Jens Chr. Grøndahl: Europa er stadig en tanke, der forener

KOMMENTAR: Efter valget til Europa-Parlamentet ser vi et splittet Europa, men tanken om det europæiske er stadig tanken om det, der forener i mangfoldighed. Det skriver Jens Christian Grøndahl efter at have mødt Emmanuel Macron i Paris.

Det var eventyrligt at gå op ad den samme trappe, som man har set Angela Merkel, Barack Obama og Shinzo Abe lade sig fotografere på. Et eventyr, som ingen forfatter kunne have digtet selv.

Midt i valgkampen før valget til Europa-Parlamentet ville præsident Macron over en frokost i Elysée-palæet gerne høre, hvordan en håndfuld europæiske forfattere så situationen, og hvad vi synes, der bør gøres. "Hvem vil begynde?" spurgte han og så rundt på os i den smukke spisesal med spejle, forgyldt stuk og store glasdøre ud til parken.

Det er ikke mange politikere på magtens allerøverste trin, der lægger vægt på at høre os forfattere. I efteråret samlede Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, en gruppe europæiske forfattere på Hofburg i Wien, og herhjemme inviterede Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister de danske forfattere til sammenkomst på Marienborg.

Men også hvad dette angår, er franske præsidenter i en liga for sig. Om de Gaulle fortælles det, at en af hans ministre under krigen i Algier foreslog, at Jean-Paul Sartre blev arresteret, fordi han støttede oprørerne. "Man sætter ikke Voltaire i Bastillen," lød svaret.

Emmanuel Macron er en anden slags præsident end både De Gaulle og Mitterrand, men passionen for digte og romaner er den samme. Han er en afslappet, lattermild, imødekommende mand, og hans analytiske skarphed suppleres af en særlig evne til at være fuldkommen opmærksom og nærværende.

Én for én fik vi ordet, mens præsidenten lyttede og tog notater. Vi var en broget flok, der blandt andre talte italieneren Claudio Magris, franskmanden Bernard-Henri Lévy og tyskeren Peter Schneider. Men israelske David Grossman er også en europæisk forfatter, og det samme er Abdulah Sidran fra Bosnien-Hercegovina og amerikaneren Anne Applebaum, nu bosat i Polen.

Vores elskede Europa har forbindelsestråde såvel til de amerikanske kulturverdener som til jødedommen og den islamiske tradition, der på Balkan udgør en umistelig del af vores europæiske arv.

Mens jeg lyttede til mine kolleger, tænkte jeg, at vi hver især bidrog til at anskueliggøre den mangfoldighed, der er Europas allerstørste rigdom.

Jeg tænkte også, at "det europæiske" aldrig vil kunne rummes inden for vores meget omtalte ydre grænser. Europa er stadig en tanke, der forener frem for at adskille og inkluderer frem for at udelukke.

Langt fra at udgøre en fælles identitet er Europa før alt andet en måde at opfatte det enkelte menneske på. En åben måde. En holdning til andre, der ikke tænker i rødder og baggrund, men i frihed og respekt.

Da det blev min tur, tog jeg udgangspunkt i dette med at lytte. Det er stort, når magthaverne lytter til forfatterne, men det er endnu større, sagde jeg, når de lytter til befolkningen.

Det er jo præcis, hvad præsident Macron gjorde, da han besvarede De Gule Vestes protester ved som noget nyt og i Frankrig uhørt at afholde folkemøder overalt i landet, hvor borgerne kunne udtrykke deres frustrationer, synspunkter og ønsker.

Jeg nævnte, hvordan vi i Danmark har en lang tradition for folkelig deltagelse i den demokratiske samtale, og jeg slog til lyd for, at der på europæisk plan skabes fora, hvor borgerne kan udtrykke sig og blive hørt både af den politiske elite og af borgerne i de andre lande.

Problemet i Europa er jo ikke mindst, at både beslutningstagere og almindelige borgere ved så lidt om, hvad de andre europæere oplever og tænker. Grækere og finner ser de samme engelsksprogede serier på Netflix, men hvor meget ved de om hinanden?

Jeg forestiller mig ikke, at vi skal stimle sammen i Royal Arena og på Stade de France og derfra transmittere vores klagesange. Men måske kunne internettet bruges kreativt til at koble civilsamfundene sammen og bringe dem tættere på Bruxelles?

