Jens Chr. Grøndahl: Hadet er den folkelige vredes følgesvend

KOMMENTAR: Det er blevet en skæbnestund for De Gule Veste i Frankrig, at nogle i bevægelsen for nylig overdængede filosoffen Alain Finkielkraut med antisemitiske tilråb. Men det er svært at holde en bevægelse uden politiske institutioner til ansvar, skriver Jens Christian Grøndahl.

Da filosoffen Alain Finkielkraut forrige lørdag nærmede sig sin bolig i Paris, løb han ind i en gruppe Gule Veste, der var ude at demonstrere. Nogle af dem genkendte ham.

"Beskidte lortezionist." "Du skal dø." "Skrub hjem til Israel." "Frankrig er vores." Sådan lød nogle af tilråbene. Politiet nåede at gribe ind, før det kom til håndgribeligheder.

Alain Finkielkraut, der er medlem af Det Franske Akademi, har ellers tidligere udtrykt en vis sympati for de demonstrerende trafikveste, fordi de synliggør "de usynlige" og deres ret til et værdigt liv.

Angrebet udløste et ramaskrig. Emmanuel Macron tog skarpt afstand og erklærede, at Alain Finkielkraut som søn af jødiske indvandrere fra Polen symboliserer, hvad Frankrig er, og hvad republikken tilbyder af muligheder.

Også Marine Le Pen tilsluttede sig uden forbehold den almene fordømmelse, hvorimod reaktionerne på venstrefløjen var mere ambivalente. Her mente flere, at de først måtte markere deres dybe uenighed med den konservative Finkielkraut, før de kunne bekvemme sig til at gøre front mod dette eksempel på antisemitisme iført skriggult.

Tirsdag aften samledes højtstående repræsentanter for begge politiske fløje på Place de la République for at vise deres solidaritet med Frankrigs jøder.

Tilbage står spørgsmålet, om hændelsen bare var en perifer undtagelse. Om det altovervejende flertal af Gule Veste uden mindste tøven ville have forsvaret Alain Finkielkraut imod kammeraternes verbale overgreb. Om hans status som medlem af det klassedelte Frankrigs åndselite på mindste måde ville have modificeret deres beredskab over for en jødisk medborger.

Det er ikke til at vide. Ethvert forsøg på at organisere bevægelsen løber ind i modstand nedefra. Enhver, der stiller sig an som dens repræsentant, risikerer at blive anklaget for at forråde den. Så indgroet er leden ved politikerne og det politiske system.

De Gule Vestes legitimitet skjuler sig i folkedybet, og den har kun nej i sin mund. Den vil ikke sige ja til noget eller nogen. Den nægter at vise sit ansigt.

En anden filosof, Bernard-Henri Lévy, udtalte i et radiointerview, at angrebet på Finkielkraut var et udtryk for antisemitisme i hjertet af bevægelsen. Han ser jødehadet i forlængelse af De Gule Vestes aggressive holdning såvel til journalister som til politifolk, folkevalgte og andre repræsentanter for det officielle Frankrig.

Baggrunden er dyster. Ifølge det franske indenrigsministerium steg antallet af antisemitiske angreb i 2018 med 74 procent. Angrebene på franske jøder er et tilbagevendende fænomen, og de har gentagne gange kostet liv.

Bernard-Henri Lévy minder om, at antisemitismen har en lang historie i Frankrig. Han nævner 1930'ernes udbredte fascisme, der førte til hårde angreb på den socialistiske premierminister Léon Blum. Han nævner også Dreyfus-affæren.  

Justitsmordet på den jødiske officer, der i 1894 blev idømt livstid for spionage, og som ti år senere blev pure frifundet, kaster stadig lange skygger. Det samme gør Anden Verdenskrig. Det forbliver et nationalt traume, at Frankrig under Vichy-regimet frivilligt deporterede sine jøder til de nazistiske udryddelseslejre.

Man kan ikke fortænke nogen i at opfatte hadet til jøder som en konstant i det franske samfund. En mørk strøm under den officielle selvforståelses parole om frihed, lighed og broderskab.

Selv advarede Alain Finkielkraut i en udtalelse dagen efter overfaldet imod at sammenligne med 30'erne. "Jødernes problem i dag er, at man behandler dem som racister, fordi de føler solidaritet med Israel, selv når solidariteten, som i mit tilfælde, ledsages af kritik af bosættelsespolitikken og støtte til en tostatsløsning."

Det palæstinensiske folks martyrium får nogle til at rette skytset mod jøderne, forklarer han.

Et udvalg i den franske nationalforsamling har for nylig overvejet muligheden for at indføre lovgivning, der skulle sidestille antizionisme med antisemitisme og gøre det kriminelt at advokere for staten Israels udslettelse. Man er dog gået væk fra idéen. Både Emmanuel Macron og den tidligere indenrigsminister Manuel Valls har i taler i de seneste år fremstillet den radikale antizionisme som en moderne variant af den historiske antisemitisme.

