Jens Chr. Grøndahl: Giv dine politikere en krammer

KOMMENTAR: Den danske befolkning opfører sig, som om vi ikke vil regeres. Alle vil være anførere, men de fleste har hverken evnerne eller lysten til at lede. Derfor bør vi takke de politikere, der gider løfte opgaven, skriver Jens Christian Grøndahl.

Det er blevet en slidt kliché, at vi har de politikere, vi fortjener. Den holder heller ikke. Nogle danskere fortjener ikke de politikere, vi har.

Ligesom alkohol og stoffer er forstørrelsesglas for, hvad den enkelte rummer af aggressioner og forvrængede forestillinger, har de sociale medier synliggjort og forstørret, hvad der rører sig i folkesjælen.

Ubændigt, afstumpet had. Voldsparathed. Misogyni, homofobi og racisme. Der er ingen nedre grænse for, hvad en folkevalgt i Danmark skal forberede sig på og være i stand til at tåle og bide i sig.

Krænkelserne rettes mod begge sider af folketings- eller byrådssalen, men hadet er det samme.

På den yderste venstrefløj kan man stadig møde obsternasigheden hos de sidste autonome, der for evigt iscenesætter sig selv som ofre for magthaverne, "de høje herrer", borgerskabets kryptofascister iført høj hat og cigar.

På den yderste højrefløj flyder som altid den xenofobiske galde, der i form af konspirationsteorier og undersætsig paranoia udgydes over alt, hvad der ikke rimer på leverpostej.

Begge yderfløje repræsenterer på hver sin fordummende måde begrebet populisme. Såvel den radikaliserede venstrefløj som den ekstreme højrefløj postulerer at være folkets autentiske stemme.

Hverken den ene eller den anden yderfløj vil acceptere, at folket i et folkestyre deler sig efter anskuelser, og at ingen derfor kan tale for alle.

I et interview med Berlingske for nylig sagde den franske filosof Bernard-Henri Lévy, at den voksende populisme i Europa efter hans mening ikke kan forklares med dårlige sociale vilkår.

Populismen hærger ikke kun i Frankrig, påpegede han med henvisning til de gule veste. Den stikker også hovedet frem i et land som Danmark med lav arbejdsløshed og udstrakt velfærd.

Ifølge Lévys udlægning er der tale om et tilbagevendende fænomen, der har løbet som en understrøm under udviklingen af den liberale, frisindede modernitet. Med jævne mellemrum søger den op til overfladen – og skal bekæmpes igen.

Hvis han har ret, minder fænomenet om vredladenhed. Kolerikeren finder som bekendt altid noget at se sig gal på, og omgivelserne venter kun på det næste udbrud. Ifølge teorien vil der i enhver generation være segmenter af befolkningen, der simpelthen ikke kan forlige sig med det repræsentative demokrati.

Det kræver også en grad af subtilitet, som ikke er enhver beskåret.

Man er for det første nødt til at kunne leve med det kors for tanken, at der findes mennesker – også de udstyret med fornuft og intelligens – der ikke mener det samme som én selv.

For det andet må man tåle det for nogle utålelige. At lade sig regere.

En skrøne fra vikingetiden vil vide, at vores gæve, behornede forfædre engang kom sejlende op ad Seinen til den fæstning, som Paris til at begynde med var.

"Hvem er jeres anfører?" blev der spurgt fra bolværket. Ordet "bolværk" skal ligefrem være roden til ordet "boulevard".

"Vi er alle anførere!" lød svaret fra vikingeskibet.

Hvad for et sprog, der blev talt, melder historien ikke noget om. At pariserne skulle have lært dansk – eller vikingerne fransk – må have været lige så usandsynligt dengang som i dag.

Men sikke et svar. Er det ikke lige os? Sådan er vi bare i højskolernes og John Mogensens og pølsevognenes kværulerende kongerige. Ingen skal komme her og tro, at de er anførere.

Selv de, der har magten, inspicerer forlegent deres fingernegle og indrømmer til nød, at de da måske nok har noget indflydelse.

Vi er alle anførere. Man kan ligefrem se den fiffige viking grine i skægget og slynge den tomme bajerflaske over rælingen, mens de andre dunker ham i ryggen. Problemet er bare, at det er vi ikke.

Nogle af os mangler evnerne, der skal til for at kunne lede, andre mangler lysten. Og så er der alle dem, der ikke har tid, fordi de har et andet job, der lægger beslag på dem, og en familie, som også skal passes.

Hvem ved, måske endda en have.

Fra min grønne ungdom husker jeg, at man på venstrefløjen talte meget om selvforvaltning og direkte demokrati.

Det første, lidt mystiske begreb skulle senere glide ind i nutidens managementfilosofi, hvor det i en inderliggjort version går ud på, at medarbejderen disciplinerer sig selv, så chefen kan fremstå som den forstående, indlevede ven. Hvordan synes du selv, det går?

Det direkte demokrati kunne man derimod få direkte indblik i, hvis man besøgte et af datidens kollektiver, når der var fællesmøde. Sådan nogle møder var gerne ret lange, og den, der kunne tryne de andre ved at tale dem i sænk, løb af med sejren.

Direkte demokrati er ikke for de spagfærdige eller for dem, der lige skal have tid til at vende skråen, før de når frem til, hvor de egentlig står. For dem er det til gengæld en velsignelse at kunne stå med en blyant bag et forhæng og sætte sit kryds.