Jeg ved det godt. Så luftigt og ukonkret taler kun en forfatter, men vent lidt. I min verden, som det hedder, har vi fået en hel metier ud af at formidle adgang til fremmede menneskers inderste tanker og følelser.

Hvis man vil vide, hvordan det er at være tandlæge i Tampere eller olivenbonde på Peloponnes, kan man ikke gøre noget bedre eller mere effektivt end at læse en roman.

Derfor bliver jeg så træt, når populisterne hånligt affærdiger os forfattere og intellektuelle, fordi vi angiveligt tilhører eliten.

For det første lever de fleste forfattere det meste af forfatterlivet på en sten. For det andet er flertallet af forfattere rekrutteret fra den samme middelklasse som næsten alle andre i nutidens egalitære meritokrati. Vi har kun vores talent.

For det tredje har indlevelse og empati alle dage været skrivekunstens bankende hjerte. At forestille sig et andet menneske er at anerkende den andens menneskelighed trods alle forskelle mellem livsvilkår, værdier eller tro. I litteraturen bliver ingen set fra oven.

De franske medier har fremstillet det som en risikabel, nærmest desperat handling, at republikkens præsident kastede sig ind i valgkampen for at konfrontere Marine Le Pen.

Under alle omstændigheder var det forventeligt, at europaparlamentsvalget i Frankrig også blev en folkeafstemning for eller imod Macron. Nogle talte om "et symbolsk nederlag", da Le Pens nationalister endte med at få et par procent flere stemmer end Macrons parti.

Men i forhold til tidligere valg gik Marine Le Pen faktisk tilbage. Det er tilsyneladende lykkedes at dæmme op for flodbølgen fra højre. Præsidenten og hans bevægelse har holdt stand efter et halvt års massivt pres i form af ugentlige, stadig mere voldelige demonstrationer.

Det var modigt, at Macron ikke forskansede sig i Elysée-palæet. At han deltog i kampen for det liberale, demokratiske Europa, som han tror på. Det flugtede med indtrykket af en politiker, der ikke bare vil magten, men også vil noget med den.

Macron er noget så sjældent i dag som en visionær politiker, der er parat til at slås for sin vision, også når den gør ham upopulær.

Det var hans vilje til grøn omstilling, der udløste De Gule Vestes demonstrationer. Det er hans vilje til at forene vækst og velfærd, der har gjort ham til skydeskive både for det stadig mere rabiate højre og det stadig mere sekteriske venstre.

Han har i vid udstrækning fundet inspiration i den danske model, hvor social tryghed og et dynamisk erhvervsliv er hinandens forudsætninger frem for at være gensidigt udelukkende.

Faktisk ligner La France en Marche, når man tænker over det, hvad vi ville få, hvis Lars Løkke Rasmussens tanke om en SV-regering fik lov at blive til virkelighed: en afsked med blokpolitikken. Et opgør med højrefløjens dominans. Et frisk blik på fremtiden affødt af pragmatisme, indsigt og fornuft.

Midten er jo ikke bare det sted, hvor de politiske modsætninger uundgåeligt må mødes. Det er også på midten, at vi bedst møder tidens udfordringer fra klima til sikkerhed, fra flygtninge til vækst og velfærd.

Det er et splittet Europa, vi ser ud over efter valget sidste søndag. Polen, Ungarn, Italien og Sverige domineres af den chauvinistiske bølges nye Internationale, men hvor længe holder mon samdrægtigheden?

Kan polakkerne, der hader Rusland, forlige sig med Orbans leflen for Putin? Er Orbans begejstring for Erdogan forenelig med højrefløjens paneuropæiske muslimforskrækkelse?

Det er jo noget af et paradoks, når højrefløjspolitikere vil håndhæve den nationale suverænitet og samtidig ser gennem fingre med Putins annektering af ukrainsk territorium, hans intimidering af de baltiske lande og hans manipulerende indblanding i de europæiske nationers politiske liv.

Lige så barokt er det at kritisere Europas muslimer for manglende integrationsvilje og derpå hylde sultanen i Ankara, skønt Erdogan bruger al sin indflydelse på netop at påvirke tyrkerne i de europæiske demokratier til ikke at integrere sig.

