Jens Chr. Grøndahl: Ghettoen København

KOMMENTAR: Nu, hvor regeringen mener, at man har fundet frem til de redskaber, der skal til for at afvikle ghettoerne, kunne man ønske sig, at en lignende ildhu blev sat ind på at forhindre vores hovedstad i at ende som et parallelsamfund for velhavere.

Forleden gik statsministeren en tur i Tingbjerg, til ære for nyhederne. Journalisten havde inviteret ham derud, for at han på åstedet kunne fortælle, hvad det er, han vil gøre ved ghettoerne. Bag ham så man to PET-folk med ledninger i ørerne. De spejdede nervøst til siderne.

Lars Løkke så også lidt nervøs ud, og man forstår ham jo godt, men der kom heldigvis ingen vildfarne kugler. På et torv med mistrøstige butikker hilste han på nogle midaldrende, tyrkiske damer. De talte ikke dansk, sådan rigtigt, selv om de havde været her i en menneskealder.

Der skal gøres noget, det er de fleste enige om. Der er tilsyneladende også flertal for at gribe til midler, der egentlig strider imod det liberale retssamfunds princip om lighed for loven. Det bliver ikke kønt, men måske mere effektivt end den sædvanlige tiltro til de gode viljer. Alle er jo ikke radikale. Slet ikke i de vrangvillige parallelsamfund, hvor snyd og klankultur florerer.

Jeg tror, vi kommer til at tage den dybe indånding og tvinge en adfærdsændring igennem. Det er ikke særlig dansk, men på den anden side ligner det heller ikke Danmark, at nogen afviser at tage del i fællesskabet. Især ikke, hvis de fremturer i deres egen verden på fællesskabets regning.

Hvis Løkke ikke har held denne gang til at bryde med årtiers fejlslagne integration, vil København om nogle år ligne London, hvor sharia i visse bydele har afløst britisk ret. I Storbritannien har de været tolerante på den multikulturelle måde, men i modsætning til Danmark er det også et samfund, hvor man kan få lov at gå til bunds.

Hos os er velfærd og pligt syet sammen. Flår man i sømmen, hænger begge dele snart i laser. Man må derfor ønske held og Løkke med regeringens plan.

Vil man imidlertid, at København også i andre henseender skal forblive sig selv og ikke komme til at ligne London, må man ud over Tingbjerg og Mjølnerparken udstrække indsatsen til yderligere nogle områder. Ghettoer er også de, om end med en anden demografisk sammensætning.

London er som bekendt kendetegnet ved en stærk polarisering mellem Upstairs og Downstairs. At bo i den centrale del har i mange år været forbeholdt de styrtende rige, men også København er i mindre målestok ved at udvikle sig til en metropol af millionær-enklaver.

I det historiske centrum og de indre brokvarterer stiger ejendomspriserne med raketfart, og det er ikke mindre dyrt at erhverve sig et hjem i de nyopførte kvarterer omkring havneløbet. For nylig erfarede jeg, at 130 kvadratmeter ved Frihavnen koster 11 millioner kroner, mens en større lejlighed kan komme helt op på 30 millioner.

Så har man til gengæld også udsigt til S-togene ved Nordhavn Station og de sidste gravkøer og jordbunker. Man kan via højttalere følge med i morgenaktiviteterne for cruise-passagerer, og de store skibes lavfrekvente støj sender permanente storbyvibrationer gennem de nye københavneres luksuslegemer.

God fornøjelse, tænker man, men den uklædelige skadefryd indhentes snart af en mere almenmenneskelig betragtning: Hvem i alverden har råd til at købe de lejligheder? Er vores overklasse virkelig blevet så talrig? Her gik jeg og troede, at der med skattetrykket og så videre var tale om en truet art, som fortjente at blive fredet.

Detailhandelen i K taler sit tydelige sprog. Antikvarboghandlere og hyggelige gamle specialbutikker har snart alle sammen måttet vige for Prada og Gucci. Resten er kædebutikker med stangtøj, hvor man sætter volumen over kvalitet. Sådan får man råd til at ekvipere de ydre forstæders mindre kræsne flertal på byens dyreste adresser.

Og så er der de evindelige caféer, værtshuse, natklubber og restauranter, der på alle strøg og i alle sidegader bare bliver flere og flere, tilskyndet af en forvaltning, der i ét og alt imødekommer restauratørbranchens interesser uden hensyn til næringslivets diversitet eller beboernes behov for nattesøvn og uhindret adgang til eget hjem.

