Jarl Cordua: Venstres landsmøde blev Støjbergs politiske Waterloo

Feed the media beast or it’s gonna eat you up! Sørg for at stille mediebæstets sult, før det æder dig! Sådan lyder et godt gammelt råd fra amerikansk politik.

Man kunne nuancere det lidt ved at konstatere, at når man som Venstre på sit just afholdte landsmøde beder om pressens opmærksomhed, så burde man måske sørge for, at der er nyheder til rådighed, som pressen kan rapportere om og analysere på, for ellers finder nyhedshundene selv deres egne nyheder. Gerne dem, der ligger lige for.

Spørgsmålet er, om nogen i Venstre før landsmødet skænkede netop dette forhold en tanke? Det er nemlig ikke erfarne nyhedsjournalister, der styrer løjerne i Venstres pressebutik for tiden. Eller også gad Lars Løkke ikke høre deres råd, da han skrev sin landsmødetale.

I al fald kan man konstatere, at der var en stor forskel på, hvad pressen valgte at bringe fra Venstres landsmøde, og hvad landsmødedeltagerne oplevede inde i den store sal. Det skisma oplever man tit, men denne gang var det ekstra mærkbart, lyder det fra dem, der deltog i landsmødet.

Støjbergs politiske aktier faldt som en sten fra lørdag ved middagstid, mens Jensens tilsvarende steg. I Kristian Jensen-lejren anser man begivenhederne på landsmødet lørdag som Støjbergs politiske Waterloo, hvor formandskampen blev vundet ved et gedigent selvmål ved flygtninge- og integrationsministeren.

Jarl Cordua

Uden for salen blandt journalister, magtspillerne i Venstre, rådgiverne og de ikke så få Venstrefolk, der altid er optaget af magtspillet i det store regeringsparti, så handlede alt om Inger Støjbergs mærkværdige insisteren på at diskutere sit eventuelle kandidatur til Venstres formandspost på den anden side af et muligt tabt folketingsvalg.

Den synlige splittelse af partiet fyldte allerede meget i mediebilledet op til landsmødet initieret af et interview i Altinget, hvor de første formandsovervejelser i al fald i denne omgang blev luftet. Det fortsatte så lørdag morgen med en stor artikel i Jyllands-Posten med en nyhed om, at Inger Støjberg afviste at stille op som næstformand, hvilket naturligvis skærpede interessen.

Formentlig troede Støjberg og hendes rådgiver Mark Thorsen, at de var i et slags sikkert område, blot så længe at Støjberg sagde næsten ordret det samme om sagen, som hun efterhånden har gjort i en længere periode.

Jarl Cordua

Det lignede pludselig mere et drama med ladte seksløbere i Coffeyville ved solopgang end en fremstrakt hånd med håb om fremtidig magtdeling i mindelighed.

Det var nok omkring det tidspunkt, at Støjberg skulle have lettet foden fra gaspedalen. Det friske interview i Jyllands-Posten gav yderligere anledning og næring til den formandsdebat, som Venstres nestor Bertel Haarder senere på dagen kaldte "utidig".

Formentlig troede Støjberg og hendes rådgiver Mark Thorsen, at de var i et slags sikkert område, blot så længe at Støjberg sagde næsten ordret det samme om sagen, som hun efterhånden har gjort i en længere periode. Nemlig et fromt budskab om, at hvis lysten og evnen var til stede, når kampdagen oprandt, ja, så var hun klar. Viljen skulle hun nok forstå at mobilisere, når tiden kom.

Men timing i politik kan være afgørende. Den – og måske øjemålet med hensyn til doseringen – svigtede både Støjberg og rådgiveren. For lørdag morgen stillede Støjberg glad op i TV 2 News i rollen som den sindige og stovte, men stædige vestjyde, der med et selvsikkert smil forsikrede om, at hun ikke svajer i vinden, når det blæser omkring hende.

Der blev også givet interviews til de journalister, der forsøgte at lave historier på baggrund af Jyllands-Posten-interviewet. Resultatet blev, at al den politiske snak på tv-kanalerne, i krogene og i baren handlede om Støjbergs formandsmeldinger.

Nu kunne pressen måske have sluppet den nyhedshistorie, hvis der så kom en frisk melding fra statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) landsmødetale lørdag formiddag, der indeholdt en anden og måske mere aktuel og ikke mindst konkret politisk nyhed. Det gjorde der imidlertid ikke.

I stedet holdt Venstres formand en nyhedsfattig tale, der dog manede til samling og sammenhold blandt kernetropperne inde i salen, mens Støjbergs meldinger entydigt angav et billede af et splittet partiet.

Der blev dog både klappet af formanden og de efterfølgende politikere, der fejrede Venstres politiske triumfer i det forløbne år. For i salen lignede Venstre et samlet parti på vej til at genvinde regeringsmagten. Her var stemningen tilsyneladende alt andet end bedemandsagtig.

Men henset til at Venstres vælgere nok mere fulgte landsmødet gennem tv, nettet og søndagsaviserne, som var fulde af reportager om og analyser af de rystelser, som Støjberg sendte gennem partiet, så kan Venstre-strategerne kun være skuffede og notere sig en gedigen fiasko. I al fald når det gælder bestræbelser på at præsentere et glansbillede af et enigt og samlet Venstre klar til valg.

Løkkes landsmødetale bliver måske husket for en langen ud efter "banditter i habitter", en advarsel til erhvervslivet om at holde deres sti ren, mens baglandet blev mindet om Venstres historiske rolle før og nu i opbygningen af det danske samfund.

Pressens spørgsmål til formanden efter talen handlede dog om noget helt andet. Nemlig om, hvem der skal efterfølge V-formanden. Her imponerede Løkke faktisk ved ikke at se olm ud i bundløs irritation over Støjbergs "kapring" af landsmødet. Ingen var i tvivl om, at formanden var balstyrisk rasende over nu at blive anset som en døende med det ene ben i graven, mens arvingerne ellers var i fuld gang med at strides om gods og titel.