Jarl Cordua: Venstres landsmøde blev Støjbergs politiske Waterloo

KOMMENTAR: I weekenden var Inger Støjberg den, der fodrede mediebæstet på et eller nyhedsfattigt landsmøde i Venstre. Men det er Kristian Jensen, der nu står stærkere i kampen om at blive partiets kommende formand, skriver Jarl Cordua.

Feed the media beast or it’s gonna eat you up! Sørg for at stille mediebæstets sult, før det æder dig! Sådan lyder et godt gammelt råd fra amerikansk politik.

Man kunne nuancere det lidt ved at konstatere, at når man som Venstre på sit just afholdte landsmøde beder om pressens opmærksomhed, så burde man måske sørge for, at der er nyheder til rådighed, som pressen kan rapportere om og analysere på, for ellers finder nyhedshundene selv deres egne nyheder. Gerne dem, der ligger lige for.

Spørgsmålet er, om nogen i Venstre før landsmødet skænkede netop dette forhold en tanke? Det er nemlig ikke erfarne nyhedsjournalister, der styrer løjerne i Venstres pressebutik for tiden. Eller også gad Lars Løkke ikke høre deres råd, da han skrev sin landsmødetale.

I al fald kan man konstatere, at der var en stor forskel på, hvad pressen valgte at bringe fra Venstres landsmøde, og hvad landsmødedeltagerne oplevede inde i den store sal. Det skisma oplever man tit, men denne gang var det ekstra mærkbart, lyder det fra dem, der deltog i landsmødet.

Uden for salen blandt journalister, magtspillerne i Venstre, rådgiverne og de ikke så få Venstrefolk, der altid er optaget af magtspillet i det store regeringsparti, så handlede alt om Inger Støjbergs mærkværdige insisteren på at diskutere sit eventuelle kandidatur til Venstres formandspost på den anden side af et muligt tabt folketingsvalg.

Den synlige splittelse af partiet fyldte allerede meget i mediebilledet op til landsmødet initieret af et interview i Altinget, hvor de første formandsovervejelser i al fald i denne omgang blev luftet. Det fortsatte så lørdag morgen med en stor artikel i Jyllands-Posten med en nyhed om, at Inger Støjberg afviste at stille op som næstformand, hvilket naturligvis skærpede interessen.

Det lignede pludselig mere et drama med ladte seksløbere i Coffeyville ved solopgang end en fremstrakt hånd med håb om fremtidig magtdeling i mindelighed.

Det var nok omkring det tidspunkt, at Støjberg skulle have lettet foden fra gaspedalen. Det friske interview i Jyllands-Posten gav yderligere anledning og næring til den formandsdebat, som Venstres nestor Bertel Haarder senere på dagen kaldte "utidig".

Formentlig troede Støjberg og hendes rådgiver Mark Thorsen, at de var i et slags sikkert område, blot så længe at Støjberg sagde næsten ordret det samme om sagen, som hun efterhånden har gjort i en længere periode. Nemlig et fromt budskab om, at hvis lysten og evnen var til stede, når kampdagen oprandt, ja, så var hun klar. Viljen skulle hun nok forstå at mobilisere, når tiden kom.

Men timing i politik kan være afgørende. Den – og måske øjemålet med hensyn til doseringen – svigtede både Støjberg og rådgiveren. For lørdag morgen stillede Støjberg glad op i TV 2 News i rollen som den sindige og stovte, men stædige vestjyde, der med et selvsikkert smil forsikrede om, at hun ikke svajer i vinden, når det blæser omkring hende.

Der blev også givet interviews til de journalister, der forsøgte at lave historier på baggrund af Jyllands-Posten-interviewet. Resultatet blev, at al den politiske snak på tv-kanalerne, i krogene og i baren handlede om Støjbergs formandsmeldinger.

Nu kunne pressen måske have sluppet den nyhedshistorie, hvis der så kom en frisk melding fra statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) landsmødetale lørdag formiddag, der indeholdt en anden og måske mere aktuel og ikke mindst konkret politisk nyhed. Det gjorde der imidlertid ikke.

I stedet holdt Venstres formand en nyhedsfattig tale, der dog manede til samling og sammenhold blandt kernetropperne inde i salen, mens Støjbergs meldinger entydigt angav et billede af et splittet partiet.

Der blev dog både klappet af formanden og de efterfølgende politikere, der fejrede Venstres politiske triumfer i det forløbne år. For i salen lignede Venstre et samlet parti på vej til at genvinde regeringsmagten. Her var stemningen tilsyneladende alt andet end bedemandsagtig.

Men henset til at Venstres vælgere nok mere fulgte landsmødet gennem tv, nettet og søndagsaviserne, som var fulde af reportager om og analyser af de rystelser, som Støjberg sendte gennem partiet, så kan Venstre-strategerne kun være skuffede og notere sig en gedigen fiasko. I al fald når det gælder bestræbelser på at præsentere et glansbillede af et enigt og samlet Venstre klar til valg.

