Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Fjendtlig arkitektur i København er topmålet af smålighed

KOMMENTAR: Dark design eller fjendtlig arkitektur kommer snigende. Det overlagte og gennemtænkte forsøg fortrænger mennesker, der ikke ejer et privat rum, fra fælles arealer, skriver Johanne Dalgaard.

Én ting er Cityringens æstetiske udtryk. Noget andet er bestræbelserne på at fortrænge de svageste borgere fra det fælles rum gennem ukomfortabelt design, skriver Johanne Dalgaard.
Én ting er Cityringens æstetiske udtryk. Noget andet er bestræbelserne på at fortrænge de svageste borgere fra det fælles rum gennem ukomfortabelt design, skriver Johanne Dalgaard.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg flyttede til København for at studere i 2007, føltes det på mange måder som det naturligste i verden.

Jeg havde aldrig rigtig tvivlet på, at det var der, jeg ville hen, og jeg glædede mig over byen med al dens liv og alle dens mennesker.

Det væsentligste kulturchok, jeg fik, var i mødet med den meget aggressive adfærd, som københavnere udviser på cykelstier og i trafikale flaskehalssituationer i almindelighed.

Og så var der metroen. Alt ved den måde, som de første metrostationer var designet på, bød mig imod.

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Betongrå flader og skarpe kanter. Trappetrin, der kan få en person med min medfødte klodsethed til at bæve og tænke på kraniebrud ved synet.

Som et monument over Vinterdanmark, når det viser sig fra sin allerværste side: underskudsramte, vrisne mennesker, der sammenbidt strider mod arbejdspladsen gennem morgentrafik og gråbrunt søle.

Bænkene forsvinder langsomt fra stationer og stoppesteder og parker, eller de designes med en hældning, der forhindrer, at en hjemløs kan lægge sig til at sove på dem.

Johanne Dalgaard

Over dem hænger skyerne gråt og lover mere søle. Vitaminmanglen, når landet ikke har set solen i fire måneder, manifesterer sig i de sociale relationer – og i arkitekturen, tilsyneladende.

Nogle af de nyligt åbnede stationer på Cityringen virker ved første øjekast lidt mindre kolde. Nogle steder er der endda brugt farver i udsmykningen.

Men én ting er det æstetiske udtryk, som alle vel har en subjektiv oplevelse af. Noget andet, som jeg med tiden er kommet til at forbinde metroens indretning med, er de overlagte bestræbelser på at fortrænge de svageste borgere fra det fælles rum ved at designe dem, så de bliver ukomfortable at opholde sig i.

Jeg undrede mig dengang over, hvorfor der ikke var nogen bænke på stationerne, hvor man kunne hvile benene eller placere en træt unge med en brikjuice, mens man venter.

I metroen venter man selvfølgelig typisk ikke ret længe, men alligevel: Hvorfor dette fravalg af noget, der for mig virkede som en naturlig del af et rum, hvor passagerer venter på at stige ombord i et transportmiddel?

Hvorfor i stedet installere de der semiubrugelige anordninger, hvorpå man nok kan hvile en rygsæk, men ikke en menneskekrop?

Det kan godt forekomme mig ret naivt nu, at jeg dengang slet ikke tænkte, at det var udtryk for en egentlig fjendtlighed, et overlagt og gennemtænkt forsøg på at fortrænge mennesker, der ikke ejer et privat rum, fra de fælles arealer.

Men når jeg kunne være så naiv, hænger det nok også sammen med, at dark design – eller fjendtlig arkitektur, som det kaldes – er noget, der kommer snigende.

Bænkene forsvinder langsomt fra stationer og stoppesteder og parker, eller de designes med en hældning, der forhindrer, at en hjemløs kan lægge sig til at sove på dem.

Varmeriste indhegnes, og rum, der kan give læ, blokeres med tremmer. Nogle steder i verden bliver både bænke og riste udstyret med pigge.

Det er ikke noget, som vi tager en større demokratisk debat om i en valgkamp og derefter har med i overvejelserne, når vi stemmer.

Samtalen, om hvorvidt vi ønsker at være et samfund, der er fysisk indrettet med henblik på at fordrive sine svageste borgere fra det offentlige rum, har vi mig bekendt aldrig taget. Det er ligesom bare sket.

Læs også

Den samtale synes jeg, at vi bliver nødt til at tage nu: Skal alle de fælles rum virkelig indrettes til at skåne middelklassen for det ubehag, som de kan føle ved mødet med deres mindre privilegerede medborgere?

Er det ikke topmålet af smålighed at mene, at det er bedre ikke at have bænke, end det er at skulle dele bænkene med de hjemløse?

Er den her praksis ikke indlysende uforenelig med den danske selvopfattelse som et velfærdssamfund, der drager omsorg for sine svageste borgere?

Vi taler meget om tryghed i det her land. Vi har for nylig forbudt tiggeri, fordi det angiveligt er "utryghedsskabende" for nogle.

Hvem "nogle" er, står lidt hen i det uvisse, men det er nok sikkert at konkludere, at det i hvert fald ikke er nogen, der har prøvet at bo på gaden.

I så fald ville de nok have bedre indsigt i, hvad det reelt vil sige at være utryg.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00