Jeg skrev engang, det ikke er kedeligt, når Løkke udgiver bøger. Det bliver jeg nødt til at trække tilbage

Lars Løkkes nye bog kunne være skrevet i to tweets:

”Jeg har kørt rundt i Danmark i en autocamper og talt med mange forskellige mennesker om stort og småt. Det har fået mig til at tænke over den politik, mit nye parti skal føre. Jeg tænker stadig. Jeg melder mig for resten ud af blå blok. I øvrigt vil jeg gerne være statsminister”.

Det er 278 tegn.

Men i stedet er bogen endt på 250 sider, og det tvinger mig til at begynde med en rettelse: Da jeg for et år siden anmeldte Lars Løkke Rasmussens seneste bog, skrev jeg nemlig, at det ikke er kedeligt, når Lars Løkke Rasmussen udgiver bøger. Den sætning bliver jeg nødt til at trække tilbage.

For ’Ud Af Det Blå’ er nok den kedeligste politiske bog, jeg har læst i lang tid. Selv om Løkke er en udmærket skribent med sans for detaljen og letflydende pen, så mangler bogen det fundamentale drama, der bar hans to tidligere bøger.

I ’Befrielsens øjeblik’ fra 2019 brød han sensationelt ud af den blå blok midt i en valgkamp, og i ’Om de fleste – og det meste’ fra 2020 skrev han på den vrede, der til sidst fik ham til at forlade Venstre og smække med døren.

Denne gang er det største drama, når autocamperen løber tør for flaskegas, eller når Lars Løkke og hustruen Sólrun diskuterer, hvem af dem der skal tømme lokummet (det skal Lars).

Løkke taler med mennesker

Det behøvede slet ikke være sådan.

Lars Løkke Rasmussen har stiftet et parti og samlet underskrifter nok til at stille op ved næste valg. Man gad godt læse hans skarpe og ætsende analyse af konkurrencestaten Danmark anno 2021 på bagkant af en pandemi, midt i én global omvæltning, hvor USA’s magtmonopol vakler, og med udsigt til akut mangel på hænder i velfærdsstaten og en skræmmende klimakrise uden for vinduet. Hvad nu, Danmark?

Men det er mildt sagt ikke, hvad Lars Løkke Rasmussen har valgt at skrive en bog om. Han har i stedet valgt at køre en tur i en autocamper, som forlaget har lejet.*

Undervejs møder han en masse danskere, der fortæller om deres store og – især – små problemer.

De mange samtaler skylles ned med rigelige mængder alkohol. På side 25 har vi allerede hørt om en pose øl, en gin & tonic og et glas hvidvin, og sådan bliver det ved. Men det skal retfærdigvis nævnes, at Lars Løkke undervejs skriver på sin politiske to do-liste at få formuleret en ny alkoholpolitik.

På den ene side og på den anden side

Så langt så godt. Politik i øjenhøjde kan være fornuftigt nok, men det ender nærmest i parodi, fordi Lars Løkke demonstrativt vælger at formulere alle sine politiske tanker som spørgsmål eller udfordringer, der skal skrives på den stadig længere politiske to do-liste. På den ene side og på den anden side. Som her, hvor han sammenfatter en lang nats politisk snak med eks-politikeren Jens Heimburger:

”Det tænker jeg en del over, da vi langsomt kører ud ad indkørslen og mærker perlestenene knitre under dækkene. Hundene er i ro. Denne gang er det ikke et pausesignal. V skal videre og er langtfra i mål. Jeg har lang tid til at prøve at få mine tanker samlet.”

Der luftes mange politiske tanker undervejs, men altid med håndbremsen trukket

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Der luftes mange politiske tanker undervejs, men altid med håndbremsen trukket og nok forbehold til, at det ikke er rigtig politik, som man for alvor kan være enig eller uenig i.

Det tætteste, vi kommer, er forsigtige forslag om omlægning af SU til lån med skatterabat, beskatning af gevinster ved boligsalg (mod afskaffelse af den løbende ejendomsbeskatning), nedlæggelse af regionerne, lavere skat på arbejde – men højere skat på de ”allerhøjeste, eksorbitante” indkomster.

Ku' vi ikke gøre det lidt bedre?

I stedet er Løkkes danmarksturné en rundrejse i snusfornuftens politik, hvor det handler om, at vi med lidt mere pragmatisme kunne få det hele til at fungere meget bedre. Det handler ofte om at stille færre krav og vise mere tillid til både den enkelte borger og til den enkelte sagsbehandler.

”Kunne vi ikke gøre det lidt bedre?”, som Løkke selv siger med Nyrup-diktion, da han efter endnu en snak sætter sig tilbage i autocamperens førersæde.

Det er ikke bare den efterhånden velkendte drøm om at holde yderfløjene ude af politik; det er drømmen om at afpolitisere politik, så fornuftige folk på midten kan gøre, hvad der er nødvendigt.

Ok, så lad da mig blive statsminister

Det er den drøm, der skal sikre Lars Løkke Rasmussen et nyt liv i dansk politik, og det er her, bogens lave ambitionsniveau støder frontalt sammen med forfatterens personlige ego.

For med titlens underfundige ordspil melder han sig endegyldigt ’Ud af det blå’, hvor han ellers har tilbragt hele sit politiske liv. I stedet drømmer han nu om ”en flertalsregering med et fokus, der rækker videre end til næste valg”. Og så kommer det:

”Kan ingen andre se sig selv i spidsen for sådan et projekt, så kan jeg godt”.

Ensomt mod solnedgangen

Altså: Nøjagtig som Marianne Jelved i 2006 placerer Lars Løkke sig nu uden for blokkene som manden, der kan samle dansk politik på et fornuftens fundament.

På den måde bliver ’Ud af det blå’ symbolsk for Løkkes politiske projekt. Trods de mange workshops og webinarer i Det Politiske Mødested, så er Moderaterne fortsat et one-man-band.

Lars Løkkes autocamper er Moderaternes valgbus med ham selv ved rattet, og kun Sólrun har lov til at ændre retningen. På bogens sidste side ser man autocamperen køre ensomt hen ad grusvejen i solnedgangen. Det er et flot billede. Men solen er ved at gå ned.

* Rettelse: I en tidligere version stod, at den autocamper, der er bogens omdrejningspunkt, er lånt. Den er faktisk lejet af forlaget. Altinget beklager fejlen