Jens Chr. Grøndahl: Giv dine politikere en krammer

Fra min grønne ungdom husker jeg, at man på venstrefløjen talte meget om selvforvaltning og direkte demokrati.

Det første, lidt mystiske begreb skulle senere glide ind i nutidens managementfilosofi, hvor det i en inderliggjort version går ud på, at medarbejderen disciplinerer sig selv, så chefen kan fremstå som den forstående, indlevede ven. Hvordan synes du selv, det går?

Det direkte demokrati kunne man derimod få direkte indblik i, hvis man besøgte et af datidens kollektiver, når der var fællesmøde. Sådan nogle møder var gerne ret lange, og den, der kunne tryne de andre ved at tale dem i sænk, løb af med sejren.

Direkte demokrati er ikke for de spagfærdige eller for dem, der lige skal have tid til at vende skråen, før de når frem til, hvor de egentlig står. For dem er det til gengæld en velsignelse at kunne stå med en blyant bag et forhæng og sætte sit kryds.

Spørgsmålet er også, hvor sjovt det har været at sidde i plenum med sit afvigende mindretalssynspunkt. Gruppepres er gift for pluralismen.

Vi vælger vores repræsentanter, og de, der kan samle et flertal, vælger den leder, som vi alle så må trækkes med de næste fire år. I al sin middelmådighed er ordningen tæt på at være genial.

Derfor virker det også selvmodsigende, når nye politikere slår sig op på at være talerør for de kuede og foragtede, som udviklingen eller systemet eller eliten ikke vil lytte til.

Den selvforståelse giver jo ikke mening, så snart de pågældende har opnået valg. Fra det øjeblik er de som alle andre folkevalgte blot legitime repræsentanter for en gruppe borgeres legitime interesser.

Man skulle tro, at vi så kunne komme i gang med at diskutere politik.

Det kan vi bare ikke. Når dagens typiske politiker optræder i medierne, vil vedkommende uanset politisk observans have en tendens til at gebærde sig, som om hun eller han var suspekt. Nødsaget til at forsvare sig.

Det er ikke nogen nyhed, at politikere helst er fri for kritiske spørgsmål. Men det er relativt nyt, at deres svar behandles som uvedkommende, uanset hvad de svarer. Som sølle forsøg på at tale udenom.

Tidens journalister tager rollen som fjerde statsmagt så bogstaveligt, at de er på vej til at overtage magten. Regere kan de selvfølgelig ikke, men de kan forgifte og lamme den politiske proces med deres populisme.

For dét er jo den egentlige dagsorden bag nyhedsdirektørernes og chefredaktørernes frelste bavl om at sige magten midt imod: seertal. Antal klik.

Man giver sine seere og læsere, hvad man tror, de vil have, og man behandler de folkevalgte derefter. Man bliver stående og venter på dem foran toilettet. Allerhelst ville man forfølge dem helt ind i båsen og tage dem med bukserne nede.

Desværre for politikerne har de selv været med til at fremme vulgariseringen såvel af det politiske arbejde som af den redaktionelle dækning.

Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister knæsatte begrebet kontraktpolitik, skabtes den forventning, at politikerne ligesom udbyderne på det frie marked giver kunderne, hvad de vil have.

Den første konsekvens var selvfølgelig, at begrebet løftebrud blev en lige så indarbejdet frase i det politiske vokabular. Som om alle valgløfter ikke til hver en tid står og falder med, hvad der kan samles et flertal for.

Vi ved det inderst inde godt, dummere er vi ikke. Og alligevel godter vi os, hver gang en politiker fra den fløj, vi ikke stemte på, render panden mod den parlamentariske virkelighed.

Kontraktpolitikkens anden konsekvens begynder vi at ane nu.

Hvis der nemlig for alvor skal gøres noget for klimaet, vil det indebære nogle meget store, meget drastiske og meget upopulære beslutninger. Det vil med andre ord både kræve politisk mod og vilje til lederskab.

Men hvem har det mod og den vilje i en politisk kultur, hvor magten per definition er under mistanke, uanset hvem der har den? Uanset hvor den vil føre os hen? Uanset hvor folkevalgte dens udøvere er?

I en verdslig fortolkning handler påskefortællingen om, at et samfund udsøger sig sin syndebuk. Det absurde er, at de undertrykte beder undertrykkeren, den romerske statholder, om at korsfæste deres befrier.

Det er en fortælling om at dyrke afmagten frem for at tage det ansvar, som både troen og friheden kræver af én.

Samme selvdestruktive mønster gentages dagligt som trivialpolitisk realityshow, når nyhedsudsendelserne jagter deres yndlingsofre på Christiansborgs gange. Hvem skal korsfæstes i aften?

Svedende og skælvende står de, trængt op i en krog, dømt på forhånd som løgnagtige løftebrydere, allerede før de fremstammer begyndelsen på det svar, de ikke får lov at færdiggøre, før de bliver afbrudt igen.

Det er muligt, at nogle politikere går efter magten for dens egen skyld, men medierne går til gengæld efter afmagten. Den skånselsløse forfølgelse af de folkevalgte tegner omridset af en bagvendt, nihilistisk utopi.

Som om vi ikke vil regeres overhovedet. Som om vi kunne være anførere alle sammen og på én gang. Det er på tide, at vi vælgere også bliver stillet til ansvar. Og det bliver vi som bekendt lige om lidt.

Hvor ville det være befriende, hvis vi som den veluddannede og politisk modne befolkning, vi trods alt er, lod det forestående folketingsvalg blive en renæssance for demokratiets grundværdi.

Den gensidige respekt.

Vi kunne begynde med at give vores politikere en krammer, alle som én. Sige tak, fordi de gider. Fordi de vil noget med vores land. Fordi de giver os et valg.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.