Finkielkraut har utvivlsomt ret i, at antisemitismen antog nye former efter grundlæggelsen af staten Israel i 1948. Det er blevet nødvendigt at skelne mellem religiøs identitet og politiske holdninger, sådan som vores egen Herbert Pundik gør, når han siger, at man ikke skal beskyldes for antisemitisme, blot fordi man kritiserer Israel.

Den anden side af Pundiks pointe må så være, at man som jøde heller ikke skal stilles til regnskab for Israels skiftende regeringer og deres fremfærd over for palæstinenserne.

Man er bare nødt til at tænke sine politiske holdninger til ende for at komme på det rene med, hvad de indebærer. Én ting er at være imod den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza. Noget andet er at være imod Israels eksistens overhovedet.

Er man det sidste, har man bragt sig i et modsætningsforhold til de jøder uden for Israel, der ligesom Alain Finkielkraut på trods af deres forbehold over for israelsk politik alligevel har en følelsesmæssig tilknytning til den jødiske stat.

Det er sådan, den anti-israelske holdning blandt nogle muslimer – men langt fra dem alle – til tider kan udarte sig i et had vendt mod jøder generelt.

Det er sådan, den nye antisemitisme kan tage den gamle i hånden som en forbrødring mellem det yderste venstre og det yderste højre. Bag de modbydelige ukvemsord mod Alain Finkielkraut lå jo desuden klassehadet.

Gennem Europas historie var jøderne henvist til at udfolde sig i de liberale erhverv, som akademikere eller i den finansielle sektor, men når de gjorde det godt, blev de beskyldt for at udgøre en fremmedgjort, urban og kosmopolitisk elite uden rødder i nationens muld.

Resten er historie, og det er en historie, vi ikke har lov til at glemme. Den er en uadskillelig del af alt det, som vi er arvinger til, hvad enten vi vil Europa eller foretrækker at vende os indad i national selvtilstrækkelighed.

Samtidig med at angrebet på Alain Finkielkraut fyldte de franske aviser, bekendtgjorde en gruppe britiske parlamentsmedlemmer for Labour, at de forlader partiet.

Deres begrundelse var ikke kun den ansvarsløse forvaltning af Brexit, men også, at partiet under Jeremy Corbyns ledelse er blevet grobund for den samme antisemitisme som den, Finkielkraut blev skydeskive for.

Et parti står til ansvar over for vælgerne. En uorganiseret folkebevægelse, der tilsidesætter loven, står ikke til ansvar for nogen. Den er politisk, fordi politikerne bliver tvunget til at reagere på den. Man kan bare ikke forhandle med den, kun gisne og fortolke.

Selv er bevægelsen ude af stand til at formulere en politik, og den forbliver derfor uartikuleret, diffus og uhåndgribelig.

Man kan romantisere den, hvis man hører til dem, der drømmer om direkte demokrati og selvforvaltning i et kollektivt utopia.

Man har imidlertid også grund til at frygte den, hvis man tilhører et mindretal, der ikke uden videre kan påregne beskyttelse og solidaritet i gadens parlament. Og sådan et mindretal har Europas jøder været gennem hele kontinentets rædselsfulde historie.

Det antisemitiske udbrud i Paris sidste weekend var en skæbnestund for De Gule Veste. Fra alle sider lyder nu opfordringen til, at bevægelsens deltagere klart og resolut manifesterer, at angrebet mod Alain Finkielkraut vitterligt var en enlig svale på afveje.

Det ulyksalige er, at den forsikring ikke kommer. Den vil ikke kunne komme, så længe vestene forbliver en formløs protestbevægelse uden legitime repræsentanter, uden ansvarlighed og i sidste ende uden mål.

Finkielkraut-affæren bør have sat en stopper for al revolutionsromantik. Det kan godt være, at den sociale indignation altid kommer nedefra, men hvis den skal udmønte sig i social retfærdighed, må den op og forvaltes i det politiske livs institutioner og processer.

Ellers forbliver vreden en udflydende størrelse, og i den tilstand blandes den retfærdige harme alt for nemt med kulturelle fobier. Had bliver den folkelige vredes uundgåelige følgesvend, og hadet har i modsætning til oprøret altid en tydelig adresse.

Sådan udpeges en syndebuk. Sådan er jøden igen og igen blevet udråbt som folkefjende.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: Nej, der var ikke noget at komme efter Michael B. Klitgaard: Nej, der var ikke noget at komme efter Næste artikel Benny Damsgaard: Du kan ikke købe dig til en valgsejr Benny Damsgaard: Du kan ikke købe dig til en valgsejr
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.