Jens Chr. Grøndahl: Rasmus Paludan er Dansk Folkepartis onde ånd

Folketingsvalget 2019 tegner til at blive et vendepunkt. Dansk Folkepartis jerngreb om dansk politik er endelig ved at være brudt. Partiet daler i meningsmålingerne, overhalet højre om af nye og mere rabiate partier, samtidig med at socialdemokraterne med fornyet selvtillid har tilbageerobret den velfærdsdagsorden, der rettelig er deres.

Tidspunktet er kommet til at besigtige skadernes omfang.

I årtier har muslimer og integration forhekset det politiske liv. Partiernes indbyrdes positionering fik lov at pervertere vores lange tradition for konsensusorienteret pragmatisme, og tilskyndelsen til at mødes på midten blev overgået af en modsatrettet dynamik.

De ellers besindige midterpartier kappedes om at matche DF og rette ind efter partiets basale modvilje mod personer med anden etnisk baggrund end dansk. Til sidst kom dansk politik i hovedsagen til at handle om, hvem der kunne vise sig skrappest og mest uelskværdig over for de fremmede.

Presset på midterpartierne var selvforskyldt. Man havde ikke i tide forholdt sig til integrationsproblemerne i de forstadskvarterer, der siden kom til at gå under betegnelsen ”ghettoer”. Man tog ikke telefonen, da borgmestrene i Københavns omegn ringede for at slå alarm. Man lukkede øjnene af frygt for at blive kaldt racister.

Så fine fornemmelser havde DF ikke. Partiet forstod at udfylde det politiske tomrum skabt af den socialdemokratiske berøringsangst. Uden selv at påtage sig regeringsansvar svingede man taktstokken for skiftende borgerlige regeringer. Det var marchmusik, der blev spillet, og marchen gik mod højre.

Det vil være en skændsel for det danske folkestyre, hvis Rasmus Paludans parti bliver valgt ind, men skulle det ske, må han isoleres.

Jens Chr. Grøndahl

I længden måtte selv socialdemokraterne bide hovedet af arbejderbevægelsens traditionelle humanisme.

Kun ved at vise sig leveringsdygtige i barske forholdsregler kunne man bremse tabet af de arbejdervælgere, der i globaliseringen så en trussel mod deres velfærdsgoder og i det muslimske mindretal fandt en overskuelig forklaring på deres voksende utryghed.

Dette skrives ikke for at fælde en entydig dom over den udlændingepolitik, som er blevet ført. Udfordringerne har været virkelige nok, både hvad angår parallelsamfund og flygtningestrømme. Noget måtte der gøres.

Det problematiske ved DF's dominans har været, at Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Liberal Alliance lagde navn til en politik, hvis overordnede sigte burde være dem fremmed.

For de borgerlige er værdigrundlaget det liberale demokrati og det åbne samfund, respekten for individet, tolerance og pluralisme. Værdier, der selvfølgelig er inkompatible med sharia, homofobi eller undertrykkelsen af kvinder.

Men det er hverken liberalt eller demokratisk at anse muslimer for at være ude af stand til at integrere sig i et samfund som vores, alene fordi de er muslimer. Før de har fået en chance for at bevise det modsatte.

Med Dansk Folkeparti har det aldrig været til at finde ud af, om en del af partiets vælgere i bund og grund bare ikke bryder sig om fremmede, uanset hvor pænt og demokratisk de opfører sig.

Mens pragmatismen er midterpartiernes naturlige rettesnor, har man med DF altid haft på fornemmelsen, at der i deres perspektiv ikke var nogen grænse for, hvor langt man ville gå.

Det var skruen uden ende. Mens den strammedes, blev pragmatismen forrådt, og det åbne samfund lukkede sig mere og mere. Der var ikke den smykkelov eller ghettoplan, der i længden kunne tilfredsstille danskhedens bannerførere.

Langsomt sløvedes midterpartiernes moralske instinkt. Intolerancen blev hverdag, og den hårde retorik blev daglig jargon, mens man år for år, lov efter lov, fodrede den indre svinehund.

Man var ikke engang sikker på, om hunden virkelig fandtes, eller hvor den holdt til. Ingen havde nogensinde set den. Nogen havde hørt den gø på de sociale medier, men var det bare fake news?

For en sikkerheds skyld blev man ved med at kaste nye lunser til den. Og en dag kom den ud af skoven.

Umiddelbart ligner han en klovn, og han lyder som en klovn, men historien har vist, at klovne kan være farlige, også når skråremmen udskiftes med en ulden kasket.

Med sin diskriminerende og hadefulde retorik har Rasmus Paludan slået bunden ud af integrationsdebatten. Så dybt kan man altså synke i Danmark. Han sætter både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i relief, omend de nu skal slås med ham om de samme stemmer.