Hvis nogen undergraver de frie demokratiers suverænitet og sammenhængskraft, så er det den europæiske højrefløjs demagoger.

Fordi højrepopulismen overalt optræder som en reaktion imod noget – islam, globalisering, homoægteskaber – er det svært at få øje på de konstruktive mål, man i fællesskab vil stræbe efter.

Nationalisterne er drevet af nostalgi efter fortiden før Murens Fald, før det multietniske samfund, før internettet, før den frie abort, før sædernes forfald og den postmoderne fremmedgørelse. Om fremtiden har de ikke meget at sige.

Til gengæld var de unge vælgere ikke til at tage fejl af. Et ungdomsoprør med grønt fortegn er brudt ud, og at affærdige dem som "klimatosser" er at indgive sin politiske afskedsbegæring.

Men de grønne mangler at forholde sig til et spørgsmål, som deres omsorg for planeten ikke i sig selv rummer noget svar på. Ønsker vi at overleve for enhver pris? Eller spurgt på en anden måde: Hvad er det for et samfund, vi gerne vil have en fremtid i?

Det er her, vi forfattere kommer ind i billedet. Ikke fordi vi kender svaret, men fordi vores bøger bliver til ud fra en forestilling, der også er forudsætningen for at kunne svare. Forestillingen om menneskelig værdighed.

De grønne oprørere er med rette bekymrede over, hvordan vores rovdrift på planetens ressourcer har undergravet livsgrundlaget for andre arter. Det øko-demokratiske argument er, at mennesket kun er et dyr blandt andre.

Dertil må man bare sige, at mennesket til gengæld er det eneste dyr, der gør sig moralske tanker om sit forhold til andre levende væsener. Mig bekendt er ingen hval eller panda endnu blevet kontingentbetalende medlem af Greenpeace.

Vi mennesker er altså alligevel noget særligt. Vi gør os tanker. Vi ser os selv udefra, og somme tider er det et kritisk blik. Vi skelner mellem godt og ondt frem for bare at æde hinanden, indtil vi selv en dag bliver ædt.

Jeg tænkte på det, da jeg så Notre Dame i flammer. Hvad enten man er religiøs eller ej, kan enhver gå med til, at et bygningsværk som katedralen på Île de la Cité er udtryk for den tanke, at livet handler om andet og mere end den rå, biologiske overlevelse.

Mens jeg så brandmændene sætte livet på spil, tænkte jeg, at den kirke ikke var et eneste menneskeliv værd. Samtidig tænkte jeg en anden tanke: Hvordan ville det være at leve i en verden, hvor Notre Dame de Paris ikke længere fandtes?

Vores demokratiske, civiliserede Europa har udviklet sig i spændingsfeltet mellem de to tanker. Livet er helligt, men at overleve er ikke nok. Der skal værdighed til. Det springende punkt er, om den værdighed, man tiltænker sig selv og sine nærmeste, også udstrækkes til at gælde dem, der er anderledes, måske endda fremmede.

Det hedder humanisme. Det hedder også demokrati.

Det opløftende ved valget sidste søndag var, at de europæiske nationalister viste sig ikke at være stærkere end som så. Identitetspolitikkens mistro fik ikke det sidste ord. Overalt i Europa gik moderate vælgere til stemmestederne for at forsvare det åbne samfund.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Michael Kristiansen: Mette Frederiksen har kun ét problem i jagten på et politisk bæredygtigt regeringsgrundlag Michael Kristiansen: Mette Frederiksen har kun ét problem i jagten på et politisk bæredygtigt regeringsgrundlag Næste artikel Benny Damsgaard: Nedtælling til fløjkamp og blodbad Benny Damsgaard: Nedtælling til fløjkamp og blodbad
Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en

Første S-ligestillingsminister i 18 år vil rense lovgivningen for diskrimination: Måtte selv springe ud i en "totalt mandshørmende arbejdskultur"

LIGESTILLING: Mogens Jensen (S) vil som ny ligestillingsminister tage aktive lovinitiativer for at sikre, at ingen i Danmark bliver diskrimineret på baggrund af sin seksualitet, etnicitet eller kønsidentitet. Men det er for tidligt at sige, hvilke lovforslag regeringen vil fremsætte. Først i 2021 har regeringen planer om at sætte ind over for diskrimination af nydanske LGBT-personer.