”Det er udviklingen,” siger min blå ven. Som om enhver udvikling per definition var uafvendelig, eller det i sig selv var en grund til begejstring. Nu er jeg hverken blå eller rød, så jeg lytter. ”Det er kun godt, at ejendomspriserne stiger,” fortsætter han, ”for det betyder investeringer.” Jeg lytter. ”Se bare, hvor meget lækrere og hvor meget mere international byen er blevet. Se på Metroen og Torvehallerne!”

Jeg lytter og må give ham ret. Jeg er jo ikke rød. Jeg savner ikke tredje baggård, men jeg savner Jordbærkælderen og Knagsteds Antikvariat. Fordi jeg heller ikke er blå, savner jeg også den mangfoldighed af mennesker fra alle lag, af alle slags, der var selve byens blakkede sjæl, da jeg som tyveårig flyttede herind.

Jeg ser min by forvandle sig til Hellerup på højkant, og det er ikke kun det blå segment, der får overtaget, det samme gør ensformigheden. Derfor trøster jeg mig også med, at ejendomsmæglerne kun har et begrænset vindue at operere i, før udviklingen vil have udviklet sig ihjel.

De rige, der er kommet ind for at få del i byens farver og puls, vil snart opdage, at det ikke er kunstnere, originaler og ”influensere”, de får at se i gaderne, men hinanden. På vej ind og ud hos Hermès.

Sangerne og danserne, som nykøbenhavnerne går i Operaen for at opleve, bor snart ikke tættere på byen end Rødove – medmindre de selv er gift med en millionær – og vi andre kulturleverandører er på vej til Næstved eller Falster.

Derfra kan vi pendle sammen med de studerende, de tjenende ånder og alle de varme og kolde hænder, der skal til for at få det hele til at snurre og summe i de privilegerede livsnyderes ghetto.

Det nytter ikke at jamre, jeg ved det. Nostalgien bliver aldrig et planpolitisk argument. Selvfølgelig savner man den by, hvor man var ung, simpelthen fordi man savner sin ungdom. Marcel Proust skriver i ”På sporet af den tabte tid”, at virkeligheden altid vil mangle den charme, der skyldes erindringen: ”Den virkelighed, jeg havde kendt, fandtes ikke mere.”

Det samme kan man forhåbentlig ikke sige om den ånd, der har drevet samfundsudviklingen i Danmark, så personlig frihed kom til at gå hånd i hånd med lige muligheder og værdige rammer.

Bevæger man sig uden for City, kan man på Islands Brygge, i Sydhavnen, på Nørrebro og Østerbro og videre ud i næste ring se den socialdemokratiske vision for velfærdsstaten realiseret i almennyttigt boligbyggeri af højeste lødighed.

For snart hundrede år siden, i en mellemkrigstid med stor økonomisk og politisk usikkerhed, formåede man at mobilisere såvel viljen som evnen til at bygge smukke, lyse og gode boliger, hvor alle kunne være med. For nylig sørgede en håndfuld miljøflippere og lokale aktivister for, at Frank Jensen ikke kunne inddrage så meget som en skive af Amager Fælled til at bygge boliger, som unge børnefamilier ville have haft råd til.

Den blå udvikling sørger for resten, men bild os ikke ind, at udviklingen nogen sinde har været unddraget politisk indgriben. Nu, hvor regeringen mener, at man har fundet frem til de redskaber, der skal til for at afvikle ghettoerne, kunne man ønske sig, at en lignende ildhu blev sat ind på at forhindre vores hovedstad i at ende som et parallelsamfund for velhavere.

Skal vi have dobbelt straf for skatteunddragelse og selskabstømning, hvis gerningsmanden bor inden for voldene? Skal vi se på herkomst og formueforhold, så vi gennem tvungne flytninger kan opnå en større bredde i beboersammensætningen i særligt udsatte kvarterer? Tiltag af den art vil jo helt af sig selv dæmpe investeringslysten og dermed bremse ejendomsprisernes himmelflugt.

Måske er det ikke vejen frem, hvad ved jeg. Er man hverken blå eller rød, afventer man med så meget desto større åbenhed, hvad de folkevalgte har at foreslå.

Diskussionen om ghettoer af den ene og den anden slags kan egentlig koges ned til sin essens med en god, gammel talemåde: Vi skal kunne være her alle sammen.

Sammenstillingen af ”skal” og ”kunne” er noget af det mest danske, vi har. Den betoner de fælles muligheder som en pligt, men understreger også nødvendigheden af at leve side om side med et minimum af fællesskab.

Hvad enten man er muslim eller millionær, burde det give stof til eftertanke.

----------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Jens Chr. Grøndahl: Un très grand merci Jens Chr. Grøndahl: Un très grand merci Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: En svensk tragedie Jens Chr. Grøndahl: En svensk tragedie