Spørgsmålet er også, hvor sjovt det har været at sidde i plenum med sit afvigende mindretalssynspunkt. Gruppepres er gift for pluralismen.

Vi vælger vores repræsentanter, og de, der kan samle et flertal, vælger den leder, som vi alle så må trækkes med de næste fire år. I al sin middelmådighed er ordningen tæt på at være genial.

Derfor virker det også selvmodsigende, når nye politikere slår sig op på at være talerør for de kuede og foragtede, som udviklingen eller systemet eller eliten ikke vil lytte til.

Den selvforståelse giver jo ikke mening, så snart de pågældende har opnået valg. Fra det øjeblik er de som alle andre folkevalgte blot legitime repræsentanter for en gruppe borgeres legitime interesser.

Man skulle tro, at vi så kunne komme i gang med at diskutere politik.

Det kan vi bare ikke. Når dagens typiske politiker optræder i medierne, vil vedkommende uanset politisk observans have en tendens til at gebærde sig, som om hun eller han var suspekt. Nødsaget til at forsvare sig.

Det er ikke nogen nyhed, at politikere helst er fri for kritiske spørgsmål. Men det er relativt nyt, at deres svar behandles som uvedkommende, uanset hvad de svarer. Som sølle forsøg på at tale udenom.

Tidens journalister tager rollen som fjerde statsmagt så bogstaveligt, at de er på vej til at overtage magten. Regere kan de selvfølgelig ikke, men de kan forgifte og lamme den politiske proces med deres populisme.

For dét er jo den egentlige dagsorden bag nyhedsdirektørernes og chefredaktørernes frelste bavl om at sige magten midt imod: seertal. Antal klik.

Man giver sine seere og læsere, hvad man tror, de vil have, og man behandler de folkevalgte derefter. Man bliver stående og venter på dem foran toilettet. Allerhelst ville man forfølge dem helt ind i båsen og tage dem med bukserne nede.

Desværre for politikerne har de selv været med til at fremme vulgariseringen såvel af det politiske arbejde som af den redaktionelle dækning.

Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister knæsatte begrebet kontraktpolitik, skabtes den forventning, at politikerne ligesom udbyderne på det frie marked giver kunderne, hvad de vil have.

Den første konsekvens var selvfølgelig, at begrebet løftebrud blev en lige så indarbejdet frase i det politiske vokabular. Som om alle valgløfter ikke til hver en tid står og falder med, hvad der kan samles et flertal for.

Vi ved det inderst inde godt, dummere er vi ikke. Og alligevel godter vi os, hver gang en politiker fra den fløj, vi ikke stemte på, render panden mod den parlamentariske virkelighed.

Kontraktpolitikkens anden konsekvens begynder vi at ane nu.

Hvis der nemlig for alvor skal gøres noget for klimaet, vil det indebære nogle meget store, meget drastiske og meget upopulære beslutninger. Det vil med andre ord både kræve politisk mod og vilje til lederskab.

Men hvem har det mod og den vilje i en politisk kultur, hvor magten per definition er under mistanke, uanset hvem der har den? Uanset hvor den vil føre os hen? Uanset hvor folkevalgte dens udøvere er?

I en verdslig fortolkning handler påskefortællingen om, at et samfund udsøger sig sin syndebuk. Det absurde er, at de undertrykte beder undertrykkeren, den romerske statholder, om at korsfæste deres befrier.

Det er en fortælling om at dyrke afmagten frem for at tage det ansvar, som både troen og friheden kræver af én.

Samme selvdestruktive mønster gentages dagligt som trivialpolitisk realityshow, når nyhedsudsendelserne jagter deres yndlingsofre på Christiansborgs gange. Hvem skal korsfæstes i aften?

Svedende og skælvende står de, trængt op i en krog, dømt på forhånd som løgnagtige løftebrydere, allerede før de fremstammer begyndelsen på det svar, de ikke får lov at færdiggøre, før de bliver afbrudt igen.

Det er muligt, at nogle politikere går efter magten for dens egen skyld, men medierne går til gengæld efter afmagten. Den skånselsløse forfølgelse af de folkevalgte tegner omridset af en bagvendt, nihilistisk utopi.

Som om vi ikke vil regeres overhovedet. Som om vi kunne være anførere alle sammen og på én gang. Det er på tide, at vi vælgere også bliver stillet til ansvar. Og det bliver vi som bekendt lige om lidt.

Hvor ville det være befriende, hvis vi som den veluddannede og politisk modne befolkning, vi trods alt er, lod det forestående folketingsvalg blive en renæssance for demokratiets grundværdi.

Den gensidige respekt.

Vi kunne begynde med at give vores politikere en krammer, alle som én. Sige tak, fordi de gider. Fordi de vil noget med vores land. Fordi de giver os et valg.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel Jonas Herby: Du bliver straffet hårdt, hvis du ikke lever efter statens familiemodel Næste artikel Steen Gade: Den grønne dagsorden er på total nedtur i danske medier Steen Gade: Den grønne dagsorden er på total nedtur i danske medier
Bødskov bekræfter ubetalt blå regning for billigere biler

Bødskov bekræfter ubetalt blå regning for billigere biler

KASSETJEK: Den tidligere VLAK-regering fik aldrig sikret den fulde finansiering til aftalen om at lempe bilafgiften i 2017. Det bekræfter skatteministeren, som nu vil undersøge, hvor dybt hullet i kassen er. Det kan være i milliardklassen.