den sag.

Sidst, men ikke mindst, så kan man heller ikke udelukke, at den ellers meget pragmatiske Lars Løkke faktisk er overbevist om, at dokumentets indhold er værd at kæmpe for.

Blandt de mest skingre højreorienterede på Facebook, som Løkke selv adresserer, er han for længst blevet udskreget som den store landsforræder. Det er også Kristian Thulesen Dahl (DF), der bliver afkrævet svar på, hvorfor DF ikke bare vælter deres egen statsminister på sagen? For hvis det virkelig er rigtigt, at flygtningene kommer væltende lige om lidt på grund af denne aftale, så må DF da trække hårdt i nødbremsen?

Måske er det forklaringen på, at sagen pludselig fyldte ingenting hos DF-formanden, da han konfronterede statsministeren med helt andre ting i Folketingets spørgetid tirsdag? Sagen kan heller ikke trække mere hos Thulesen Dahl.

Sagen om FN-dokumentet har også åbenbaret en front, der ligner den, vi kender i forvejen, og som går lige ned igennem regeringspartiet Venstre, men også deler eksempelvis De Konservative.

For Støjberg står ikke alene i sin – uerklærede – formodede skepsis. Heller ikke i Venstre.

Læs også

Det er i det hele taget svært at vide, hvor man har Venstre. En mindre, men omtalt sag, viser også, at Venstre er i splid med sig selv i spørgsmål, der ligner.

For eksempel holdt Venstres folketingsgruppe den traditionsrige julefrokost fredag, hvor erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen kom med en frisk melding på Twitter om, hvad der nok ikke bliver serveret for beboerne på ”den øde ø” om nogle år, når der er blevet brugt flere hundrede millioner kroner på at få ryddet op efter svinevirus og bygget barakker på stedet. Og så havde den friske Venstremand, valgt i Thisted-kredsen, lagt et billede op med en tallerken, der bestod af gode danske julefrokostspecialiteter tilberedt af det grundstof, som Naser Khader plejer at kalde for ”det, jeg ikke spiser”, nemlig svin.

Naturligvis fik Schack, der ellers ikke plejer at stå forrest i det, nogle kalder for ”værdikampen”, hug for at håne ikke-svinekødsspisende befolkningsgrupper, som Venstremanden klodset – og måske under indtryk af en vel løftet stemning –  indirekte sammenligner med Syrienskrigere, afviste tidligere kriminelle, udlændinge på tålt ophold mv.

Nu udgør Schack på ingen måde Venstres ledelse, men han tæller i folketingsgruppen som en meget ihærdig og loyal støtte til finansminister Kristian Jensen. Det kan nok forklare, at Jensen ikke var hurtigt ude at tage afstand fra Schacks julefrokoststunt. Men det forklarer ikke, hvordan Jensen anbragte et såkaldt ”like” på Schacks tweet. Altså medmindre forklaringen er, at finansministerens eget kompas – eller politiske boldøje – heller ikke er det bedste, som kritikere gennem længere tid har hævdet.

Man kan undre sig over, at Jensen ikke formår at styre uden om den slags fejljugementer med hans erfaring. Pludselig har hans mange kritikere i Venstre noget at have deres udbredte skepsis i.

Løkke trådte nærmest vande, da han konfronteret med Schacks tweet også på Twitter skrev: ”I min optik må folk spise, hvad de vil. Det er ikke det afgørende. Kardinalpunktet er, om mennesker vil Danmark på de grundliggende værdier: Frihed, frisind, ligestilling og civile love over religiøse.”

Det er et svar, som de fleste – fraregnet DF og måske Nye Borgerlige – er enige i. Og det er et svar, som hverken omfavner eller forsvarer Schack. Det svarer sådan set heller ikke på kritikken eller går i rette med V-ordføreren.

Så hvad viser disse to sager? At Lars Løkke fortsat er en meget svækket V-formand, der ikke har pondus nok til at sætte en illoyal minister eller en af Kristian Jensens svende helt på plads. Det ville aldrig være sket før magtdelingen i juni 2014. Og slet ikke i Anders Foghs tid.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00