Løkkes landsmødetale bliver måske husket for en langen ud efter "banditter i habitter", en advarsel til erhvervslivet om at holde deres sti ren, mens baglandet blev mindet om Venstres historiske rolle før og nu i opbygningen af det danske samfund.

Pressens spørgsmål til formanden efter talen handlede dog om noget helt andet. Nemlig om, hvem der skal efterfølge V-formanden. Her imponerede Løkke faktisk ved ikke at se olm ud i bundløs irritation over Støjbergs "kapring" af landsmødet. Ingen var i tvivl om, at formanden var balstyrisk rasende over nu at blive anset som en døende med det ene ben i graven, mens arvingerne ellers var i fuld gang med at strides om gods og titel.

Imidlertid stod det også hurtigt klart hen ad middagstid lørdag, at Støjberg havde fejllæst situationen og gået over stregen. Næstformanden, finansminister Kristian Jensen, holdt en tale, hvor han rituelt tæskede løs på socialdemokraterne, og der rejste landsmødet sig pludselig og klappede, så det gav mindelser om en kongres i det nordkoreanske kommunistparti.

Iagttagere både i og uden for Venstre var ikke i tvivl: De langvarige stående klapsalver var landsmødets protest over Støjbergs præmature formandsambitioner og en opbakning til næstformanden, der loyalt fulgte landsmødets drejebog.

Ikke nok med det. Pressen havde nemt ved at finde folk, der bakkede op om Jensen som næstformand, men selv blandt Støjbergs erklærede – og færre støtter – var man heller ikke tilfreds med flygtninge- og integrationsministerens kapring af landsmødet. Organisationsfolk er generelt slet ikke til ballade i partiet og slet ikke på et landsmøde.

Endelig piblede det også frem med toneangivende Venstrefolk, som nu benyttede anledningen til at erklære Kristian Jensen deres støtte. Mest interessant var meldingen fra dem, der ikke automatisk kan henregnes som Jensen-støtter. Det var for eksempel folk som Bertel Haarder og Jakob Ellemann-Jensen, hvor sidstnævnte mente, at finansministeren var det "naturlige valg" som formand, når den tid (om mange år måtte man forstå) kommer.

Kristian Jensen stod meget stærkt før landsmødet. Ikke fordi der er den store begejstring eller forventning til, at han kan føre Venstre mod nye horisonter, men på grund af fraværet af troværdige modkandidater. Støjberg havde før landsmødet en opbakning i partiet, der var rigelig til, at hun nok kunne være en seriøs udfordrer under de rette forhold.

De folk i partiet, der deler hendes synspunkter er ikke blevet færre efter hendes utidige melding forud for landsmødet, men hendes små chancer for at blive formand er blevet yderligere forringet. Simpelthen fordi reaktionen blandt Venstres delegerede afstedkom en samling omkring Jensen.

Støjbergs politiske aktier faldt som en sten fra lørdag ved middagstid, mens Jensens tilsvarende steg. I Kristian Jensen-lejren anser man begivenhederne på landsmødet lørdag som Støjbergs politiske Waterloo, hvor formandskampen blev vundet ved et gedigent selvmål ved flygtninge- og integrationsministeren.

Skulle der stadig leve spekulationer om, at Støjberg måske fortsat er menige Venstre-medlemmers favorit, så kan disse affejes med henvisning til, at landsmødet var sidste chance for at ændre spillereglerne i vedtægterne, hvad angår formandsvalg. Formanden vælges derfor ikke ved urafstemning, som det for eksempel skete i Socialdemokratiet i 2005, men ved et valg blandt Venstres delegerede på et ekstraordinært landsmøde.

I Støjberg-lejren har man nok hidtil skævet til den opbakning blandt vælgerne, som har kunnet aflæses i popularitetsmålingerne, hvor flygtninge- og integrationsministeren har ligget højt blandt vælgerne. Især blandt vælgere på højrefløjen.

Imidlertid viste en måling fra Megafon i weekenden, at kun 15 procent af alle vælgere mente, at Støjberg var den bedste til at sikre V fremgang. Det er ikke helt det samme, som at de er enige med hende.

Interessant nok lå miljø-og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen højere end Kristian Jensen i samme måling med 37 procent mod kun 24 procent til Venstres næstformand og kronprins.

Her ligger i øvrigt kimen til den diskussion, der kan eller vil komme, når Jensen har besteget tronen som Venstres kommende formand, hvis ikke han leverer hverken fremgang eller statsministerpost.

----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Dan Jørgensen: Regeringen vil ikke styrke sundheden i Danmark Dan Jørgensen: Regeringen vil ikke styrke sundheden i Danmark Næste artikel Kraka: En bedre sammenhængskraft er en samfundsopgave Kraka: En bedre sammenhængskraft er en samfundsopgave